BLERA - Det er ikke svært at finde et gammelt menneske i denne lille by, der skal klare den til slutningen af måneden for en folkepension på 500 euro - 3.750 kr. - for dem findes der syv mio. af i hele Italien. Men det er svært at finde en, der vil tale om det. Fattigdom er forbundet med skam, og det er også skamfuldt at skulle klare sig selv som gammel, for det betyder, at man ikke har en familie, der kan sørge for en.
Stefano på 73, der hver dag nyder et glas eller to af den gode, billige rødvin på dagcentret for gamle i Blera, taler gerne om sin pension på 500 euro, for han klarer sig.
"Et sted som her er det lettere. Priserne er lavere end i de store byer, og mange, også jeg, har et lille stykke jord med grøntsager og måske et par høns eller også kender de nogen, der har. Og så arbejder jeg jo sort, når der er noget. Ellers ville det slet ikke løbe rundt." Stefano er murer.
Svært i storbyerne
I de store byer har de gamle ikke Stefanos muligheder, og udhulingen af folkepensionens købekraft kan aflæses i statistikker for butikstyverier. I de seneste fire år er butikstyverier begået af gamle steget med 40 procent, og i de store supermarkeder har aldersgruppen indtaget førstepladsen blandt dem, butiksdetektiverne og overvågningskameraerne holder skarpest øje med. Tidligere var det unge mennesker, fulgt af illegale indvandrere og sigøjnere. Nu er det de gamle, der stjæler mest. Med de unge på trediepladsen.
Dagbladet La Repubblica har kigget med på overvågningsbåndene fra Supermarkedet Leqlerc Conad i Bologna og finder der variationer af samme fortælling: En pensionist går hen til kølemontrene med ost, tager en pakke Grana Padano op, studerer prisen og lægger den tilbage. Gentager processen med den dyrere parmesanost Parmegiano Reggiano, og går så væk. Kommer tilbage lidt senere og lader en pakke med den billige ost forsvinde ned i frakkelommen.
Fortryder tyveri
En variant er, at tyveriet fortrydes, og osten lægges tilbage mellem kiks eller vaskepulver, eller hvor det nu kan falde.
"Det er ost og pølse, der stjæles mest af de gamle," siger bestyreren af supermarkedet.
"Og det mærkelige er, at af to ens produkter er det altid det billigste, de stakkels mennesker stjæler, som om de tænker, at det gør mindst skade for forretningen eller hjælper mere på samvittigheden. Det er også tydeligt, at de har det rigtigt dårligt med det, for de er så længe om at beslutte sig, at de let påkalder sig opmærksomhed og derfor ofte bliver taget."
Det er Leclerc Conads politik, at de gamle ikke politianmeldes, med mindre det er gamle kendinge. De sendes væk med en påmindelse om, at det ikke må gentage sig.
