I dag står kommunerne som de konkrete forvaltere af velfærdsstaten. Kommunerne udmønter børne- og ældreomsorg, skole- og socialpolitik. Ser man tilbage på de kvindelige valgretspionerer, var deres arbejde med socialpolitik praktiske forløbere for etableringen af velfærdsstaten. To af de væsentlige pionerer var Anna Hude - den første kvindelige dr.phil. i Danmark - og svenskfødte Anna Johansen, som både var fagforeningsforkvinde og medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Den samfundsmæssige opdeling mellem kvinders og mænds domæner betød, at kvinderne havde en række særlige erfaringsområder, som var anderledes end mændenes. Dermed tilførte kvinderne nye dimensioner til den politiske debat, som blev afgørende for udviklingen af det velfærdssamfund, vi kender i dag. Man kan måske endda sige, at de første kvindelige kommunalpolitikere var dynamoer i den udvikling af velfærdssamfundet, som Stauning slog det første landpolitiske søm i med Socialreformen i 1933.

Udvikling af demokratiet

Når vi søndag i København fejrer, at kvinder for 100 år siden fik valgret til kommunalbestyrelserne, fejrer vi altså også, at der med kvinderne skete en udvikling af demokratiet og samfundet, som i højere grad begyndte at fokusere på det, vi i dag kender som velfærd. Et blik på de første valgte kvinder i kommunalbestyrelserne viser, at deres arbejde i særlig grad fokuserede på områder inden for børneforsorg, skoler, socialforsorg, hospitaler og sociale hjælpekasser. Uanset om de, som Vibeke Salicath, var valgt ind for partiet Højre og bestyrede Kvindehjemmet i Læssøesgade som et filantropisk projekt, eller de, som Anna Johansen, var valgt ind for Socialdemokratiet og forenede det lokalpolitiske arbejde med fagforeningsarbejdet, bar kvinderne sociale erfaringer med sig ind i det kommunalpolitiske arbejde.

Samfundsforskerne Anette Borchhorst og Jørgen Goul Andersen har kritiseret Velfærdskommissionen for at glemme at tage et kønsperspektiv med i analysen af statussen på det danske velfærdssamfund. Kommissionen blev nedsat til at reformere velfærdssamfundet, så det kan møde den nye tid og globaliseringens udfordringer. Forglemmelsen af kønsperspektivet kan derfor have problematiske følger for Danmarks fremtid.

Mere arbejde ude

Når Velfærdskommissionens analyse stiller det op som et problem, at arbejdstiden i Danmark er gået ned, mens den offentlige service er gået op, så er det et udtryk for, at kommissionen er blind for, at kvinder i den periode er kommet massivt ind på arbejdsmarkedet. Hvis man ser på den samlede erhvervsdeltagelse i samfundet, så er den altså vokset. I den forbindelse betyder det mindre, at den formelle arbejdsuge er blevet kortere, hver enkelt husstand arbejder simpelt hen mere udenfor hjemmet end nogensinde.

Samtidig er forøgelsen af de offentlige serviceudgifter netop en effekt af, at omsorgssektoren er vokset - en udvikling, der har været afgørende nødvendig for, at kvinderne overhovedet kunne komme på arbejdsmarkedet. I stedet for at se forøgelsen af omsorgssektoren som en ren udgift, bør man snarere se den som en investering i en økonomisk samfundsmodel, der ud over at mindske fattigdommen og gavne ligheden i familierne øger fertiliteten - og altså giver Danmark de børn, vi skal leve af i fremtiden. Hvis man reducerer den offentlige omsorgsservice for børn og ældre dramatisk, kommer kvinder til at stå i valget mellem selvstændighed og karriere eller børn og familie. I Italien kan vi se konsekvenserne af det valg: kvinderne er simpelt hen gået i fødselsstrejke.

Hvis man på den måde tilrettelægger politik uden at tænke køn ind, risikerer man at ramme borgerne kønsskævt og at skubbe på en skæv udvikling af samfundet. For 100 år siden stod Danmark overfor et valg: skulle kvinderne være en del af demokratiet og samfundet eller ej? I dag skal vi vælge, om vi vil nå den næste milepæl i udviklingen af vores demokrati. For demokratiets fremtids skyld skal vi tage det alvorligt, at samfundsmæssige ændringer påvirker forskellige grupper i samfundet forskelligt, og den viden skal vi bruge aktivt i vores reformer og politikker i øvrigt.

Samfundets fremtid

Det svært i dag at forestille sig et samfund, hvor halvdelen af befolkningen ikke kan deltage aktivt i demokratiet, og vi lever også med en fælles forestilling om, at ligestillingen er opnået i Danmark. Denne forestilling består, på trods af at kun ca. otte procent af landets borgmestre er kvinder, hvilket endda er en tilbagegang fra valget i 1997, hvor kvinder toppede i kommunalpolitik ved at blive udpeget til ca. 10% af borgmesterposterne. Vi mener, tallene tydeligt viser, at det ikke er nok at give formelle rettigheder, hvis samfundets strukturer og kulturelle mekanismer forhindrer kvinder i at bruge disse rettigheder.

Ligestilling og demokrati

Historien viser, at ligestilling og demokratisk udvikling hænger uløseligt sammen. Hvis ikke det lykkes det danske samfund at få mangfoldigheden repræsenteret på magtens platforme, er der vigtige aspekter af samfundet, der ikke bliver sat fokus på, og vigtige udviklingsmuligheder, vi passerer forbi.

Danmark må vågne op fra illusionen om, at vi har ligestilling. Kvinder og mænd er forskellige og lever forskellige liv, og så længe ingen interesser sig for, hvordan disse forskelle gør sig gældende, fortsætter de strukturelle og kulturelle mønstre med at genskabe ulighed.

Vores ønske er derfor, at markeringen af 100 året for kvinders kommunale valgret også skal være startskuddet til at skubbe den demokratiske proces videre, så vi i 2020 har mange flere aktive politiske kvinder - også på de ledende poster. I udlandet laver man kvoter, hvilket vi vil byde velkomment herhjemme. Men inden vi når til det, kan vi starte med at skabe gennemsigtighed i rekrutteringen til lederposter, måltal for hvordan vi gerne vil have kønsfordelingen, gennemskuelig adgang til beslutningsprocesser og meget andet. Lad dette være vores opfordring til de næste 100-års arbejde med at udvikle det danske demokrati. Stort tillykke med jubilæet!

Ritt Bjerregaard er overborgmester i København og Jane Korczak er næstformand i 3F