Et kritisk blik på den israelsk-palæstinensiske konflikt

Statsledere og forskere er enige: Uret tikker, det er sidste udkald for en fredsaftale i Mellemøsten. Alligevel sker der tilsyneladende ikke noget, der peger i retning af en løsning på konflikten.

I bogen An Israeli in Palestine. Resisting Dispossession, Redeeming Israel kaster den israelske antropolog og fredsaktivist Jeff Halper et kritisk blik på udviklingen. Halper er ikke overrasket over, at der ikke sker noget, for ifølge ham er det politiske establishment i Israel ganske enkelt ikke interesseret i en løsning, som er baseret på international lov.

Halpers nye bog er mere kritisk end størsteparten af de mange bøger, der udkommer, og den lægger sig tæt op ad de mest kritiske af ‘de nye israelske historikere’, som gennem de seneste to årtier har søgt at revidere den officielle israelske historieskrivning.

Jævnet med jorden

Halper er født og opvokset i et jødisk sekulært hjem i small-town America (Hibbing, Minnesota). I sin ungdom søgte han en kort overgang tilbage til sine jødiske rødder og studerede ved et rabbinsk seminarium i Cincinatti. Men religion var ikke sagen for Halper, det var derimod antropologien, og det var da også hans antropologiske studier, der først bragte ham til Israel, hvor han i 1973 valgte at bosætte sig. I et af bogens indledende kapitler fortæller han om denne proces. Halper forklarer også hvorfor og hvordan han endte som fredsaktivist og som en af stifterne af Israeli Committee Against House Demolitions (ICAHD). Alene i de seneste år under den anden Intifada er mere end 5.000 palæstinensiske hjem blevet jævnet med jorden. Ofte er Halper på stedet for - forgæves - at forsøge at forhindre myndighederne i at bulldoze husene. Han har været arresteret otte gange - senest den 3. april 2008.

Halper argumenterer i bogen for at disse nedrivninger kun i meget få tilfælde finder sted af sikkerhedsmæssige hensyn, de tegner i stedet et mikrokosmos af konflikten: “Formålet er at spærre de 3,7 millioner palæstinensere i de besatte områder og de 1,3 millioner palæstinensiske medborgere i Israel inde i små afskårne enklaver (af Sharon omtalt som ‘kantoner’) - Det er klart at nedrivningspolitikken er en del af Nishul, fordrivelse; at omdanne Israel til et udelukkende jødisk rum - eller i det mindste et jødisk kontrolleret rum; en kontinuerlig 60 år lang de-arabiserings og judaiseringsproces.”

Ret til landet

Dette leder Halper til i de følgende kapitler at analysere kilderne til den israelske undertrykkelse af palæstinenserne.

Til trods for at to tredjedele af den israelske befolkning, ifølge Halper, ingen interesse har i at fortsætte besættelsen høres deres stemme ikke. Det har flere årsager: “Det tog mig år at forstå, hvor centralt begrebet eksklusivitet er for den måde, israelske jøder ser og reagerer på tingene”. Der eksisterer således i den israelske selvforståelse en eksklusiv ret til landet. Denne ‘ret’ stammer fra to kilder: Bibelen og det 19. århundredes nationalisme - især inspireret af det, Halper omtaler som en stammebaseret nationalisme med rødder i Østeuropa.

Et andet af Halpers centrale argumenter er, at Israels politiske ledere har været i stand til at italesætte konflikten inden for en bestemt sikkerhedsramme. Såvel Likud som Arbejderpartiet præsenterer konflikten som et ‘win-lose’ game. Det er derfor nødvendigt, at Israel har kontrol. Israel kæmper for landets eksistens og konfliktens kerne er palæstinensernes terrorisme. Der er tale om en lokal udgave af ‘clash of civilizations’.

Halper er ikke i tvivl om, at Israel har vundet. Bosætterne er på plads, ‘sikkerhedsbarrieren’ (nogle steder i form af en høj mur) er ved at være fuldført, og over hele Vestbredden er der etableret et kontrolsystem - og Gaza er indhegnet. Vejen er banet for en ny form for apartheid. Nu mangler der blot en palæstinensisk underskrift på et stykke papir for at gøre en ende på besættelsen. Spørgsmålet som Halper stiller er, hvorvidt det han kalder en “militært gennemtrumfet asymmetrisk balance” kan erstatte fred på langt sigt? Hans svar er klart: på ingen måde.

For Halper er løsningen ikke alene dannelsen af en palæstinensisk stat på hele Vestbredden og i Gaza. Konfliktens rødder går for ham ikke tilbage til 1967, hvor Vestbredden og Gaza blev besat. Konfliktens rødder går tilbage til dannelsen af Israel i 1948. For Halper er to-statsløsningen derfor kun første skridt imod en endelig løsning. Næste skridt er en ændring af hele grundlaget for Israel. Det er, siger Halper, nødvendigt at Israel fjerner sig fra det han betegner som landets etnokratiske grundlag. Hans drøm er, at Israel omdannes til en egentlig pluralistisk demokratisk stat, og Halpers ultimativt bedste bud på en løsning lyder mest af alt som en utopi, nemlig dannelsen af en bredere statssammenslutning i den nære orient.

Håndbog i fred

Det er en radikal og visionær bog skrevet af en af Israels mest profilerede fredsaktivister. Og i bogens sidste del bliver det for alvor klart, at Halper først og fremmest er aktivist. Her præsenterer han en slags manual for fredsaktivister ikke alene i Israel, men overalt i verden. Bogen falder næppe i god jord i alle kredse, men den er skrevet af en mand med noget på hjerte og som fuldt ud tror på begreber som retfærdighed og menneskerettigheder og ikke mindst på civilsamfundets magt til at ændre tingenes tilstand.