Hjælp tyrkerne

Morten Messerschmidt gik glip af en stor chance for nylig. Folketingets Europaudvalg var på studietur i Tyrkiet for at se nærmere på landets frem- og tilbageskridt, og det må have været fristende for Dansk Folkepartis medlem at tage med. Det ville have givet ham en mulighed for at afpudse sine argumenter, da han jævnligt kommenterer tyrkiske forhold i dansk presse og også har udgivet en hvidbog om Tyrkiet. Desværre var Morten Messerschmidt ikke med i Tyrkiet. Der er sikkert en god forklaring på afbuddet, men hans fravær kommer alligevel til at stå som et symbol på partiets politik over for Tyrkiet. Dansk Folkeparti mener nemlig ikke, at Tyrkiet har nogen plads i EU, og at et fremtidigt medlemskab vil være en trussel mod tryghed og stabilitet.

Det budskab gentages ved enhver lejlighed, og i går var lejligheden der så igen. En tyrkisk domstol dømte 53 kurdiske borgmestre for at have skrevet et brev til Anders Fogh Rasmussen, og det fremkaldte fordømmelse fra politikere fra alle lejre. Anders Fogh (V) kaldte dommen "uforståelig", ifølge Özlem Sara Cekic (SF) var den "uheldig", "uacceptabel" sagde Søren Søndergaard (EL) og Morten Messerschmidt (DF) kaldte den "foruroligende" og tilføjede så, at Tyrkiet ikke har nogen plads i EU. Et synspunkt han ikke står alene med i hverken Danmark eller Europa.

Der er ingen tvivl om, at det er helt på plads at fordømme Tyrkiet for ikke for længe siden at have sikret sine borgere og politikere fuld ytringsfrihed. Men at dømme Tyrkiet ude af Europa på det grundlag er decideret dumt.

Sagen er, at der i løbet af de sidste ti år er sket store positive forandringer i Tyrkiet. Bag dem står i nogen grad den nuværende tyrkiske regering, der med et omfattende reformprogram har moderniseret tyrkisk lovgivning og administration. Men i endnu højere grad er forandringerne båret i gennem af det hastigt voksende civilsamfund, der over hele Tyrkiet tager fat om mange af de sociale og kulturelle problemer, stat og individ ikke er i stand til at løse.

Under sit besøg i provinshovedstaden Diyarbakir mødte Folketingets Europaudvalg flere af byens fremtrædende aktivister, der på ganske få år er gået fra at køre et kvindesagsprojekt i en ydmyg sidegade til nu at køre en omfattende organisation med både opholdssteder for voldsramte kvinder, kampagnekontor, restaurant og café på byens centrale strøg. Projektet handler om at beskytte de kvinder, der har brug for det og gøre alle de andre mere ressourcestærke. Fra Diyarbakir har idéen og organisationen spredt sig ud over hele det kurdiske område i det sydøstlige Tyrkiet.

Andre steder i landet er der tilsvarende projekter og helt andre organisationer, der arbejder for udryddelse af fattigdom med meget mere. Danske Carl Bro har været involveret i en omfattende modernisering af både pensum og bygninger i tyrkiske skoler, så systemet bliver gearet til mere elevcentreret undervisning. Mange af projekterne er støttet med penge fra EU og lande og organisationer i Europa, og frem for alt er de støttet med opmærksomhed og interesse. Den gør det lettere for dem at tvinge vrangvillige eller handlingslammede tyrkiske regeringer til at tage de skridt i demokratisk retning, som er så vigtige for Tyrkiet, uanset om det endelige mål skal være EU eller ej.

Erdogan-regeringen er ikke fuldblodsdemokratisk, men det er den ikke ene om i Europa. Italiens genvalgte ministerpræsident Silvio Berlusconi har excelleret i politisering af domstole og manipulation med medier - discipliner man også kender til i Tyrkiet. Tyrkiet deler politik med Grækenland, når det kommer til diskrimination af religiøse mindretal, og flere af de nye EU-lande er blevet optaget med større korruptionsproblemer, end dem Tyrkiet slås med i dag.

Uanset om man mener, at Tyrkiet skal være medlem af EU eller ej, så kan ingen være uenig i, at det tjener til Europas bedste, at Tyrkiet fortsætter ad den vej, den nuværende regering har valgt, og som det store flertal af tyrkerne bekræfter både ved valg og i meningsmålinger. Det tjener selv sagt ikke formålet at gøre som Morten Messerschmidt og mange andre og bare smække døren i og sige, at Tyrkiet ikke hører hjemme i Europa, for dermed smækker man også døren i hovedet på de mange, der arbejder for et bedre Tyrkiet.

Omvendt nytter det heller ikke at forlove sig med bestemte tyrkiske politikere, partier eller organisationer. Det har ikke tjent EU godt, at unionen i Tyrkiet er blevet opfattet som en støtte for regeringen. EU skal være en støtte bag demokratiet og kun indirekte bag enhver, der bekender sig til den ide.

Tyrkiet skal for sin del fortsætte reformprocesserne uden yderligere forsinkelse, og så kan landet med fordel begynde at bruge public diplomacy, som også Danmark har lært det efter Muhammed-krisen. Over hele Europa er der millioner af tyrkere med europæiske pas, der i kraft af stadig bedre integration bliver mere og mere ressourcestærke borgere i de samfund, de bor i.

De kan bedre end nogen andre forklare Tyrkiet på godt og ondt til de uforstående i Europa, og tilsvarende kan de bedre end nogen andre forklare de uforstående i Tyrkiet om kompleksiteten og politikken i Europa. Det kræver blot, at vi ikke smækker døren mellem dem og os.