Hvad er det med Hanne-Vibeke Holst? Er hun i virkeligheden skabssvensker? Er det derfor, man i visse litterære cirkler i Danmark har det lidt svært med hende og tøver med den kunstneriske blåstempling af forfatterskabet? I søndags var der i dansk tvpremiere på filmatiseringen af Holsts roman Kongemordet, men det er en svensk produktion. I Sverige er det, som om man uden større problemer accepterer de to forskellige, men forbundne, sider af Hanne-Vibeke Holst, samfundsdebattøren og forfatteren.
“Hun er blevet en interessant figur i debatten i Sverige,” siger kulturredaktør Daniel Sandström fra Sydsvenska Dagbladet og uddyber:
“Også fordi hun i positiv forstand har fremhævet, at den feministiske debat var anderledes i Sverige end i Danmark. Men hendes status som forfatter er noget andet. Af anmeldelserne får man det indtryk, at hun er en dygtig håndværker. Man ser hende nok som en debattør i romanforfatterens klæder.”
Sandsynligvis kunne man med stor lethed finde nogenlunde samme karakteristik af Holst på kulturredaktionen på et dansk dagblad. Det er Sandströms tilføjelse, der er interessant og markerer en forskydning:
“Men generelt har vi meget af den slags litteratur i Sverige - som et underlag for samfundsdebatten. Men der er jo også et behov for disse forfattere. Vi har jo mange krimiforfattere i Sverige, og det gør vel også, at vi i dag ikke vil være så elitære eller snobbede.”
Herregud - det er jo mit liv
Måske er der færre fordomme og mindre selvhøjtidelighed i det litterære klima i Sverige? Man tager litteraturen, som den er og har ingen fine fornemmelser. En opfattelse, der i det mindste underbygges af litteraturkritiker Åsa Beckman fra Dagens Nyheter, når hun skal beskrive den danske forfatter:
“Blandt kritikere og folk i det litterære miljø synes jeg, man siger: ‘Ja, ja - det er ikke fantastisk litteratur, men det er vigtige temaer’. Man kan ikke lade være med at læse Hanne-Vibeke Holst. Hun har temaer, der interesserer læserne - og specielt kvindelige læsere - meget. Hun er inde på interessante spørgsmål, som man kæmper med i sit eget liv, og som handler om arbejdsliv, familieliv, magtspørgsmål, livets store puslespil. Det er noget, folk længes efter at læse om og diskutere. Man tænker: ‘Herregud - det her handler om mit eget liv!”
I Danmark har mag. art. i litteratur Marie Louise Kjølbye anmeldt mange af Hanne-Vibeke Holsts bøger, og hun er på linje med Åsa Beckman:
“Midt i det ry, Hanne-Vibeke Holst har for at være på den poppede side, når hun et publikum af unge - især unge kvinder. Der er selvfølgelig nogle forfattere, der vil være finere, og som også sprogligt kan mere, men de når ikke lige så bredt ud. Med Hanne-Vibeke Holst føler folk, at det er noget litteratur, der foregår i deres øjenhøjde. Det er ikke svært at læse. Der sker noget på siderne. Der er mange replikker. Hun er jo journalist og journalistuddannet.”
Samtidig er Kjølbye langt fra blind for debatdimensionen og dens vigtighed hos Holst:
“Jeg mener faktisk, hun er den eneste, der tager arven op efter Suzanne Brøgger. Hun er meget en forfatter af sin tid. Hun skriver om de dilemmaer, kvinder bliver fanget i. Men jeg vil tro, rigtig mange fordømmer hende som debattør. Men de har ikke læst bøgerne. Det er ligesom, hvis du spørger en gammel onkel, om han har læst noget af Rifbjerg: ‘Nej, heldigvis ikke. Det ku’ jeg ikke drømme om’. Hanne-Vibeke Holst har sine synspunkter og sin jyske accent. Hun giver sgu ikke op, når hun sidder i en diskussion. Hun er en klog og modig kvinde, og Danmark skal være glad for, at de har hende. Jeg ved godt, hun ikke er Thomas Mann, men det er der så mange, der ikke er.”
