Siden 16. marts har Nicolas Sarkozy ikke blot været Frankrigs præsident, han har også været fyrste. Det er der ikke mange i verden, der ved, men i det lille fyrstendømme Andorra er man helt på det rene med dette faktum. Sammen med en obskur biskop i Catalonien er Sarkozy medfyrste af dette berømte skisportsted i Pyrenæerne ved grænsen til Spanien. Traditionen går tilbage til Henrik IV, daværende konge af Frankrig, som i 1607 dekreterede, at hvem der end måtte lede Frankrig i fremtiden, er vedkommende også medfyrste af lilleputnaboen Andorra, et uafhængigt land på størrelse med Doncaster (Andorra er mindre end Møn, men større end Als, red.).
Toldfri varer og ski
For nylig har andorranerne shinet fyrstendømmet op ved at udskifte grimt betonbyggeri med huse opført i lokale sten, og det har øget tilstrømningen af turister, hvilket dog ikke anfægter de lokale indbyggere. Ministaten holder sit kollektive hoved nedbøjet og koncentrerer sig om at tjene penge. Indtil det 20. århundrede trivedes Andorra i relativ isolation, da vejene, der førte hertil var ganske få. Med sine stejle bjergsider, der er tildækkede af sne i fem af årets måneder, blev det imidlertid opdaget af skiturister, ligesom Andorras bjergbondebefolkning indså, at de kunne tjene store penge på handel med toldfri varer.
Pas de la Casa er en rigtig turistby ved grænsen til Frankrig og ikke det mest charmerende sted, jeg nogensinde har besøgt. Den består af butikker, barer og hoteller af den slags, der giver betegnelsen 'firstjernet' et skidt ry. Da jeg klatrede op ad de stejle, snævre trin til baren i et sådant hotel, kunne jeg konstatere, at den var fuld af skræmmende udseende fyre med tatoveringer på deres barberede hoveder. Deres borde var fyldt med MP3-afspillere, kameraer, GPS'er og vodkaflasker. Jeg besluttede, at jeg hellere ville bo et andet sted.
Jeg satte kursen vestover og op ad Vallira d'Oriente og kom til Soldeu, en mondæn landsby domineret af Calbo'erne, en lokal bondefamilie, som har opført de fleste af restauranterne og hotellerne og sågar en skilift. I Soldeu tjekkede jeg ind på det femstjernede hotel Sort Hermitage og sank ned i lobbyens dybe lædersofa. Mit værelse havde så mange dyner og puder, at det praktisk taget var umuligt at rede seng. Soldeu henvender sig til et helt andet publikum end Pas de la Casa og er med sin beliggenhed midt i Granvalira et perfekt udgangspunkt for det løjpesystem, der forbinder seks andorranske landsbyer.
Miniparlamentet
Priserne er eksorbitante i Hermitages restaurant, men til alt held har Calbo'erne også ladet opføre en typisk britisk pub kaldet The Villager, hvor man kan få alle "det britiske køkkens standardretter", hvormed de mener chili, karry og nachos. Fredag aften må man finde sig i karaoke. Et endnu bedre alternativ er borda'erne, hvoraf der endnu er få tilbage. Disse traditionelle bonderestauranter serverer andorranske specialiteter såsom trinxat (kartofler og kål) og escudella (en kødstuvning) foruden karafler med god og billig vin.
Næste dag kørte jeg til hovedstaden, Andorra la Vella. Det lykkedes mig at finde parlamentsbygningen, der er bittelille og nemt kan forveksles med et ungdomsherberg. Katedralen er tilsvarende rustik og diminutiv. Om eftermiddagen kørte jeg op til Arinsal, en lille familievenlig landsby ved fyrstendømmets vestgrænse. Den lille stenkirke, St. Andreu d'Arinsal, slog kvarterslag, da jeg steg ud. Alle så ud til at sove, selv skiliften stod stille, men det lykkedes da at finde en god frokostrestaurant i Hotel Micolau, der er indrettet på hovedgaden i en stenbygning fra 1200-tallet. Bartendersken hedder Fiona og er en munter udlands-englænderinde. Hun skænkede mig en lille fadøl. "Hvor er du kommet fra?".
"Pas de la Casa".
Hun lo: "Så kan du nok godt bruge en stor fadøl i stedet".
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
