Dråbefangst

'En flerhed af faktorer'

Med cheflobbyisten til køkkenbordssnak
11. april 2008
Af: Henrik Bo Nielsen

De fleste forbrugere oplever jævnligt at falde bagover i butikkerne - fødevarer synes at være blevet ukristeligt dyre. I læsernes tjeneste var klummisten forleden på jagt efter en forklaring, og da cheflobbyisten var på et af sine sjældne besøg fra Bruxelles, hvor hun betjener en større prangerorganisation, var det nærliggende at bede hende om en forklaring.

Bænket i køkkenet med et stort glas hvidvin fik hun spørgsmålet lige mellem øjnene: "Er det ikke bare industrien, der i ly af lidt råvareprisstigninger tvinger store fortjenester op af forbrugernes lommer?".

På sporet

Der blev helt stille i lokalet, mens pickup'en søgte efter den rigtige rille. Så væltede ordene ud af hende: Råvarebørser, olietillæg og indretning af fremtidens landbrug i velafstemte kaskader, indtil guldsætningen dukkede op: "I må forstå, at der er tale om en flerhed af faktorer". Flerhed af faktorer ... my foot.

Læs mere om

mad og drikke

Husfruen og klummisten kiggede på hinanden og udbrød: "Hun pipper med det næb, hun bliver betalt for," og mens hendes skraldlatter bekræftede, at vi var sporet, lod vi forbrugerjournalistikken fare for en stund.

En liflig hvid

Vinpriser er nu heller ikke nemme at gennemskue, for langt det meste vin sælges med enorme rabatter, men der er stadig benhård konkurrence om forbrugernes vinkøb. I stedet for at lægge nye, snedige fælder for cheflobbyisten valgte vi derfor at afsøge en række af vinhandlernes aktuelle tilbud. Hvidvinen, der ikke evnede at bringe cheflobbyisten ud af kurs, fortjente også lidt respekt. En liflig sydafrikansk Chenin blanc 2007 med navnet Pin Point. Ren frugtglæde, stor bouquet og et velbehag, der fik en flaske til at forsvinde i foruroligende fart.

De røde gik det langsommere med, men her var der også på flere måder træghed. Skjold Burnes 2006 Fantasi Douro Niepoort er et rimeligt eksempel på de vine, der produceres langs den vigtige flod, men heller ikke mere. Fylde? Jo, vist. Og klassisk Dourosmag? Ja. Men selv prisnedsættelsen fra små 100 til knap 80 kroner var ikke nok. Til den pris er der bedre vine at få fra Portugal, og her i klummen gives stjernerne for pris i forhold til kvalitet - her blev det kun lige godt til bestået.

Skøn, men for dyr

Bedre gik det ikke for en Tre Nasi Barolo Rierva fra 2000. Bevares. Det var en vidunderlig vin, men når målepinden står på 249 kroner, skal englene helst synge. Den var skøn, Barolo-fyldig, velduftende og med lang eftersmag, men havde bare ikke lige 'det'. Og i en tid, hvor forbrugerne i øvrigt er trængte, må det være et krav til den pris.

En stor industrivin

Aftenmørket sænkede sig efter en smuk solskinsdag i København, og af hensyn til cheflobbyistens sarte følelser på vegne af den internationale storindustri sluttede vi med en sikker vinder: Wolf Blass Gold Label Shiraz 2005. Bare lige for at prøve. En industrivin? Ja. Men en stor sådan. 129 kroner flasken og en vægtklasse, der næsten er på højde med baroloen til det dobbelte. Fylde, duft og lang eftersmag for alle pengene, og uanset lobbyisternes smukke ord stemmer forbrugere trods alt med smagsløg og pengepung, men navigerer i svært farvand. Engang gik tv-serien District Hill Street sin sejrsgang kloden over, og den vagthavende råbte altid til New York-betjentene på vej på vagt Hey. Be careful out there. Det gælder også for vinforbrugere.

God tilbudsjagt.

Pin Point 2007 Chenin Blanc. 49,95 kr (evt. tre for 120 på tilbud). Udvalgte SuperBest butikker

Fantasi Douro 2006. Skjold Burne butikker. 79,75 (normalt 99,75)

Tre Nasi Barolo 2000 . 249 kr. www.carlomerolli.dk

Wolf Blass Gold label Shiraz 2005. 129 kr. (normalt 150-160). SuperBest.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Gensyn med Silkeborg

    For nogle er Silkeborg en grim by omgivet af prægtig natur, for andre en hjemstavn, de ikke længere føler sig hjemme i
  • Homo i periferien af et mikrokosmos

    At være eller ikke være homo i Sandholmlejren - Information er på tur i heteroland, som det tagersig ud, når det bliver indhegnet af asylsystemtænkning, gode hensigter og militært øvelsesområde
  • perstig_fp.jpg

    Med hjerterne løve ved løve

    Det er den danske storhed i ydmygheden, Grundtvig beskriver i sin sang, mener Per Stig Møller. Man kan godt kæmpe for sandhed og ret, selv om man er et lille land
  • ff20080803-171915-pic-562828675.jpg

    Afskrift fra virkeligheden

    Den romanaktuelle forfatter Kirsten Hammann går på strandhugst i virkeligheden, når hun skal samle tømmer til en ny fortælling
  • Eksperter: Optagelsessystem skal revideres

    Universitetsfolk og politikere står i kø for at kritisere det nye optagelsessystem på de videregående uddannelser, som var skyld i det lave optag i år. Men hvad så? Optagelsesprøver, mener nogle. Tillid til universiteterne, mener andre
  • Skolen som velfærdssamfundets slagmark

    Ellen Nørgaard har begået en underholdende og oplysende rekonstruktion af den dramatiske konflikt mellem 'de progressive og de reaktionære', 'de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende' - en konflikt, der blev kendt som debatten om indoktrinering i folkeskolen