Thornings udspil skal samle partiet

De 'ni progressive valg', som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har stillet op, er et modigt opgør med kontraktpolitikken, mener eksperter

Efter Ritt Bjerregaards Røde Skole 0g Mette Frederiksens teser kommer den socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt, nu selv på banen med "ni progressive valg for Danmark".

I udspillet, som bliver præsenteret i to kronikker i Politiken i går og i dag, og som markerer Thorning-Schmidts treårs-jubilæum som formand, argumenterer hun for, at politikerne i højere grad skal turde prioritere.

"Vi kan gennem klare og ofte svære, men ærlige, valg endnu sætte kursen ad et andet spor. Jeg vil ikke love danskerne guld og grønne skove. Jeg vil ikke, som regeringen gjorde i valgkampen, narre befolkningen med løfter, der nu viser sig at være tomme. Jeg vil derimod præsentere danskerne for ni klare valg og prioriteringer," skriver Helle Thorning-Schmidt i dagens kronik.

Og dét budskab bliver godt modtaget af de radikale.

"Socialdemokraterne melder sig nu ind i prioriteringsdebatten, som længe har stået øverst på vores dagsorden," siger de radikales gruppeformand, Margrethe Vestager.

Svært at være uenig

Også SF roser Helle Thorning-Schmidts udspil, mens det møder hård kritik fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg:

"Jeg er helt enig i, at man skal prioritere. Men så mangler vi bare at se, at Socialdemokraterne også er villige til at gøre det," siger hun.

I dagens kronik peger Helle Thorning-Schmidt på ni "progressive valg for Danmark". For eksempel vil hun have danskerne til at vælge mellem "flere parallelsamfund eller helhjertet integration."

Ifølge Inger Støjberg dumper Helle Thorning-Schmidt dog 'ikke-testen' på flere af punkterne:

"Det er svært at finde ret mange danskere, der foretrækker flere parallelsamfund," siger hun.

At det kan være svært at være uenig i flere af overskrifterne til de ni punkter, skal man dog ikke lægge for meget i, lyder det fra professor ved Copenhagen Business School, Ove Kaj Pedersen.

"Når det kommer til stykket, er der jo ikke meget politik, som man kan anvende den slags test på. Der er tale om symbolske udspil, hvor formålet er at samle partiet og oppositionen," siger han.

Hatten af

At udspillet bliver skudt ned af blå blok, er ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær heller ikke afgørende. Han ser det socialdemokratiske udspil som et forsøg på at få bygget den platform op, som på langt sigt skal sikre partiet regeringsmagten.

"Jeg ser primært dette som storladne strækøvelser frem mod Socialdemokraternes kongres i september. Det er en intern oprustning, som partiets elite kan bruge som fundament i arbejdet med at finde sit eget projekt," siger han.

I partiets bagland er udspillet da også blevet godt modtaget. Både de indflydelsesrige S-borgmestre på Københavns Vestegn og fagbevægelsen er positive over for forslaget.

Niels Krause-Kjær peger også på, at kronikkerne kan ses som tiltrængt opgør med den kontraktpolitik, som både regeringen og Socialdemokraterne har ført de senere år.

"Jeg ser udspillet som ganske modigt og som et led i en nødvendig proces for partiet. Hatten af for det," siger han.

At politikerne bliver nødt til at prioritere og erkende, at vi ikke kan få råd til det hele, hænger ifølge Ove Kaj Pedersen sammen med, at vi nærmer os økonomisk hårdere tider.

"Regeringen har siddet i flødeskumsperiode. Nu er vi på vej ind i en periode med lavkonjunktur, hvor det bliver nødvendigt at træffe hårde valg," siger han.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

En ting, som socialdemokraterne bør stå i spidsen for at genskabe er folks mulighed for uafhængighed af det offentlige system: der er forskel på at være på dagpenge og kontanthjælp, det skal igen slås fast, at forskellen er arbejdsmarkedstilknytningen; hvorfor skal det offentlige stille pasning til rådighed for folks børn? Hvis pædagoger skal have et nødvendigt løft i lønnen, der kan mærkes, ville det være naturligt at losse ansvaret over på de private arbejdsgivere, der så rimeligvis kunne stille pasning til rådighed for de ansatte.
Og hvorfor beskatte lønmodtagerne overhovedet? Det er jo alligevel virksomhederne, der betaler skatten, så lad os i stedet bruttobeskatte virksomheder over en vis størrelse.
Til gengæld kan staten så varetage de ting, der er vort fælles grundlag: forsvaret, kunstlivet, kulturinstitutionerne, infrastrukturen, retsvæsen og politi, den uafhængige forskning og uddannelse mv. Også egentlig sociallovgivning, der retter sig mod dem, der har hjælp behov, ældrepleje og -omsorg, sundhedsvæsen. Alt det, som sikrer samfundets stabilitet og borgernes tryghed.

@PeterH
Hvorfor er der socialdemokratiets opgave at gennemføre Foghs minimalstat, klarer han det ikke godt nok selv?

Der er ikke noget i alle disse balloner, man ikke helt eller delvist kan tilslutte sig.

Ballonerne udtrykker desperation!

Hvis man virkelig har noget på hjertet, kan man da stille forslag om det i Folketinget.

Det kan alle partier, hvorfor gør S ikke det uafladeligt, når det står så ringe til?

Aage Øhle prøv at høre nogle Folketingsdebatter - DR2 sender til kl 17, nettet eller DAB -radioen sender alle debatter fra Folketingssalen - Her har S været med i mange beslutningsforslag, som rutinen tro alle bliver nedstemt af regeringen og DF og nu også NA.
Måske viller der ske noget mere, hvis pressen og ikke mindst DR tog disse beslutningsforslag mere med i den politiske dækning.

