At vandre ad glasgange, der hvælver sig højt over den tomme luft, føles ikke ganske betryggende. Uanset at glaspladen er massiv og af betydelig tykkelse, styrer man uvilkårligt imod de vægge, mellem hvilke det gennemsigtige gulv er hængt op.
At udforske ruiner fra Antikken er normalt en mere jordnær aktivitet. Generationer af rejsende i Rom har trådt vandresko og sandaler flade mellem fundamenterne til bygninger, der for længst er sunket i grus og har prøvet at forestille sig hypokauster (luftopvarmningsanlæg), varme bade og - et sikkert hit hos børnene - de kommunale toiletter. Midt i disse ruiner peger vi ud i den tynde luft og erklærer, at på dette sted formulerede romerne deres love, vederkvægede sig i deres badstuer og defækerede.
Mure i oprindelig pragt
Men videnskabsjournalisten og historikeren Piero Angela har for nylig ført det gamle Rom ind i det 21. århundrede og skabt et enestående nyt 'oplevelsesrum', som den slags hedder i dag. Og dette er grunden til, at vi i stedet for at vralte runt imellem solstegte oltidssten, spankulerer rundt på et glasgulv over det nyligt udgravede Palazzo Valentini i en flok på en 20 stykker, hvoraf de fleste er højtidelige, men graciøse midaldrende italienere.
Palazzo Valentini har den lange historie i mange lag i sig, som kendetegner de væsentligste bygninger i Den Evige Stads hjerte. Og skræller man omridset af murværk, fortovsfliser, køkkenmøddinger og brændte ruindynger væk, ender man med to vældige villaer, som at dømme efter deres størrelse og overdådigheden i deres udsmykning må have været boliger for senatorer. På vej ned passerer vi gennem Händels tidsalder - han var en af gæsterne i det palads, som i en senere tid opførtes på dette sted af en kardinal, der var nevø til pave Pius V, og som siden blev udlejet til fyrsterne i Ruspoli-familien. Derpå følger villaer fra det femte og sjette århundrede, som først blev åbnet for offentligheden i december sidste år efter tre års udgravningsarbejde.
Sammenlignet med dimensionerne i Fori Imperiale, der begynder blot få meter herfra, er dette sted nok beskedent af omfang, når man ser det fra oven. Men pludselig udvider rummene sig, samtidig med at de forvitrede mure pludselig fremstår i hele deres originale pragt, beklædt med paneler af marmor i dybeste rødt. Ødelagte mosaikker genopstår for øjnene af os. Elegante rødbrune og okkergule nuancer flyder hen over væggene langs en trappeopgang, der er bredere og mere imposant end noget der kendes fra selv Pompeji. Yndefulde motiver genskaber soveværelsernes charme og ro. Hele denne illusionskunst er selvfølgelig muliggjort af computere, hvis lys- og lydprojektioner vækker ruinerne til live igen.
Først træder man ind i modtageværelset, der er holdt i smukke marmorlinjer med nicher, hvorfra statuer titter frem. Derefter følger trappen med de røde vægge. Da arkæologi normalt ophører i knæhøjde, er man tilbøjelig til at glemme, at de gamle romere ligesom vi selv stræbte opad for at få mere plads og bedre udsigt.
Så sjovt som Game Boy
Hvem har mon i sin tid boet i boliger som disse? Skal man tro de portrætter, der er hængt frem, var beboerne patriciere med viljefaste bryn, bydende blikke, sammenknebne læber og koner med slangekrøller. Og hvad tog de sig til? Øjensynligt havde de travlt med at erobre verden, for nu dukker pludselig en virtuel globus op, hvorpå man kan zoome ind på Romerriget, som det spreder sig historisk fra støvlelandet over det meste af resten af Europa til det nuværende Irak, Libyen og Algeriet.
Så dykker vi ned fra de himmelske sfærer og er tilbage i Roms hjerte. Fra den imponerende marmorbeklædte dagligstue, der er udstyret med et væld af bløde puder, haster vi videre til køkkenregionerne, lagerlokalerne, bryggerset og frem til staldene. Man bemærker, hvor tæt faklerne er på høet! Der er klare tegn på, at Palazzo Valentini blev udsat for en katastrofal brand - muligvis anstiftet af de hærgende barbarhorder, som bragte imperiet til fald.
I den anden villa er det navnlig mosaikarbejderne i de to værelser, som formentlig fører ind til en indre gårdsplads, som må kalde på beundringen. Virtuel regn falder på terrasserne, men der er ly at finde i den virtuelle loggia:
"Det er lige så sjovt som at spille Game Boy," erklærer den yngste besøgende, og det må indrømmes, at computerteknologien og den solide arkæologiske research bag denne attraktion går op i en uhyre vellykket højere enhed. Hvad angår den klimprende baggrundsmusik, er det ikke just Händel, men lad os ikke være krakilske. Hele herligheden er gratis - blot skal man huske at booke plads.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
