I tirsdagens Information kunne man læse, at de besparelser, vi står foran på børneområdet i København, er ulovlige. Det er ikke sandt. Det er selvfølgelig stadig fremover lovgivningen og et socialfagligt skøn, der skal ligge til grund for vurderingerne på det sociale område. Jeg vil på ingen måde være med til at bryde loven, og journalisten fra Information har da også fået bekræftet fra mine embedsfolk, at det heller ikke bliver tilfældet.
Men når det er sagt, så må jeg slå fast, at de besparelser, vi i øjeblikket oplever på det sociale område, jo ikke er omkostningsfri. Når der skal spares 70 millioner alene på børneområdet, så vil det gøre ondt. Det vil alt andet lige betyde, at det sociale arbejde får ridser i kvaliteten. Og det vil betyde et større pres på de ansatte, der i forvejen gør et stort stykke arbejde, ofte i en meget stresset hverdag.
Men kan man så ikke bare droppe besparelserne, kunne man fristes til at spørge. Og der er da ikke noget, jeg hellere ville. Problemet er blot, at der ikke er andre kasser på det sociale område, hvor vi kan tage pengene fra. Vi er i gang med at gennemgå alle byens bosteder fra a-z. Der kommer flere handicappede, der skal have hjælp. Og en ny undersøgelse af fattigdommen i København viser, at der også fremover vil være mange sårbare københavnere, der har brug for vores hjælp. Vi oplever altså et pres på det sociale system fra alle fronter, som altsammen skal løses inden for de samme snævre rammer.
Men er besparelserne så selvforskyldte, kunne man ikke bare have holdt sig til budgetterne de tidligere år, kunne man spørge. Det er klart, at der har været brugt flere penge til at anbringe børn og unge, ligesom der har været brugt flere penge til alternative undervisningstilbud, end der har været sat penge af til de foregående år. Men det merforbrug peger nok mere på, at der har været et behov, end at der har været tale om, at det sociale system har været 'for flinkt' til at give tilbud.
Når man ser på byer som Aalborg og Odense, kan man se, at også disse storbyer har oplevet et merforbrug på børneområdet. Der er altså tale om en landstendens i disse år.
Derfor er der kun en vej frem: Flertallet bag budgetterne i kommunerne må komme med flere penge til det sociale område. Og regeringen må løsne sit jerngreb om den kommunale økonomi, så de penge, der faktisk er ude i kommunerne, kan bruges til at føre en socialt ansvarlig politik. For en øget social indsats, når det gælder det forebyggende arbejde blandt børn og unge, er altså god fornuft. Og omkostningerne ved ikke at gøre noget kan på langt sigt vise sig at blive langt højere - både økonomisk og menneskeligt.
