I Informations serie 'kulturens nye ansigter' beskriver Dansk Designskoles nye rektor skolens profil som fremtidsorienteret, men bevidst om sine kunsthåndværksmæssige rødder. Som repræsentant for disse rødder har jeg imidlertid brug for at sætte idealerne ind i et bredere uddannelsesmæssigt perspektiv.
Fornyelsen, som rektoren fremhæver i artiklen, viser sig for denne læser først og fremmest i form af en større akademisering af uddannelsen. Det kan jeg isoleret set heller ikke se noget problematisk i. Den designteori, de unge designere ifølge deres rektor så begejstret 'omfavner', er sikkert et ganske brugbart redskab i forhold til den uoverskuelige mængde udfordringer, der skal tages stilling til på det mere og mere konvergente designområde.
Men jeg bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved vitaliteten af de rødder, det moderne designprojekt skulle hvile på. Her kan jeg for det første ikke undgå at lægge mærke til, hvordan rektoren, skønt han tilsyneladende tilstræber et ligevægtigt parløb mellem teori og praksis (fornyelse og tradition) alligevel prioriterer teorien og de nye tendenser højest. For det andet bemærker jeg, at rektorens eneste garant for traditionens dimension i designuddannelsen er indlemmelsen af Glas og Keramikskolen på Bornholm.
Og her ender rødderne i hans optik. For ham er der ingen tvivl om, at den traditionelle kunsthåndværker, pottemageren for eksempel, er ved at uddø. Udviklingen og den kendsgerning, at undervisningsministeriet netop fra den 1. januar i år uden nogen form for offentlig bevågenhed lukkede den erhvervsmæssige pottemageruddannelse, giver ham tilsyneladende ret.
De egentlige rødder
Men er det ikke netop pottemageriet og de andre gamle håndværk, der udgør de egentlige rødder, som kan give moderne design dens identitet og livskraft? Hvad ville den arkitektuddannede designskolerektor sige, hvis murer- eller møbelsnedkeruddannelsen blev nedlagt? Som uddannede pottemagere er vi bærere af en århundredelang tradition, der er givet videre fra hånd til hånd, indøvet, forfinet, videreudviklet og nedlagt i et praksisfællesskab af internationale dimensioner.
Det virker bare ikke, som om den mængde af tavs viden, der gemmer sig på håndværkets felt, anerkendes som en uddannelsesmæssig resurse. Som små erhvervsdrivende har pottemagerne i Danmark ikke længere kapacitet til at give deres viden og kundskab videre til en lærling. I stedet for at sikre håndværkstraditionen via tilskudsordninger eller lignende, overlades unge håndværkere nu udelukkende til f.eks. Glas og Keramikskolen på Bornholm, hvis ambition som fremtidig del af designskolen går i den akademiske retning.
Selvfølgelig vil et håndværk som pottemageriet ikke uddø, især fordi det i andre lande, f.eks Japan, har en helt anden status som kulturbærende faktor. Men vil dansk design være tjent med at kappe rødderne til sin egen keramiske tradition?
Jeg mener ikke, at det er Dansk Designskoles opgave at holde liv i disse rødder. Jeg vil blot benytte anledningen til at påpege, at beslutningstagere på uddannelsesområdet bør være opmærksomme på det problematiske i, at gamle håndværkstraditioner i Danmark opgives, selv om deres funktion som led i den designmæssige fødekæde er åbenlys.
Meike Diederichsen er Formand for Dansk Pottemagerforening af 1894
