Vor frisatte flugt

At flygte fra sin egen eksistentielle angst er i sagens natur intet moderne fænomen. Mennesker har til alle tider i foretaget denne flugt, men hvad hvis det krænker andre?, spørger dagens læser. Polfoto

Hvordan skal man finde sindsro i en verden, hvor man er omgivet af stadig flere mennesker, der som følge af Vestens kapitalistisk skabte individualistiske kultur har opnået 'menneskeretten' til at krænke deres omgivelser under deres flugtforsøg væk fra deres egen eksistentielle angst?

For er det ikke vores eksistentielle angst, frem for kærligheden, der holder verden i gang? Som Jean-Paul Sartre så passende har udtrykt det: "Livet er panikken i et brændende teater." Kik på Deres eget liv og på Deres egne handlinger. Prøv at finde den egentlige årsag til hver enkelt handling. Er stort set ikke hver eneste handling ultimativt udtryk for et ønske om lindring af spændingstilstande, psykiske eller fysiske?

At flygte fra sin egen eksistentielle angst er i sagens natur intet moderne fænomen. Mennesker har til alle tider i varierende omfang foretaget denne flugt - fuldt forståeligt, for hvilket menneske har styrken til fuldt ud at være sig bevidst om eksistensens potentielle rædsler? Min anke handler således ikke om retten til at foretage sådanne flugtforsøg. Nej, min anke handler alene om, hvorvidt de krænker andre.

Og netop her starter vore vanskeligheder: Den mest benyttede, desværre, flugtmekanisme er ikke overraskende den umiddelbare og lettest tilgængelige, baseret på sansenydelse: At overforbruge materielle ressourcer. Forskellen mellem tidligere tider og nu består alene i det voldsomt forøgede antal af mennesker, der har økonomisk adgang til denne flugtmekanisme. Netop heraf udspringer vor planets nuværende trængsler, og netop heri består krænkelsen.

Så vidt jeg kan vurdere, så vil alle politiske tiltag vedrørende klimaforandringerne, herunder også klimatopmødet i København i 2009, fejle så længe, at vi ikke tør adressere denne fundamentale psykologiske mekanisme. Men hvilken politiker tør det i et demokrati, hvor vedkommende skal vælges af vælgere, der i sagens natur ikke vil tillade det? Derfor vil der grundlæggende ikke komme andet ud af alle disse politiske bestræbelser end flere tykke dokumenter fyldt med blæk, der danner bogstaver og ord uden betydning.

Stort set som Menneskerettighedserklæringen: Den 31. marts kunne jeg her i avisen i artiklen 'Der bliver penge i ikke at fælde regnskoven' læse, at investeringsbanker nu er begyndt at købe regnskov i forventningen om, at de kan videresælge (og derved tjene kassen, naturligvis) regnskovens service, når disse (forhåbentligt, velsagtens, i bankernes kalkule) bliver knappe i fremtiden. I en verden, hvor noget sådant tilsyneladende er tilladeligt, der kan man ligeså godt smide denne erklæring i kaminen.

Og det nytter ikke at klynke om, at vi er uskyldige ofre i kløerne på disse investeringsbanker, for formen af vore flugtforsøg er den direkte årsag til deres eksistens: Vore pensionsselskaber investerer i disse banker, fordi de af os er tvunget til at skabe maksimal afkast (ellers brokker vi os), så vi kan fortsatte vores ødsle livsstil, så vi kan fortsætte vore flugtforsøg, lige indtil vi stiller træskoene.