Torsdag modtog samtlige folketingsmedlemmer et brev fra det konfliktende sundhedskartel, der bad om et politisk indgreb i strejken. En sådan henvendelse er umiddelbar paradoksal. Fagbevægelsen har traditionelt med stor vrede og beslutsomhed modsat sig statslige indgreb i 'de frie overenskomstforhandlinger'.
Nu siger sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow, at tiden er ændret, og at Sundhedskartellet har valgt en ny stil.
"Vi er nødt til at appellere til Folketinget, for vores modpart, Danske Regioner, har ikke ekstra penge, hvis de ikke får dem derfra. Vi vil ikke demontere den danske aftalemodel, men den er altså nødt til at blive nytænkt," siger Kruckow
Brevet fra Kruckow er et af mange tegn på, at den danske aftalemodel på én gang er i krise, men samtidig - vurderet på andre præmisser - står stærkere end nogensinde.
LO-fagbevægelsen har medlemstilbagegang, og en hel frisk undersøgelse melder om, at unge kun i ringe grad vil henvende sig til tillidsmanden for at løse problemer på arbejdspladsen.
I mange sammenhænge er fagbevægelsen blevet mindre synlig.
Samtidig er der en udbredt international beundring for den særlige danske arbejdsmarkedsmodel med dens 'flexicurity'. Og det er indlysende, at fagbevægelsen i de seneste 10 år har fornyet sig med stor dygtighed og på hel afgørende vis har været forudsætningen for, at det danske velfærdssamfund i dag fremstår som enestående robust - samtidig med at Danmarks konkurrenceevne er i top.
De igangværende arbejdskonflikter blotlægger indre modsætninger og forældede strategier i fagbevægelsens forhandlingsmønster. Men samtidig kan de politiske partiers relationer til bevægelsen og deres positionering i forhold til konflikterne blive af afgørende betydning for de politiske styrkeforhold frem til næste valg.
Forholdet mellem Folketinget og fagbevægelsen kom i dyb krise i 70'erne, fordi fagbevægelsen klyngede sig til et forhandlingsmønster med store nominelle lønstigninger og dyrtidsregulering, et mønster der under lavkonjunkturen efter oliekriserne dramatisk forstærkede inflation og rentestigninger og bragte samfundet på kanten af 'afgrunden'. De svage Anker Jørgensen-regeringer kunne ikke bryde den onde cirkel, Schlüter-regeringen måtte til for at befri systemet for dyrtidsregulering og låse kronekursen fast. Det blev begyndelsen til en markant styrkelse af dansk økonomi og konsolidering af velfærden. LO anlagde en nøgtern lønstrategi, der blev kombineret med en strategisk fokusering på andre store mål, først og fremmest pensionssystemet, der blev udviklet gennem 90'erne, mens væksten i lønningerne blev holdt under kontrol.
Schlüter kom dermed til at tildele fagbevægelsen og specielt LO en ny moderne nøglerolle gennem trepartsforhandlinger, som tidligere S-regeringer ikke havde kunnet levere. Mens LO oplevede, at Nyrup-regeringerne lavede arbejdsmarkedsreformer uden at forhandle dem på plads med fagbevægelsen. Fogh har genoptaget mønstret med perspektivrige trepartsforhandlinger, nu især med uddannelse og efteruddannelse som et kollektivt gode, der kan erstatte en kritisk del af lønstigningerne og dermed være med til at sikre konkurrenceevnen.
Selv om den offentlige sektor - som Kruckow understreger - ikke kan fremvise samme enkle arbejdsgiverrolle, som den, der er forudsætningen for den danske model i dens klassiske udformning, er den i det sidste halve århundred gradvist blevet langt den vigtigste del af fagbevægelsens virkefelt, her står fagbevægelsen meget stærkt, organisationsprocenten er i top, og arbejdsgivermodparten respekterer til mindste detalje overenskomstsystem og samarbejdsudvalg.
De offentligt ansattes organisationer er dermed blevet meget vigtige samarbejdspartnere med ledelsesniveauet i de processer, der til stadighed udvikler og tilpasser velfærdsmodellen til nye betingelser. Sådan er det også til en vis grad gået i den private sektor, hvor tillidsmanden er en vigtig samarbejdspartner for de voksende HR-afdelinger i de større virksomheder. Hvilket igen kan være med til at sløre tillidsmandens selvstændige profil som kollegernes problemløser.
De igangværende strejker er svære at se en tilfredsstillende løsning på. Grundlaget for kampiveren er skabt ved en hidtil uset flirt med politiske løsninger, som med nogen ret er blevet betragtet som en trussel mod aftalemodellen, og en imødekommelse af de strejkendes krav vil dermed også kunne få karakter af en 'demontering' af aftalemodellen. Derfor bliver det, som sundhedskartellet forudser, nødvendigt med et indgreb, en lønkommission har i de seneste fire måneder været forudset at skulle blive en del af indgrebet. Bolden spilles tilbage til det politiske niveau. De strejkendes sololøb i forhold til den store del af de offentligt ansatte, som har afsluttet balancerede overenskomster, kan ikke belønnes. Langt de fleste af fagbevægelsens ledere og formentlig en stor del af medlemmerne vil finde et regeringsindgreb naturligt og fair. Dermed kan det også blive afgørende for de politiske partiers troværdighed for den brede gruppe af midtervælgere, om de tør stå bag et indgreb.
Socialdemokraterne risikerer nu, at de under indtryk af SF's store fremgang på deres bekostning vil foretrække en fribillet ved at stå uden for et indgreb. Men i en situation hvor S-ledelsen er svækket af manglende erfaring og troværdighed som kompetente samfundsforvaltere, kan det være katastrofalt - ikke mindst når økonomien nu strammer til, og behovet for kompetent politisk lederskab øges.
