SPØRG: HVEM HAR ret til indtægterne fra Grønlands naturrigdomme? Så lyder et selvfølgeligt svar: Det har det grønlandske folk.
Man kan også spørge: Hvem har ret til indtægterne fra det danske riges naturrigdomme? Jamen, så lyder et ret rimeligt svar: Det har de nuværende og kommende borgere i det danske rige.
Denne spørgeleg er ikke for sjov. Den ligger nemlig bag en principiel og potentielt drabelig strid om forholdet mellem Grønland og Danmark.
I torsdags afleverede den grønlandsk-danske selvstyrekommission sin betænkning med et udkast til en ny lov om Grønlands selvstyre.
I § 7 i dette udkast hedder det:
"Indtægter fra råstofudnyttelsen i Grønland tilfalder Grønlands Hjemmestyre."
DEROM ER BALLADEN. Den ballade sidder skævt fordelt. Alle selvstyrekommissionens medlemmer er nemlig enige. Bortset fra ét medlem: Dansk Folkepartis Søren Espersen. Han har afgivet en vred og udførligt begrundet mindretalsudtalelse, som kan læses på partiets hjemmeside.
Hvad kommende indtægter fra grønlandske råstoffer vil udgøre, kan ingen vide noget om. Men bare for olieforekomster ved Nordøstgrønland lyder et bud på en værdi på 10.000 milliarder kr. Hertil kommer den olie, der kan findes andre steder omkring kæmpeøen. Plus hvad der kan drives minedrift på af guld, ædelstene, bly og zink.
Ingen kan heller vide, hvornår indtægterne fra disse kilder begynder at fosse. Selvstyrekommissionen (minus Espersen) foreslår, at det nuværende danske bloktilskud på 3,2 milliarder - svarende til 70.000 pr. grønlænder og en dækning af 50 procent af alle offentlige udgifter på øen - skal fortsætte fremover, pris- og lønreguleret. Hvis og når råstofindtægter indfinder sig, modregnes halvdelen i bloktilskuddet. Det betyder, at efter fremtidige årsindtægter på 6,5 milliarder er der ikke mere gevinst til rigets fælleskasse, men alene til det grønlandske selvstyre.
EN BILLET TIL fuld selvstændighed. Sådan ser nogle af Grønlands politikere fremtidige råstofindtægter. Det grønlandske folketingsmedlem Lars-Emil Johansen siger til Ritzau om udkastet til ny selvstyrelov, at det kan blive "en platform, der kan føre til selvstændighed". Men der er også mulighed for mere selvstændighed uden at forlade rigsfællesskabet, tilføjer han diplomatisk.
Tilsvarende diplomatisk er Dansk Folkepartis Søren Espersen ikke. Han kalder det "realitetsløse drømmerier", at "blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og agere som et selvstændigt land - altså et land, der fører egen udenrigspoltik med ambassader i andre lande, samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver".
ET ØMT PUNKT er Espersen her tæt på. Nemlig forholdet til USA. I dag er Grønland i rigsfællesskab med et fjerntliggende og svagt europæisk land, der dog er så meget i NATO-alliance med USA, at amerikanerne må optræde med nogen takt og finfølelse i Grønland. En selvstændig grønlandsk nation, svømmende i egen olie, ville påkalde sig geostrategisk interesse også fra Rusland og Kina og ville få amerikanerne til at rumle med deres Monroe-doktrin, der giver USA en fortrinsret til indblanding, når territorier i den amerikanske verdensdel bryder båndet til deres tidligere europæiske kolonimagter.
For Grønland ville en status som de facto i rigsfællesskab med USA ikke nødvendigvis være en forbedring i forhold til det rigsfællesskab, Grønland nu befinder sig i.
MINSANDTEN: Søren Espersen har en energipolitisk vision. Olien er måske slet ikke noget for Grønland at satse på, skriver han: "Den teknologiske udvikling i udforskning af alternative energiformer er nemlig markant og hurtigt fremadskridende; ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billligere og renere energiformer, der gør olie overflødigt - og dermed værdiløst."
Dansk Folkeparti har tidligere vist sin evne til at sætte andre partiers dagsorden. Det kan også ske i sagen om Grønlands fremtid. S-medlemmet af selvstyrekommissionen, Frank Jensen, søger at dække sit parti ved at henvise til, at statsminister Poul Schlüter (K) allerede i 1992 gav færingerne retten til indtægterne deres undergrund.
Til dét svarer Espersen, at der ikke er nogen grund til at gentage "Schlüters historiske fadæse", som i tilfældet Grønland vil blive "den mest kostbare fejltagelse nogensinde".
Uanset hvem Dansk Folkeparti får til at vakle, vil et flertal nok føle sig bundet af det færøske fortilfælde. Den egentlige politiske udfordring er - uanset oliens evne til at hidse sanserne - at fastholde et rigsfællesskab, der giver sine medlemslande så åbenbare fordele - kulturelt, forfatningsmæssigt og geostrategisk - at ingen af dets medlemslande har lyst at forlade det eller skubbe andre ud.
