TYRKIET STÅR PÅ tærsklen til at tilbagerulle mange af de fremskridt, landet har gjort i løbet af de seneste 10 år. Det er kampen mellem landets gamle magthavere og de nye, der i skikkelse af lukningssagen mod regeringspartiet AKP, udgør en ganske alvorlig trussel. Den gamle verdslige blok har frem til slutningen af 1990'erne haft magten og er først langsomt vågnet op til den nye virkelighed, der hedder, at det tyrkiske folk nu i 10 år overvejende har stemt konservativt og let religiøst. 'Den gamle magt' er socialdemokraterne, hæren, en stor del af administrationen og uddannelsessystemet, der tydeligvis er af den opfattelse, at demokratiet er for vigtigt til, at det kan overlades til folket.
De samlede 20.000 til demonstration i Ankara i lørdags, men ignorerer gladeligt, at det store flertal af tyrkerne er for EU-reform, for regeringspartiet og for lempelsen af hovedtørklædeforbudet på universiteterne, som var den lovændring, der udløste retssagen mod AKP. I stedet for at forholde sig til realiteterne klamrer de sig til den forfatning kupgeneralerne skrev i 1980, og deres egen tilbageskuende forståelse af Kemal Atatürks principper. Det siger alt, at EU i deres mund er blevet et skælsord, fordi unionen kræver ytringsfrihed og mindretalsrettigheder.
UDE AF STAND TIL at vinde magten ad politisk vej, forsøgte de gamle magthavere sidste år at få militæret til at fremprovokere et magtskifte i forbindelse med valget af Abdullah Gül til præsident, men det mislykkedes fælt og øgede blot tilslutningen til AKP. Nu forsøger så den stok-kemalistiske Forfatningsdomstol at fjerne regeringen med kunstige juridiske argumenter. Det er ikke utænkeligt, at den får held med det og den uundgåelige økonomiske og politiske krise, der vil følge efter, er tydeligvis en pris 'de gamle' er villig til at skrive på Tyrkiets regning.
Ud over de udenlandske investorer er forhandlingspartnerne i EU nogen, der ikke kan lide udemokrati og ustabilitet.
KOMMISSIONSFORMAND Jose Manuel Barroso var i Tyrkiet torsdag og fredag i sidste uge og advarede om, at lukning af et regeringsparti ikke bør forekomme i et stabilt demokrati, og han tilføjede, at EU naturligvis ikke kan ignorere den politiske udvikling i et kandidatland. Bemærkningerne er værd at notere sig, fordi EU's Københavnskriterier, der skal være opfyldt for, at et land kan gå fra ansøger- til kandidatstatus netop taler om, at demokratiet ikke blot skal være til stede, men også være stabilt.
Barroso gjorde det klart, at EU er en vej, Tyrkiet selv har valgt, og at EU er klar til at byde Tyrkiet velkommen den dag, landet når enden af vejen. Men for hvert eneste skridt mod EU er Tyrkiet imidlertid nødt til selv at løfte og flytte fødderne, det kan EU ikke hjælpe med.
Som det ser ud lige nu, har AKP i forbindelse med lukningssagen genfundet sit mod på reform, der ellers har svigtet de seneste to år. Desværre for demokratiet og stabiliteten kan det vise sig, at regeringen er kommet på bedre tanker for sent.
