Kvindekamp

De tusinder af sygepIejersker, hjemmehjælpere og andre, der i dag går i konflikt for højere løn, fortjener fuld opbakning. Gå efter det. Gå hele vejen og brug de midler, der er til rådighed. De offentligt ansatte kvinder får formentlig aldrig en bedre chance til at komme på niveau med de mandlige lønmodtagere i den private sektor. Det er nu slaget skal slås, og kvindekampen bliver helt konkret. Desværre er udsigten til sejr beskeden. Konflikten som den tegner sig, kommer allerede om få dage til at ramme hårdt, og det er især de syge og gamle - samfundets svageste, der bliver ramt.

Trods løfter om akut beredskab vil situationen allerede efter en uges strejker være så kaotisk, at regeringen bliver nødt til at gribe ind - af hensyn til sundheden, liv og førlighed. Reportager fra syge, der ligger på overfyldte gange og ældre mennesker, som ikke bliver vasket eller får gjort rent eller får mad på bordet vil fylde medierne og vende folkestemningen til ugunst for de strejkende.

Selv om både regering og oppositionen bedyrer, at nu må konflikten gå sin gang og nye forhandlinger løse den, så forberedes der i de lukkede regeringskontorer et indgreb, der skal standse strejkerne. Det, der spekuleres i, er, hvornår og hvilke partier, der bakker op om indgrebet. Så trods den historiske mulighed, så bliver det næppe i denne omgang, at kvinderne får sat tingene på plads. Deres arbejde er aldrig blevet værdsat lønmæssigt i samme grad som mænds, fordi omsorgsarbejdet - pasning og pleje af syge, gamle og børn - i sin tid blev anset som en fortsættelse af det arbejde, som tidligere blev udført i hjemmet. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet skabte et behov for, at det arbejde, som de tidligere havde udført, blev varetaget i offentligt regi. Det betød en kolossal udbygning af omsorgssektoren i 70'erne især. Og i dag er den offentlige sektor stadig en kvindesektor, og kampen for højere offentlige lønninger en kvindekamp.

I dag er situationen en anden: Der er mangel på sygeplejersker, hjemmehjælpere og plejepersonale til de offentlige institutioner, privathospitaler og vikarbureauer lokker med bedre løn og arbejdsvilkår. Derfor står de strejkende på papiret stærkt i den lønkamp, som indledes.

Når det alligevel næppe lykkes for dem at opnå mere ved at gå i konflikt, er det, fordi det ikke er lykkedes at skabe sammenhold mellem de forskellige grupper af offentligt ansatte. Arbejdsgiverne - regeringen og kommunerne - formåede behændigt at spille grupperne ud mod hinanden og indgik forlig med blandt andre pædagoger, lærere og politibetjente, mens sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter valgte at gå hele vejen.

I dag er de offentlige arbejdsgivere moralsk og politisk afskåret fra at belønne de grupper, som ikke indgik forlig og nu er i konflikt. Havde alle de offentligt ansatte grupper derimod stået sammen i et samlet pres mod regeringen, ville situationen formentlig have været anderledes og mere manifest.bew