Sygeplejerskerne strejker fra onsdag

Mens pædagogerne i aftes foreløbig afblæste deres trussel om strejke, strejker sundheds-personalet fra på onsdag. Det samme gør social- og sundhedshjælperne
Demonstranter fra Sundhedskartellet dannede ramme om forhandlinger i Forligsinstitutionen i går. Deres krav om mere i løn betyder konflikt på sundhedsområdet fra den 16. april, hvor også social- og sunhedshjælperne går i strejke. Derimod ser det ikke ud til, at der bliver brug for at tage børnene med på arbejde under en strejke - BUPL tygger på et mæglingsforslag. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Sundhedssektoren bliver fra onsdag ramt af en omfattende konflikt. De 11 forbund i Sundhedskartellet og arbejdsgiverne i Danske Regioner kan ikke blive enige om nye overenskomster. Forligsmand Mette Christensen har i ugevis forsøgt at finde en løsning, men opgav fredag.

"Det betyder, at strejken kan begynde den 16. ved døgnets begyndelse," sagde hun fredag aften.

Omkring 70.000 sygeplejersker, bioanalytikere, jordemødre og andre sundhedsansatte vil dermed strejke fra onsdag. Alligevel skal borgerne ikke frygte lig på bordet, lyder det fra Sundhedskartellets formand, Connie Kruckow: "Alle livsvigtige operationer bliver gennemført. Det har vi aftalt i det såkaldte nødberedskab. Derfor vil blandt andre kræftpatienter være sikre på at få deres behandling."

Pædagogstrejke afblæst

Også forhandlingerne med FOA brød sammen i går aftes, og 23.000 social- og sundhedshjælpere vil derfor strejke fra på onsdag. Både i forhandlingerne med FOA og med Sundhedskartellet er det størrelsen på lønnen, som er stridens æble.

Begge forbund vil have treårige overenskomster, der samlet koster 15 procent, mens arbejdsgiverne kun er klar til at give 12,8 procent.

12,8 procent var derimod i første omgang nok for pædagogerne, så der bliver ikke konflikt for de cirka 13.000 pædagoger i denne omgang. Forligsmand Mette Christensen er klar med et mæglingsforslag, som pædagogernes forbund, BUPL, og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL) har sagt ja til. Forslaget skal nu til afstemning blandt BUPL's cirka 60.000 medlemmer, og forligsmanden skal have resultatet 13. maj. Aftalen koster 12,8 procent over de næste tre år, og BUPL's formand Henning Pedersen er godt tilfreds.

"Det her betyder, at alle pædagoger stiger tre løntrin. En nyuddannet pædagog vil få 3.000 mere om måneden. Forskellen på dette her og KTO's forslag er, at vi her har rykket flere midler fra lokale lønstigninger over til samlede lønstigninger for alle grupper," siger han. KL's topforhandlinger og borgmester på Frederiksberg Mads Lebech (K) kalder forliget fornuftigt:

"Jeg glæder mig over, at vi med aftalen har afværget en konflikt, der ville gå ud over rigtig mange børnefamilier,"siger han.

BUPL sagde for halvanden måned siden nej til det forlig, som de øvrige organisationer i forhandlingsfællesskabet KTO indgik med arbejdsgiverne. Den aftale lød også på 12,8 procent over de næste tre år.

Mæglingsforslaget for de 60.000 pædagoger indeholder blandt andet ret til seniordage med løn, seks ugers barsel til farmand og ret til barns anden sygedag.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her