Kan Gud godt blive jaloux? Hvad sker der, hvis man blander blå og gul? Hvordan kan man blive venner med sin nabo, hvis man ikke forstår, hvad hun siger? Hvad skal man gøre, hvis man ikke kan falde i søvn? Og hvor blød er en kamelmule?
Den slags jordnære spørgsmål kunne man få svar på under den forgangne uges børneteaterfestival og dens 101 teatres forestillinger i Næstved. Gennem fore-stillingernes vidt forskellige æstetiske udtryk: Fra overalls til blotlagte krinolineskørter, badekåber og jeans. Fra lysprojektioner til neonrør og papkasser eller blomsterbede. Fra nydelig tale til barbershop og el-guitar med solbriller og børnesange. Fra hverdagshistorier til fanta-sier og mærkelige myter.
Mirakelmaskine
Ikke mindst om Gud. Vorherre var faktisk med i en del af forestillingerne. Alligevel så jeg ham kun på scenen, sådan i rigtigt kappekostume, i Teatret Trekantens forestilling Englen og Den blå hest for de 6-10 årige. Her var han til gengæld skøn. Hvidhåret, præcis som i de gamle bøger, og med en fjollet kalot. Han var forfængelig på den helt rigtige måde, hammerstolt over sit skaberværk - og med en absolut trang til at være midtpunkt. Skønt. Bo Stendell Larsen spillede en god, gammeldags Vorherre, og Tom Rosendal spillede hans ven, der så gerne ville have, at Gud skabte en hest. Altså en blå hest. Så det gjorde Gud da bare ... Fumlede med en klump ler og en blå fjer og vupti, så var der noget, vi skulle forestille os, var en blå hest. Prrhhh.
Læs mere om
Gud var godt nok også med i Nørregaards Teaters Kamelen kom til sidst for de 3-8 årige. Men her var han en arbejdsmand med overalls og værktøj. Heine Ankerdals Gud brugte en mirakelmaskine med både twist og pumpestang og cykelklokke, hver gang han skulle opfinde noget. Og han drak øl på den syvende dag, da han skulle hvile. Arhhh.
Teater Lille Hest havde til gengæld travlt med at fortælle, at der er så mange guder, at vi selv kan vælge den, vi bedst kan lide. Af ler er vi kommet for de 3-7-årige handlede om en afrikansk skabelsesmyte og sluttede med noget om Indien og Europa. En lille adopteret asiaterpige sad forvirret på skødet af sin mor og sagde: "Men jeg er stadigvæk fra Kina, ik?" Og det var hun jo så heldigvis. Pyha.
Sjovt nok er der en heftig trang til at missionere 'anti-religiøst' i disse forestillinger. For uha, teatrene skal endelig ikke påstå noget om Gud som skaber. Men faktisk fornærmer de så de fire-årige, for hvem Gud er en realitet og ikke en fiktiv valgmulighed: En sær problemstilling i tolerancens og Muhammedkrisens hellige navn ...
Hængekøje
Men børneteater er ikke bare fine meninger. Det er i høj grad finurlige rekvisitter, som børnene næsten kan røre ved. I Teatrets fine lille musikforestilling Ze Malandro og Døden for de 6-10-årige består scenografien udelukkende af brasilianske musikinstrumenter - lagt i en cirkel på gulvet rundt om en stor hængekøje, hvor den brasilianske Lisa Becker smyger sig med sin humoristiske stemme og sine latin-dovne øjne. Her handler det ikke om Gud, men om døden - om at snyde døden, vel at mærke. Og vi griner af den skæve, sydamerikanske humor og af fortællingen, som er så fysisk, at vi kan se historiens gamle, gamblerkujon for os, lige dér i sin hængekøje.
Humor er der også masser af i Teater Hunds nye forestilling Far, mor og børn - hver dag for de 5-12 årige. Her griner både børn og forældre af forestillingens forældre, ikke mindst af en vidunderlig scene med en Voksologisk Have, hvor de voksne holdes i bure, og hvor børn forsigtigt sættes ind til dem som forsøg. Pas på, voksne bider!
Uppercut Danseteaters forestilling Skal vi danse? for de 0-4-årige viser to pigers ordløse leg med puder i forskellige former. Mest en historie om at ville have hinandens puder - og om at stjæle dem fra hinanden og så alligevel blive gode venner igen. Det bedste øjeblik var næsten, da de små halvandet-årige blev inviteret til at komme med på scenen og puffe rundt med puderne. De stormede scenen som en pingvinhær, først tøvende, så myldrende - og med lykkelige hvin. Lykkelige over en rødprikket rundpude og en gulfarvet trekantspude.
Knæbøjning
Hvad er det så, dansk børneteater kan, når det er bedst? Det kan ikke mindst skabe nærhed om de særeste, præcise detaljer.
I Næstved fik jeg personligt en yndlingsliste af detaljer: Er drømmehvidt lagen i en himmelseng hos Tulipan Teatrets Fridas Himmelrejse. En dyb, japansk knæbøjning i en mandekrop hos Teater Tasken i Lille Blå & Lille Gul. En stemmeløgn hos en afslørende lillebror hos Det lille Turnéteaters Sangen om Sigurd og Brynhilde. En usynlig yndlingskage i Det fortællende Teaters Absalon. Et tomt bolsjekræmmerhus i Asguer Zaps Showteaters Mitto og Ditto ...
En børneteaterforestilling kan stå og falde med en enkelt detalje på en helt anden måde end en voksenteaterforestilling. Måske fordi ungerne har så gode øjne og så skarpe tanker. Måske fordi det kræver en meget tydeligere tolkning at komprimere et kunstnerisk sceneudtryk ned til 45 minutter end til en to-tre timers forestilling. Måske fordi børn stiller netop de penible, dramaturgiske grundspørgsmål, som voksne er for pæne til at stille - eller for ligeglade. Og måske fordi børneteaterforestillinger fortsætter med at udvikle sig tydeligere end de fleste voksenteaterforestillinger, netop fordi de bliver spillet gennem flere år.
Men formodentlig allermest fordi børneteaterperformeren er så tæt på sin tilskuer. Hvad jeg så mangler at forklare? Jo, altså: En kamelmule er lige så blød som vinden en forårsdag hen over en forsytiabusk - i Næstved.
Børneteaterfestivalen i Næstved sidste uge. Bl.a.:
Englen & Den blå hest. Instr. Ole Sørensen. www.teatrettrekanten.dk
Kamelen kom til sidst. Instr. Hans Nørregaard. www.nrt.dk
Af ler er vi kommet. Instr. Anne Kurzweil. www.teaterlillehest.dk
Ze Malandro og døden. Instr. Hans Rønne. www.teatret.dk
Far, mor og børn - hver dag. Instr. Methe Bendix.
Skal vi danse? Kor. Anja H. Jørgensen og Tali Razga.
Absalon. Instr. Jesper la Cour og Ragnhild Kaasgaard www.detfortaellendeteater.dk
Lille Blå & Lille Gul. Instr. Annette Havemann Linnet.
Asguer Zaps Showteater. Instr. Steen Haakon.
Fridas Himmelrejse. Instr. Caroline Bering.
Sangen om Sigurd og Brynhilde. Instr. Ina Miriam Rosenbaum.