Det er denne lidt mere afslappede holdning, der måske også er mere plads til i Sverige. Og ifølge Marie Louise Kjølbye findes der en nærliggende forklaring. Nemlig den store, brede tradition for kriminallitteratur i det svenske, hvor høj og lav, folk og fæ simpelthen har kastet sig ud i skriveriet om spændingsfyldte mord og intriger uden at have højttravende kunstneriske ambitioner:
“De har en bredere realistisk tradition, og modernismen er blevet knap så hegemonisk som i Danmark. Herhjemme blev modernismetraditionen så stærk, og der var en masse litteratur inden for de mere realistiske genrer, der blev dømt ude.”
Stort oplag lav kvalitet?
Herhjemme har professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel fulgt de svenske tv-udgaver af Kronprinsessen og Kongemordet, og han tøver ikke med applausen: “Her kan man se, at Hanne-Vibeke Holst virkelig kan noget. Det er fantastisk professionelt og vedkommende som beskrivelse af almene politiske mekanismer.”
Hans Hertel har dog også sine reservationer:
“Hanne-Vibeke Holsts styrke er, at hun er en effektiv fortæller, får tingene fra hånden og får mange mennesker i tale med vigtige problemstillinger om kønsroller og politik. Her fortsætter hun sådan set traditionen fra en forfatter som Christian Kampmann, men modsat Kampmann er hun ikke nogen raffineret stilist. Det går derudaf. Jeg tror, hun kan blive langt bedre.”
Også Hans Hertel er inde på, at der i Danmark er en mere puritansk tradition for at adskille populær- og finlitteratur. Mange har stadig den modernistiske forestilling, at god litteratur pr. definition er for de få i små oplag. Han illustrerer det med en episode fra en af sine øvelser i litteratursociologi.
“Som en studerende spurgte på holdet: ‘Sig mig, hvor højt skal en roman egentlig op i oplag, før den bliver dårlig?’. Det rammer præcis de fordomme, der er.”
Samtidig peger han på det, han kalder ‘Sjöwall og Wahlöö-traditionen’, som en forklaring på forskellen mellem de to lande:
“I Sverige har man siden 60’erne haft en spændingslitteratur af høj kvalitet om politiske problemstillinger. Vi har ikke haft det held i Danmark at have den type begavede kriminalforfattere som Maj Sjöwall og Per Wahlöö, der også var gode skribenter og stilister. Og Stieg Larsson fortsætter traditionen som en bidsk samfundskritisk forfatter, der får en masse mennesker i tale.”
Også Søren Schou, professor i dansk litteratur ved RUC, er opmærksom på den debatterende og politiske side af Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab. Men for ham bliver svagheden, at der ved nærmere eftersyn er tale om lidt af en skinmanøvre:
“Den politiske verden kommer ind i hendes bøger, men hun beskæftiger sig i højere grad med politikere end med politik. Og hun beskæftiger sig i højeste grad med politikernes privatliv. Det er ‘human interest’-siden af det politiske liv, der har hendes interesse. Hun tager nogle politisk agerende personer og anbringer dem i en sammenhæng, hvor det først og fremmest handler om det menneskelige. Hvad er det egentlig for politiske problemer, hun tager op i ‘Kongemordet’? Det er svært at pege på andre end dem, der drejer sig om dolkestød og rivalisering mellem tronprætendenter.”
Eller hustruvold. Der spiller en ganske fremtrædende rolle i handlingen. En feministisk forfatter slår til og får det fra hånden. Så er det sagt. I telefonen fra Sverige langt borte har Åsa Beckman svært ved at skjule sin begejstring:
“I Sverige ser man hendes feminisme som et plus. Der findes en vis form for venstreorienteret feminisme, og det er sådan, man ser hende. Hun går rent ind hos karrierekvinder, kvinder i mediebranchen og politik. Man ser hende absolut som en feminist, der bliver ved med at beskæftige sig med magtspørgsmål, og det er et plus. Og på den måde får hun en bred læserskare, hvor vældigt mange kvinder kan forbinde sig med hendes problemstillinger.”
Kommentarer
Jeg mener faktisk, hun er den eneste, der tager arven op efter Suzanne Brøgger.
Ja så.