VKO - S, SF, R : 94-81

Helle, Mette, Margrethe og Villy på Eventyr - det er tallene der tæller. Helt symptomatisk syntes DR´s morgenradioavis, at Rambølls ligegyldige måling om Lars Lykke Rasmussen er langt, langt vigtigere at referere. De kalder det ”public service”)

Oppositionen er langt fra et alternativt regeringsflertal. Måling viser solidt flertal bag VKO, mens to partier ryger ud. Socialdemokraternes historiske nedtur fortsætter, og samtidig kan SF’s himmelflugt ikke ændre på, at oppositionen ind til videre kun kan drømme om vælte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

VKO står til et solidt flertal på 94 mandater mod 81 mandater til oppositionen, viser en politisk meningsmåling foretaget af Rambøll Management for Morgenavisen Jyllands-Posten.Enhedslisten og Ny Alliance kommer ikke over spærregrænsen, og det betyder, at VKO-flertallet står styrket over for oppositionen.
Måling: VKO går frem

Undskyld Thomas Hegnsberg, men hvad vil du sige med det indlæg?
Vil du sige at S og co er dømt ude og skal bare affinde sig med det, fordi Rambøll har talt.
Rambøll har forøvrigt længe haft Enhedslisten under spærgergrænsen. Andre undersøgelser har Enhedslisten på over 2 pct og de blev også valgt ind i november 2007 selv om Rambøll havde dømt dem ude.

I mine øjne er en indholdsdebat mere vigtig en meningsmålinger og andet støj som Løkke Rasmussens manglende evne til at kende forskel på eget og andre betalingskort. Derfor blev jeg så glad, da Mette Frederiksen kom med de 9 teser og nu Thorning med de 9 valgmuligheder. Jeg håber at vi nu kan komme igang med den åben og ærlig debat om voret fremtidige samfund. Fogh Rasmussen har alt for længe lykkes med at kvæle en sådan debat.

Det er heller ikke tilfældet, Stig Larsen, men jeg må indrømme, at jeg mener, at der er alt for stor arbejdsliderlighed i dette land, dvs. med de forkerte ting. Børn hører til hos deres forældre, ikke mange timer blandt fremmede, der slet ikke i tilstrækkelig grad har ressourcer - men helt sikkert vilje! - til at motivere barnet i dets udvikling.
Så færre dimser og mere samvær, også i hverdagen, hvor byen nu ligger stille hen pga. folks ligegyldige jobaktivitet. Meget af den ville vi allesammen være lykkeligere, hvis folk afstod fra, f.eks. reklameindustrien.

Når man dykker ned i substansen for at forstå, hvad S nu mener med at "prioritere" bliver man dybt skuffet - der er ikke mange "modige opgør" her.

I et interview for nyligt blev Helle Thorning-Schmidt bedt om eksempler på disse nye prioriteringer og svarede: "Nej, jeg vil ikke udfolde 2009’s finanslov. Men det kommer. Og jeg kan henvise til de andre finanslove, vi har haft, hvor vi har prioriteret hver eneste gang – landbrugssubsidier og nogle af de regionale vækstfora, der har været rundt omkring i landet og ikke har været fornuftige." Og lidt senere tilføjede hun: "Vi er parate til at prioritere i forsvaret."

Så når S-formanden skal give eksempler på "prioriteringer", er det altså primært at skære ned på forsvarsudgifter og landbrugsstøtte...

For mig er det noget letkøbte prioriteringer at tage midler fra forsvaret af Danmarks grænser og internationale engagement samt vores historisk set mest betydningsfulde erhverv, landbruget, for at give velfærdsydelserne endnu en ekstra tak opad.

Hvornår ser vi en socialdemokrat med modet til at sige til befolkningen, at vi alle ikke kan blive ved med at få mere fra de offentlige kasser?

Kristian Juul den med at priorite i forsvaret lyder helt fornuftig efter skandalerne med Thornfalken, helikopter køb osv, osv
S har da længe ønske en skattereform, her har det da været regeringen og DF, der har ønsket at leve i et statisk samfund og end med Ole Stadvads skatter.

@PeterH
Jammen, Peter så har du da et projekt foran dig. Du skal bare overtale kvinderne til at forlade uddannelse og arbejdsmarket. Desuden skal du overbevise arbejdsgiverne om, at de ikke behøver halvdelen af deres ansatte, plus de skal doble lønnen til mændene, så de kan betale huslejen. Og tro ikke at den manglende betaling til børnepasning kan sætte skatten ned, for du skal også overbevise finansministeren om, at han kan undvære halvdelen af skatteindtægterne. Den sidste opgave er så bare at få skruet kalenderen 50 år bagleæns, men det er vil ingen opgave for en som dig?

Kristian Juul: "Hvornår ser vi en socialdemokrat med modet til at sige til befolkningen, at vi alle ikke kan blive ved med at få mere fra de offentlige kasser?"

Jeg synes faktisk, det er modigt af en socialdemokrat at sige, at landbruget ikke kan blive ved med at få mere fra de offentlige kasser.

Du peger på et interessant problem, Stig Larsen: er det egentlig ikke fantastisk arrogant, at private virksomhedsejere opfatter det som en selvfølgelighed, at de kan kræve andre menneskers opmærksomhed om deres produkt i en grad, som gør, at disse andre villigt arbejder i timevis dagligt for pågældende virksomhed? Jeg mener, der skal da noget mere til, før man opgiver sin frihed og sit familiesamkvem for at være andre tilpas!