AT vi står over for en global fødevarekrise, er efterhånden gået op for de fleste. Hvad man skal gøre ved det, er en helt anden sag. I denne uge kunne man se, hvordan to af EU's kernelande ser på sagen. Kort sagt foreslår Frankrig mere protektionisme og Storbritannien det modsatte - en åbning af markederne i EU og på verdensplan:
I forbindelse med EU's landbrugsministermøde i Luxembourg i denne uge foreslog den franske landbrugsminister, Michel Barnier, således, at den europæiske union opretter en 'fødevaresikkerheds-plan' og modsætter sig "yderligere nedskæringer" i det europæiske landbrugsbudget. Samtidig opfordrede han direkte til et brud med Verdenshandelsorganisationen WTO's opfordringer til at stoppe subsidiering af landbruget og i stedet lade EU støtte verdens fattigste landes landbrugsproduktion.
DEN BRITISKE premierminister, Gordon Brown, som er en varm tilhænger af frihandel, og som har fortsat den britiske klassiske kritik af netop EU's landbrugspolitik med tilhørende subsidier, har fremlagt et andet forslag.
Ved en tale holdt for Goldman Sachs i forgårs foreslog Brown, at EU sætter sig i spidsen for en handelsaftale, hvor verdens fattigste lande får langt friere adgang til de udviklede landes markeder, og at EU samtidig øger støtten til forskning i landbrugssektoren med den hensigt at producere både mere effektivt og miljørigtigt.
DET ER sandsynligt, at Frankrig vil presse yderligere på, når landet overtager formandskabet for Unionen til juli - både for at få etableret en fødevaresikkerhedsplan, for at få stoppet den ellers fornuftige bevægelse væk fra Unionens landbrugsstøtte og for at skærpe Unionens holdning i de igangværende forhandlinger om verdensmarkedshandlen, lige akkurat som forhandlingerne i Genève er nået til et afgørende punkt om i sidste øjeblik at blive enige om støtten til landbrugsproduktion.
Men den dybe franske modvilje mod markedet og længslen efter fortidens subsidiepolitik og protektionisme er ikke løsningen på hverken Frankrigs egne problemer, EU's eller fødevarekrisen. Baggrunden for den aktuelle er krise er - som det beskrives i avisen her i en aktuel serie - uhyre kompleks og løses ikke natten over.
I øvrigt heller ikke af det britiske forslag, som er kombineret med en indsats fra Verdensbanken og IMF med støtte til de hårdest ramte lande.
Men det er tættere på en god start, end signalerne fra Paris er.
Løsningen er ikke 'det rene marked', men hvordan man kombinerer en "frigørelse af produktionen", som Europa-Kommissionen udtrykker det, med kloge politiske interventioner, som både har økologi, klima og verdens mange sultne - og fattige - for øje.
En sådan plan må Unionen forsøge at arbejde for at få. Der er brug for et fornuftigt og koordineret europæisk svar - ikke endnu en fejde mellem London og Paris.
