Alle vegne er de. De desperate kvinder i starten af 30'erne. Jeg er selv én af dem.
De kan deles op i to hovedgrupper: Første kategori er de desperate singlekvinder, der lørdag efter lørdag trawler byerne igennem for at finde et klon af Clooney, der endnu ikke er optaget. Den anden kategori er de kvinder, der har været i fast parforhold i flere år (og nogle gange blot flere måneder), og hvis æggestokke tigger dem om at formere sig. Og det kan kun gå for langsomt.
Og så er der mig: 32 år med fast kæreste på fjerde år. Jeg er også desperat. Ikke for at finde en anden han, ej heller for at formere mig, men for at nyde livet i fulde drag. Jeg ved jo, at livet som børnefamilie nærmer sig med hastige skridt. Men inden en sædcelle og et æg beslutter sig for at fusionere og dermed trykke på den store standbyknap for mit egoliv, skal jeg da lige love for, at jeg vil have lov at nyde det.
Og her er det de små ting, som tæller: nyde at sove længe hver weekend. Jeg kan sågar finde på at sætte vækkeuret til tidligt lørdag morgen for at vågne brat og konstatere: Ahhh, det er lørdag - jeg kan bare sove videre.
Min kæreste og jeg har en idé om, at vi ender på to børn, og så er der jo sådan cirka rundt regnet femten år, hvor mit vækkeur bliver skiftet ud med børnestemmer.
Der bliver fyret penge af. Det kan endnu lade sig gøre grundet meget lave faste månedlige udgifter på 5.600 kr. Jeg ved, at der kommer en dag, hvor flyverdragter og gummistøvler skal prioriteres fremfor Manolo Blahnik-guldstiletter fra eBay. Sund og økologisk mad i køleskabet frem for en sen aften i selskab med Brunello og ost fra specialbutikken. Og en tur i Lalandia frem for velværeferie i Estland med en veninde. Når nu vi er ved rejser, så har jeg da også planlagt året ud på den konto. I næste uge står den på forlænget weekend i Berlin med kæresten og sidst på måneden tre uger på cykel med 300 andre kvinder i Mellemøsten. 14 dage i New York i september er også for længst købt og betalt - og så mangler jeg at passe en afslappende badeferie med kæresten ind i mit travle rejseskema.
Jeg kan blive helt forpustet af alt det, jeg skal nå i mit egoliv.
Skræmmekampagne
Men det er jo i virkeligheden ikke så slemt at være børnefamilie. Eller er det?
"Det er det hele værd," hører man dem altid sige, de veninder, der allerede har formeret sig.
Men ét er, hvad de siger: "Åh, han er bare så smuk, at jeg kan sidde og kigge på ham i timevis. Jeg er parat til at dø for ham," siger bedsteveninden med en nuttet, lille dreng.
Et andet er, hvad de giver udtryk for: "Er en lille smule gråhåret af at have tre børn under fem år ...". Dette var en af mine Facebookvenners statuslinje her forleden.
Og som en anden af slagsen skriver det på sin Facebook-profil under kategorien 'aktiviteter': "Vaske tøj, vaske op, smøre madpakker, bade børn, putte børn, købe ind, lave mad, gå i seng, stå op, vaske tøj, vaske op ..."
Så er der også redaktricen af dette tillæg, der i forgårs proklamerede, at hun skulle i teatret for første gang i seks år.
Det er, som om børnefamilierne underbevidst kører en eller anden form for skræmmekampagne mod børnefamilielivet.
Nogle gør det mere bevidst. Jeg var til 30-års fødselsdag forleden, hvor en skøn kvinde fortalte mig, at hendes småbørnsfamilieliv faktisk er ret kedeligt. Det er jo ikke ligefrem, fordi de sælger børnefamilielivet særlig godt.
Lavinen
Der ligger et solidt pres på mine skuldre. Ikke alene er jeg ved at være en underlig snegl i andres optik, fordi jeg ikke er tilnærmelsesvis skruk. Det anses ligefrem for unaturligt i vores samfund, hvor idealet er familien. Det er især alle dem, der allerede har set lyset, som slet ikke forstår, hvorfor det ikke haster for mig.
Presset kommer fra alle sider. Som min gynækolog så pænt sagde til mig: "Du er 32 år, så skal der jo ikke gå alt for lang tid før du skal have dine børn."
Min mor har nærmest opgivet at spørge om, hvornår hun skal være mormor. Det mest naturlige spørgsmål fra veninderne er efterhånden: "Nå, hvornår er det så jeres tur?" mens de kigger forventningsfulde på min topmave. Presset kommer også fra politisk side. Den barnløse forhenværende familieminister Carina Christensen (K) så helst, at alle kvinder føder mindst tre børn.
Så mens jeg spurter af sted i mine guldstiletter med en buldrende børnefamilielavine lige i hælene i forsøget på at nå alt det, jeg i nær fremtid skal give afkald på, bliver jeg alligevel reddet på målstregen. Af politik. Det er Socialdemokraternes tese nummer ét om, at "det enkelte menneskes frihed står over alt andet".
Så har jeg en undskyldning for at hænge fast i det søde liv - bare lidt endnu.
HB Rasmussen
11. april, 2008 #
Jeg synes ikke det er ynkeligt. Man behøver jo ikke få børn, hvis man af en eller anden grund ikke vil.
Jeg har en del venner og kolleger, som ikke har fået børn, med eller uden deres vilje.
Noget af det bedste er, at mange af de mennesker har et overskud til at tage sig af andres børn og give de hårdt prøvede forældre et frirum. Hvis man kan aflaste en familie ved at tage børnene f.eks. en gang om ugen, så får man knyttet nogle gode venskaber med børn og unge, som måske varer ved livet ud. Børnene profiterer af at få positiv opmærksomhed, og oplever at familieliv kan antage mange forskellige former. Man modnes også selv som menneske og får et nyt syn på tilværelsen.
Man behøver ikke nødvendigvis at have egne børn, bare fordi man kan.
PH
11. april, 2008 #
Har der ikke snart været nok af det her Bridget Jones-ævl?
Life J
11. april, 2008 #
Jo, bevares, det er da godt at diskutere hvorvidt og hvornår man skal have børn eller ej, men bortset fra det så er indlæggets (anden) kerne vel det, der sommetider skrives om andetsteds - opretholdelsen af en nydelses- og forbrugerkultur blandt velstående venstreorienterede, som gør at de kan være meget optagede af global opvarmning, men faktisk har meget større andel i den, end de burde i henhold til hvad man ellers kan forvente der kommer ud, når de åbner munden. Det er vel efterhånden etableret at den eneste måde at begrænse global opvarmning på er med generelt mindsket forbrug i vest-landene (og selvfølgelig bremser på forbrug i resten af verden, og forlængede weekender i Berlin passer ikke godst ind i sådan noget.
Ja og så er det i det hele taget noget ævl, som passer bedre på Politiken søndags familiesektionsforside, ikke i en seriøs avis. Vi har sgu nok af de andre (Med iøvrigt en vis respekt for Politiken som den næstmindst ringe)