A propos tidens tilbagevendende spørgsmål: Hvad skal mænd egentlig bruge Hanne-Vibeke Holst til ?
“Den politiske verden kommer ind i hendes bøger, men hun beskæftiger sig i højere grad med politikere end med politik. Og hun beskæftiger sig i højeste grad med politikernes privatliv.”
Det er lige præcis det der gør sig gældende, og det viser hendes kvindefokus (det personlige i stedet for det politiske eller faglige) og det er også det der gør hendes bøger meget uinteressante set fra en politisk synsvinkel. Der er simpelthen for lidt politik og for meget personfnidder i bøger og film. Desuden er det i “Kongemordet” opslidende at se den martyr agtige kone finde sig i slag efter slag efter slag. Kunne hun dog bare tage sig sammen. Men der findes kvinder som nærmest tager næring ved at lade sig ydmyge igen og igen. Og hvem er så skurken? Det er naturligvis manden. Siger en ensidig feminist som Holst. “Kongemordet” udstiller dog godt nok nogle kvinders selvvalgte uværdige martyrrolle hvor manden gives skylden, selvom kvinden ikke kan leve sin martyrrolle ud uden en mand der slår hende.
Jeg savner at kvindelige forfattere kan fokusere noget mere på det politiske og faglige i stedet for alt for meget på privatsfæren og personfnidder. Holst skriver bøger om og for kvinder. Det er også godt. Men der er også kvinder som godt vil læse noget mere om politik og faglighed i stedet for det store fokus på privatsfæren som Holst koncentrerer sig om. Jeg opfatter filmatiseringen af “Kongemordet” som en tanteserie. Hvornår ser vi noget fornyelse? Holst er med til at vedligeholde den gængse opdeling af litteratur og film i god litteratur og kvindelitteratur/film.
Jeg synes at mænd skal sparke røv - undskyld udtrykket - og lave film der viser mænds vinkel på tingene og ikke forsøge at efterabe Hanne Vibeke Holst måde at skrive bøger på og kvinders måde at filmatisere kvinders bøger på. Kig lidt tilbage i historien og se hvad der er lavet af skønne film hvor mænd ikke smisker for kvindepublikum, men laver de film som de er bedst til og fortæller om det de er bedst til. Hvis både kvinder og mænd skriver og laver film med feministisk fokus, så bliver der ikke lavet bøger og film om andet og der vil ikke være noget at blive klog på for de kvinder der ikke synes at Hanne Vibeke Holst genren og feminine mandefilm er sagen.
Det forlyder også at Marx tævede sin kone.
Da jeg fandt ud af det, blev jeg faktisk noget mere forbeholden overfor marxisme.
Politik har meget at gøre med personerne bag. Personer kan jo være utrolig sammensatte, og på et eller andet tidspunkt mister folk altid facaden og deres brister kommer til udtryk, som f.eks. i Brixtoftes tilfælde.
Så, jo “human interest” vinklen er uhyre vigtig. Jeg kan sagtens rumme forfattere som Hanne Vibeke Holst. Men jeg er ved at være træt af de ultramaskulinistiske film med helte, der ordner hele verdensituationen ved at tage sagen i egen hånd. “The lone ranger, vigilante kind of guy”. Det er jo ikke engang underholdende mere, for det er så forudsigeligt.
Min yndlingsbeskrivelse af en mand, er fra en af Lisa Markmans romaner, hvor en fyr bliver fyret. Det han bliver allermest deprimeret over, er at han dermed mister sin firmabil, som han ellers har brugt timer på at kæle for og vaske. Det er ramt lige på kornet. Total latterlig personage.
Men jeg er ved at være træt af de ultramaskulinistiske film med helte, der ordner hele verdensituationen ved at tage sagen i egen hånd.
Heldigvis viser TV da også flere og flere ligestillingspædagogiske film med undertrykte sexobjekter, der render rundt og knalder knæene op i nosserne på mandschauvenister.
HB Rasmussen
“Men jeg er ved at være træt af de ultramaskulinistiske film med helte, der ordner hele verdensituationen ved at tage sagen i egen hånd. “The lone ranger, vigilante kind of guy”. Det er jo ikke engang underholdende mere, for det er så forudsigeligt.”
