Når ord ikke er nok

Det var en stormfuld torsdag i september 2007. Jeg havde pakket mit foto-habengut og var draget mod Blågårds Plads for at 'skyde' billeder af demonstrerende brugere af det nu nedrevne ungdomshus på Jagtvej 69. Et massivt politiopbud fulgte de godt 400 demonstranter, der var mødt, og spændingen var ikke til at tage fejl af. Politiet var fuldt kampklædt og tøvede ikke med at påtale selv de mindste forseelser. Demonstrationen nåede Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor et flaskekast fra en aktivist erstattede spændingen med åbenlys aggression. Politiet løb ind i mængden for at bringe demonstrationen til ophør. Voldelig konfrontation var næste skridt. Men lige der skete noget helt og aldeles enestående.

Midt i mængden af vrede flaskekastende aktivister og knippelsvingende politifolk stod en mand splitter ravende Hans Jørgen. Øjeblikket blev erstattet af smil og latter, og det varede lidt, førend to politikfolk igen måtte tjene den offentlige ro og orden; De henvendte sig til manden, der veltilfreds tog sit tøj på. Konflikt afblæst, politiet dryssede stille og roligt af sted i salatfadene, og mængden af aktivister opløstes så småt.

Fælles værdier

Vi lever i et senmoderne samfund, der bliver mere og mere fragmenteret. Alt det man engang kunne tage for selvfølgeligt og naturligt, står i dag under massivt pres. Vi har ikke længere ét sæt fælles nationale værdier, men mange versioner af dem. Traditioner står for fald. Det er ikke længere farmand, der tjener til dagen og vejen, hvis der da overhovedet er en farmand, kernefamilien er undtagelsen i højere grad end reglen, og de traditionelle begreber som far/mor, sort/hvid, dansker/ udlænding og ven/fjende giver ikke umiddelbart nogen 'naturlig' mening.

Men til trods for - eller måske på grund af - en stadig hastigere udvikling, hvor kulturelle værdier udsættes for dekonstruktion, og hvor intet tilsyneladende er naturligt, findes en alvorlig modsætning mellem samfundets selvbeskrivelse og de faktiske omstændigheder. Et blik i dagens avis, uanset hvilken, vil bevidne et samfund, der bestemt ikke tillader hvad som helst, og hvor intolerance og tolerance bekæmper hinanden.

Indrømmet, det er heller ikke nemt at være menneske i det senmoderne samfund, hvor det eneste, Danmark efterhånden kan samles om, er talentshowet X-faktor på Danmarks Radio 1. På alle andre områder er vi helt forskellige, og uanset om man vil det eller ej, er vores nationalkultur blevet en multikulturalitet med et stændersamfund, hvor de rige bor et sted, de kloge et andet, de leverpostejsfarvede et tredje - og de fattige et fjerde sted. Den voksende mængde litteratur på selvhjælpsmarkedet må være indikator for, at det ikke er nemt at vide, hvor man hører til, for selv hvor de rige, de kloge, de leverpostejsfarvede og de fattige bor, er der store forskelle. Forskellene bliver kun større, efterhånden som vi parrer os på kryds og tværs i verden, handler med hinanden, bruger vidt forskellige medier og uddanner os stadig mere specifikt.

Forskellene er vilkår, som ikke kun det repræsentative Danmark må indse og acceptere, men som alle i deres respektive 'stand' må erkende er nødvendig, så vi sammen kan (over)leve i fred og fordragelighed.

Intet er selvfølgeligt

Det er naturligvis indlysende, at der er nødt til at være 'naturligheder' og 'selvfølgeligheder', normer, regler og love for, at et samfund kan virke. Det ville være særdeles uinteressant, hvis vi hver morgen skulle diskutere, hvorvidt det skulle være det røde eller grønne lys, der gav lov til at passere gaden. Og strukturerne er da også med til at give os mulighed for at have tillid til hinanden. Tænk hvis alt konstant var til forhandling. Så ville vi jo leve i et sandt Behemoth, et samfundsmonster af kaos, hvor der skulle kæmpes om alt. Men en sådan situation har vi faktisk til dels i dag, og den er tilsyneladende nødvendig. Den historiske struktur står for skud, og vi kan ligeså godt prøve at handle som om, intet længere er naturligt og helt selvfølgeligt.

Efter de mange setups er jeg fremme ved det endelige payoff. Kommunikation er meget andet end snak, og i øvrigt er en snak om forskelle ligeså tåbelig som eksempelvis en diskussion om, hvorvidt Anne Marie Helger er venstreorienteret eller ej - det giver simpelthen ikke mening. I stedet må tiden bruges til at handle på de mange alvorlige problemer, som verden og Danmark står overfor. Problemerne kræver, at vi dropper kassetænkningen og tager helt nye metoder i brug. Hver især må vi påtage os et ansvar som menneske, både hvad angår fælles og globale problemer som klimatruslen og de partikulære problemer, hvor man aktivt modarbejder grøftegravere.

Den dag i september var én mands opsigtsvækkende handling nok og gjorde ord helt og aldeles utilstrækkelige. Både aktivister, politifolk og iagttagere forstod, at der ikke var grund til at gå til voldelige yderligheder den aften, men blot acceptere, at vi hver især er dybt forskellige og alligevel så rammende ens (hvert fald hvis man skal tro billedet).

Lasse Laursen er stud.cand.soc, CBS