"Alligevel er 'Ned til hundene' ikke formidabel. Personerne er desværre en anelse for firkantet tegnet. Derfor tangerer Helle Helles skildring af det lavsociale Danmark det karikerede - og derfor bliver læseren kun i begrænset omfang grebet og bevæget af fortællingen." Tre stjerner.
I små doser er malurt et krydderi, og som sådant må man vist betegne den dråbe, som Ekstra Bladets Svend Skriver her drypper i forfatteren Helle Helles bæger. I går udkom hendes nye roman Ned til hundene, og bortset fra Skriver er anmelderne ovenud tilfredse.
Informations Lilian Munk Rösing blev i høj grad rørt:
"Som sædvanlig hos Helle Helle står følelserne mellem linjerne og akkumuleres kun gradvist i læseren, til jeg altså sad der med fornemmelsen af, at dette var noget af det mest bevægende, jeg længe havde læst. Bogens første sætning, 'Jeg leder efter et godt sted at græde', bliver på en måde også læserens projekt, og dette sted finder man ved bogens afslutning."
Ned til hundenes enkle handling er, at en skriveblokeret forfatter med et småforlist ægteskab bag sig søger ud på landet i den sydsjællandske provins, hvor hun møder invalidepensionisterne Putte og John, flytter ind hos dem, passer en onkels hunde og forelsker sig i Puttes bror Ibber. Men heller ikke de øvrige anmeldere er enige i, at portrættet af disse upåfaldende provinsboere er karikeret. Nogle, som Børsens Jonas Hindsholm Bentzen, fremhæver endda netop Helle Helles solidaritet med sine personer: "Helle Helle formår at levere uden at udlevere personerne," skriver han. "Det er humoristisk, men aldrig nedladende ... På beundringsværdig vis river hun aldrig tæppet væk under personerne."
Ros
"Bogen er langtfra et møde mellem den intellektuelt overlegne forfatter og Underklassedanmark, men snarere en ubarmhjertig beskrivelse af et tomt menneske," mener Frederiksborg Amts Avis' Christina Dahl.
De fleste anmeldere opholder sig ved Helle Helles sprog.
"Det er Helle Helles replikbehandling, som for alvor gør denne bog til et lille mesterværk. Det er hverdagssprog, som det bliver talt ude ved kakkelbordene, og de små dialoger siger alverden om personerne og omgivelserne," mener således førnævnte Christina Dahl.
"Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af henkastet dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang'ske øre, fuldt af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort. Helle Helle har tilført dansk realisme en ny dimension, og man kan kun beundre hendes fornemme og sobre stemmeføring, der får de stille eksistenser til at komme til syne - og til at syne af noget."
Så vidt Politikens May Schack.
Også Fyens Stifstidendes anmelder, Anna Sophia Hermansen, kommer i tanke om Herman Bang: "'Ned til hundene' er en slags opdateret Herman Bang, et kærligt portræt af provinsens stille eksistenser skildret så nænsomt, knivskarpt og insisterende, at man næsten får lyst til et slag Uno med John og Putte," skriver hun.
"Helle Helles eminente fortælletalent kommer til fuld udfoldelse i denne roman ... Det er netop Helle Helles styrke og kunstneriske personlighed: midt i det knappe sprog at få antydet en gribende følsomhed, så at man midt i den hensynsløse realisme får så rigt og nuanceret et udtryk for mange forskellige sider af tilværelsen i det lille samfund," mener Nordjyskes Jens Henneberg. Fem stjerner.
"En indfølt, insisterende gennemskrivning af et menneskes følelse af være tømt for mening og udtrykskraft," sekunderer Kristeligt Dagblads Vibeke Blaksten.
"Man kan beundre forfatterindens stigende evne til indføling og medfølelse uden overfortolkning," skriver Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten og tilføjer: "Jeg nød denne fjerde roman fra en af de store danske prosaister af i dag."
Lilian Munk Rösing forsøgte bevidst at sætte sit læsetempo ned, "for at få lov til at dvæle i bogens enkle, skønne prosa så længe som muligt," skriver hun, og hun slutter sin anmeldelse: "En sjælden gang imellem møder jeg en bog, der minder mig om, hvad det i sin tid var, der drog mig til litteraturen. 'Ned til hundene' er sådan en bog."
Den mest opfindsomme, men måske ikke den mest smigrende ros tegner Berlingske Tidendes Lars Handesten sig dog for.
"Stilen er som ristet toastbrød fra Dagli' Brugsen: tør og næsten uden smag og tyngde."
Men jo, det er en ros: "Det kan være velgørende med en så enkel og gennemført stil engang imellem," forklarer han. Handesten må være vild med toastbrød.
Solgt til andre lande
Jon Helt Haarder antyder en lighed mellem romanens forfatterportræt og Helle Helle selv, en 'diskret, men distinkt kobling mellem tekstens jeg og forfatteren'.
"Dette jeg er forfatter, hendes damethed understreges i handlingen og kan genfindes på flappens forfatterfoto. Og så får vi gentagne gange at vide, at denne hovedperson og fortæller er 42 år gammel, som forfatteren må have været, da hun skrev." Han undlader dog at antyde, at Helle Helle måske selv på et tidspunkt har lidt af en skriveblokering efter succes'en med Rødby-Puttgarten, men har hun det, er hun åbenbart kommet igennem den med bravour. Allerede inden anmeldelserne blev trykt, var romanen solgt til Holland og Sverige.
Og allerede romanens indledende sætning har sat sig hos anmelderne. Romanen åbner med en vintage Helle Helle: "Jeg leder efter et godt sted at græde," konstaterer Jon Helt Haarder, og sandelig om ikke både Christina Dahl og Lilian Munk Rösing har valgt citatet som rubrik til deres anmeldelse.