Det er jeg ikke træt af. Især Klinten er skøn. Den form for resoluthed og tro på sig selv kunne en del kvinder lære af. Film om mænd der handler som de synes er bedst og ikke er filtreret efter det kvinder synes om, er desværre ved at være i fåtal for alle de femi-krimier og kvindefilm og film lavet af mænd (men med et kvindeligt blik) og bøger, der er forudsigelige som bare pokker.
Har lige læst et interessant interview med feministen Gretelise Holm i Weekendavisen af semi-mandschauvinisten Bo Bjørnvig. Her står noget både tankevækkende og morsomt:
Af 98 borgmestre er 91 mænd, mens det er kvinder, som laver arbejdet. Det gælder overalt, at hvor der er magt, er der ingen kvinder, og hvor der er kvinder, er der ingen magt. Det er morsomt, at samtidig med, at man diskuterer for og imod positiv særbehandling af kvinder, har man lige så stille indført positiv særbehandling af mænd inden for lægestudierne, for at undgå at det blev et kvindefag. Fordi mændene havde for dårlige karakterer til at komme ind. To tredjedele af de nye studerende på universitetet er kvinder, så det bliver nok snart lavstatus. ’Flinkepigerne’ kaldes de hånligt.«
– Men igen, er det kun et opdragelsesspørgsmål, hvis mænd keder sig under barneorlov?
»Jeg var meget priviligeret, så da jeg efter fem måneders barlselsorlov vendte tilbage til min arbejdsplads Politiken, var jeg meget glad, jeg havde ikke udholdt ret mange måneder til. Sådan havde jeg det. Stuart Mill har sagt, at det ingen mening giver at diskutere, hvad der er natur og hvad der er kultur. Jeg tror, at de individuelle forskelle er mere interessante end kønsforskellene.«
– Det gælder også børn?
»Lige fra de kommer til verden, behandler vi dem forskelligt efter køn. Og de lærer hurtigt. Jeg oplevede for eksempel, at der stod to gyngeheste, en blå og en lyserød, og da en dreng blev sat på den lyserøde, faldt han skrigende til jorden. Mens det ikke skete, da en lille pige blev sat på den blå gyngehest. Alle pigeting har lavstatus fra treårsalderen.«
Alle pigeting har lavstatus fra treårsalderen…. kan det blive mere deprimerende? Men det er jo sandt. Piger har ikke noget imod drengeting, men drenge får et psykisk knæk hvis de opdrages med pigeting.
Jeg håber at Larsen er en kvinde (for en eunuk er der vel ikke tale om).
Det han bliver allermest deprimeret over, er at han dermed mister sin firmabil, som han ellers har brugt timer på at kæle for og vaske. Det er ramt lige på kornet. Total latterlig personage.
Kvinder har det med at beskrive de mærkeligste ting som latterlige.
Har det noget med Emil og hans rådne bil at gøre ?
Interessant, at Dorte, der plejer at have så ondt af de undertrykte kvinder - når de altså er muslimske - her leverer et glødende forsvar for småvoldelige machomænd som dem, Clint Eastwood især før i tiden ofte fremstillede på film (Hans eget kvindesyn er vist mere nuanceret, hvad hans selvinstruerede film typer på).
Personligt foretrækker jeg Holst for Tom Clancy. Men jeg er da enig i, at der findes langt bedre forfattere end hende.
“I know what you’re thinking. “Did he fire six shots or only five?” Well, to tell you the truth, in all this excitement I kind of lost track myself. But being as this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself a question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk? “
Er dialogen bedre hos Holst?
“Den form for resoluthed og tro på sig selv kunne en del kvinder lære af.”
Det har de da også. Bare tænk på kvinderne i filmen “Volver”.
Den er selvfølgelig også lavet af en af mine yndlingsinstruktører: Almodovar.
Jeg ved ikke om han falder ind i Dorte klassificering af “mænd med et kvindeligt blik”, men han har i hvert et ret interessant blik!
