Den centrale konflikt i disse dages universitetsdebat er deres styreform: Skal de eller skal de ikke organiseres demokratisk?
Ved universitetsreformen i 2003 blev den demokratisk valgte ledelse på alle niveauer erstattet af en udpeget ledelse.
Hvor de ansatte og de studerende tidligere på demokratisk maner havde mulighed for at afsætte ledelsen, er der nu et rent topstyret system: Alle beslutninger tages af ledelsen, ansatte og studerende har ingen mulighed for magtudøvelse internt i systemet. For at sikre indflydelse til ansatte og studerende har man omdannet de gamle fakultetsråd til såkaldte akademiske råd, der skal rådgive dekanerne, men deres indflydelse er så begrænset, at de reelt er ressourcespild.
Samfundsmæssigt betragtet er det uproblematisk at afskaffe universiteternes interne demokrati. Universiteterne er offentlige institutioner, og det er samfundets indlysende ret at kræve dem organiseret, som et flertal i Folketinget finder passende. Til gengæld er det en eminent dårlig idé, som tyder på, at de besluttende politikere ikke forstår, hvad et universitet er for en institution, og hvad dets samfundsmæssige funktion er. For at universiteterne skal kunne fungere optimalt i samfundet, er de afhængige af to ting: de ansattes uafhængighed og de ansattes entusiasme.
Uafhængighed
De ansattes uafhængighed er et umisteligt samfundsmæssigt gode. Universiteternes opgave er at søge og bevare viden om en bred vifte af emner. Det er en funktion, som er vital, fordi samfundet har brug for megen forskellig viden. Det gælder også og måske især, når denne viden går magthaverne imod, når den ikke huer ledelsen på universitet, eller når den falder uden for de strategiplaner, der er tegnet i ministeriet. Det sidste, et samfund har brug for, er, at den viden, det skal basere sine beslutninger på, er blevet forvrænget af taktiske hensyn til universitets ledelse eller til det politiske system. Eller at den slet ikke eksisterer, fordi de retningsgivende administratorer 30 år tidligere ikke kunne forudse, at den var nødvendig. Kun en demokratisk struktur på universiteterne, hvor det ikke kan lade sig gøre at gennemtvinge beslutninger, kan sikre dette.
Det er nødvendigt at bevare de ansattes entusiasme, fordi institutionerne ikke kan fungere, hvis de ansatte arbejder som almindelige lønmodtagere.
Universiteterne kan ikke konkurrere på lønnen, og derfor lever de af at tilbyde deres medarbejdere store frihedsgrader.
Tid til øl i Nyhavn
De ansatte har hidtil kvitteret for dette ved uden kompensation at arbejde meget mere, end deres kontrakter kræver. Når det var uheldigt, at vores dekan (Kirsten Refsing, red.) på humaniora i Københavns Universitet kom til at tale om, at de ansatte havde frihed til at sidde i Nyhavn og drikke øl, hvis de havde lyst, var det bl.a., fordi de faktisk kunne sidde i Nyhavn og drikke øl tre uger i træk og stadig på årsplan have massivt ubetalt overarbejde.
Alle de kontrol- og konkurrenceforanstaltninger, vores ministerium og vores ledelse gennemtvinger, er entusiasme-dræbende.
Ligeså er den store lønforskel imellem administratorer og forskere, og den døvhed nedadtil, som et topstyret system skaber. Indtil videre strækker de ansatte sig langt, fordi de føler et medansvar for videnskaben og for de studerende. Den dag, lønmodtagermentaliteten slår igennem på universitetet, vil alting blive besværligere og meget dyrere."
Det er i samfundets velforståede egeninteresse at organisere universiteterne demokratisk, fordi medarbejdernes frihed er et større samfundsmæssigt gode end den formelle kontrol, man vinder gennem det nuværende topstyrede system.
Sune Auken er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.
