RUC må skære ned på forskningen

Roskilde Universitetscenter (RUC) må især skære ned på forskning og driftsmidler for at få det til at løbe rundt i år. De studerende og ansatte mener, besparelserne kan få alvorlige konsekvenser for RUC, mens institutlederne tager det mere roligt

På trods af overskud på sidste års regnskab, er de ansatte og studerende på Roskilde Universitetscenter (RUC) i fuld gang med at finde ud af, hvor de kan finde de 20 millioner kroner, som bestyrelsen har besluttet skal spares op.

Der vil stort set ikke blive skåret ned på undervisningen, oplyser flere institutledere, som Information har talt med. Derimod vil nedskæringerne gå ud over drift og forskning.

Siden efteråret, hvor universitetets ledelse meddelte, at RUC for femte år i streg står til et underskud, har flere institutter ikke genbesat ledige stillinger.

Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologi, der er RUC's største med godt 2.500 studerende, er et af dem. Ifølge institutleder Lene Palsbro går sparekravet primært ud over instituttets forskning i 2008. Undervisningen bliver nemlig overtaget af eksterne lektorer, som er langt billigere end de fastansatte, fordi de ikke har pligt til at forske.

"Det kan godt være, at de studerende får en enkelt opgave mindre i efteråret, men det er primært forskningen, vi sparer på. Det er heller ikke uproblematisk, da forskningen er en stigende indtægtskilde for os," forklarer Lene Palsbro.

Også på Institut for Kultur og Identitet bliver der primært sparet på forskning og administration, men der skal også spares cirka fem procent på undervisningen, forklarer institutleder Ib Poulsen. Instituttet har nedlagt et par stillinger og skal derudover spare 20 procent på driften. Ib Poulsen regner ikke med, at det vil få de helt store konsekvenser for undervisningen. Forskningen derimod er han mere bekymret for.

"Besparelserne vil påvirke vores mulighed for at producere forskningsartikler og bøger. Vi kan ikke producere det samme for færre midler. Derfor håber vi også meget på, at den her sparerunde ikke bliver for langvarig, især efter det har vist sig, at universitetet rent faktisk havde et overskud sidste år," siger Ib Poulsen.

Undergravende

Men selv om det primært er forskning og drift, der skal skæres ned på, så kan det også mærkes på undervisningen, mener de studerende på RUC.

For eksempel er de historiestuderendes biblioteks- og databasesøgningskursus en del af driftsbudgettet, og det kan få alvorlige konsekvenser for uddannelsen, forklarer Yvonne Grønlund, der sidder i studienævnet for historie, som hører under Institut for Kultur og Identitet.

"Hvis der skal skæres så meget ned på de her kurser, som det ser ud til lige nu, så kommer vi ikke til at kunne de ting, vi skal som historiestuderende. Uddannelsen kommer simpelthen ikke til at leve op til målbeskrivelsen," forklarer Yvonne Grønlund.

Derudover kan de historiestuderende se frem til, at der bliver langt mindre vejledning under projektskrivning samt at studievejledningen bliver skåret ned til under det halve.

Formand for Studenterrådet på RUC, Andreas Bacher, mener, at der er stor forskel på, hvordan besparelserne kommer til at påvirke de RUC-studerende.

"Men besparelser på undervisning og forskning er jo direkte kontraproduktive for universitetet, fordi de rammer universitetets indtjening senere hen, derfor synes jeg de konkrete nedskæringer bør give anledning til eftertanke hos ledelsen," siger Andreas Bacher.

Også de ansatte står uforstående over for, at ledelsen vil bruge sidste års overskud på at betale gammel gæld tilbage.

Lektor Leif Emil Hansen, der er medlem af Akademisk Råd, er glad for, at det ikke blev nødvendigt at fyre folk, som varslet i december, men resultatet er det samme.

"Der er færre mennesker til at gøre arbejdet, men ingen ved, hvad det vil få af utilsigtede effekter for vores indtjening, hvis ikke nogle af de penge, vi sparede sidste år, bliver ført tilbage til fagene," siger Leif Emil Hansen.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her