Dorte @
Hvis du kunne være flue på væggen på Christiansborg vil du måske opdage at politik ikke bare er en objektiv fagdisciplin, men i høj grad farves og formes af de individer, der befinder sig i partierne. Formandsopgørene i hhv. Konservativt Folkeparti og Socialdemokratiet var nok baseret på politiske uenigheder, men den måde de kom til at forløbe var vel i høj grad styret af personlige sym- og antipatier.
Mht. “kongemordet” så viser den jo netop at personlige egenskaber, negative som positive, kan have afgørende betydning for hvem der vælges til hvad i et parti og dermed også indflydelse på den førte politik. Det er da interessant.
Endelig vil jeg bede dig sende en undskyldning til alle de kvinder, der “bare skal tage sig sammen” og holde op med at være martyrer. Ja, det er ikke rart at være vidne til at kvinder lader sig ydmyge, men det er for kompliceret at gøre rede for her. Tag selv ud og besøg et krisecenter…
Lise Pedersen:
Endelig vil jeg bede dig sende en undskyldning til alle de kvinder, der “bare skal tage sig sammen” og holde op med at være martyrer. Ja, det er ikke rart at være vidne til at kvinder lader sig ydmyge, men det er for kompliceret at gøre rede for her. Tag selv ud og besøg et krisecenter…
Lad nu være med at være så nærtagende og fortørnet. Dorte er måske selv en stakkels martyr, hvem ved. Hold da op hvor jeg savner at kvinder støtter hinanden bare en lille smule. Og lidt humor! og Overbærenhed og storsind! Hvad skal vi med alle de skaldede undskyldninger. Det er der da ingen der bliver stærk af. Noget mere rygklapperi, det skal der til. Dorte har jo ret i at vi kan lære en hel masse af mændene. Bla. at være bedre til at sige “pyt med det!”
Larsen, hvorfor forventer du, at kvinder støtter hinanden mere end mænd?
Hold da op hvor jeg savner at kvinder støtter hinanden bare en lille smule. Og lidt humor!
Underligt.
Jeg har da læst, at det er noget, de bruger megen tid på.
Larsen @
Ja, ja da - Du har ret i at vi skal støtte hinanden og vise storsind og overbærenhed, men kvinder, der får tæv - det kan jeg sgu ikke se det sjove i.
Hvad skal man med en kønsdebat?
I sidste instans er vi individer, og en klog kvinde er en klog kvinde og en dum mand er en dum mand og vice versa.
Et individ har ikke det samme faste parameter. Et individ kan være hvad som helst. Så snart man snakker køn snakker man om fastlåste mønstre, fordomme, osv.
Der findes faktisk kvinder der bryder disse mønstre og er mere som mænd og vice versa.
Sygeplejerskerne råber på ligeløn i kvindekampens navn. I virkeligheden tjener de mere end politibetjente som næppe er et feminint konnoteret fag.
Hvorfor ikke droppe den snak og gøre det som kræves.
Vi holder hinanden fast i negative forestillinger, mænd kan ikke tage sig ordentligt af børn og kvinder kan ikke være ledere.
Fakta er at der er flere superintelligente mænd end kvinder og der flere superdumme mænd i bunden. Derfor giver det ingen mening at klage over hverken, høj frekvens af mandlige ledere, eller høj frekvens af mænd blandt ufaglærte.
Blandt unge journalister tjener de kvindelige jo faktisk mere end mandlige.
Kvinder kan sagtens gøre karriere, de skal bare prioritere det og dygtiggøre sig.
Der er flere mandlige ingenører end kvinder, fordi mænd har bedre rumlig sans, der er flere kvinder på universitetet hvor der kræves sproglige egenskaber eller udenadslære.
I sidste instans er der ikke noget, der forhindrer kvinder i at gøre karriere andet end dem selv, deres mål og ambitioner. Ikke engang børnefødsler. Hvis man først føder sine børn sidst i trediverne, har man taget et valg, og det må man stå ved.
De fordomme som præger en mest er angiveligt dem man selv opretholder, som når foreksempel en kvinde har den fordom at matematik ikke er hende, eller en mand ikke mener han egner sig til at passe børn. I begge tilfælde står det modsatte køn klar til at støtte fordommen, men den har kun den kraft som det enkelte menneske tillader, men alt nyt skal læres.