“Nu er det amerikanske marked stabiliseret og alt vi kan sige er: Tak Gud, at det endnu ikke var den dag.”
Aktiehandler i Hong Kong, mandag aften

DEN DAG er naturligvis den dag hvor aktiemarkedet, det vigtige, det amerikanske, krakker. Visionen i sætningen er naturligvis dens præmis: At krakket kommer.
Den dag var altså ikke mandag. Til gengæld var det dagen, hvor krisen rykkede fra Indonesien til Hong Kong, videre derfra med solopgangen og japansk assistance til Europa og USA. Klak, klak, klak sagde aktiekurserne, da de faldt som dominobrikker fra den ene verdensdel til den næste, lige så aviserne i Europa tirsdag udkom med overskrifter som Politikens: “Asien-uro truer dansk økonomi”. Klak, klak, klak - fra Djakarta til vor Havarti.
Faldet begyndte mandag morgen, da Peregrine Bank i Hong Kong gik i betalingsstandsning, fordi den har tabt en tredjedel af sin egenkapital på en enkelt investering i Indonesien. Det er gået således for sig:
Ovre i Indonesien har Yopie Widjara, en af de kinesere, der udgør fire procent af befolkningen, men ejer 70 procent af erhvervslivet, et taxa-firma, Steady Safe. Men han har en drøm, oplyser en lokal aktiehandler til International Herald Tribune, der fortæller historien: Han vil være konge over Indonesiens transport.
I Indonesien går vejen til rigdom gennem præsident Suhartos familie, og det lykkes Yopie at få hans indflydelsesrige datter Tutut som partner. Han skyder penge i et af hendes firmaer, hun får til gengæld aktier i Steady Safe.
Nu kender alle hans forbindelser, og han sender Steady Safe på den indonesiske børs, hvor kursen på hans (og Tututs) aktier stiger og stiger. Så er vejen banet for Yopies store plan: Han vil etablere en serie bilfærgeruter, der forbinder det indonesiske ø-rige. Tutut skaffer de eftertragtede rutetilladelser.
Nu skulle der handles, og det skulle gå stærkt. Men færger og lejer kræver store penge; vejen var at tiltrække internationale investeringer: En udvidelse af Steady Safes aktiekapital på det internationale aktiemarked
Men den slags tar tid, så Yopie har brug for en bank, der kan låne Steady Safe 260 millioner dollar mod sikkerhed i de nye - men usolgte - aktier. Han henvender sig til Peregrine. Den er kendt som en bank, der er blevet stor på at finansiere risikable forretninger i boomende asiatiske lande som Indonesien. I banken var vurderingen, at Steady Safe måtte være en sund investering med Suharto-klanen i ryggen. Yopie fik pengene.
Indtil nu er det en typisk beskrivelse af, hvordan asiatiske lande som Indonesien har kunnet skaffe kapital til at udvikle sig så hurtigt økonomisk, som det har været tilfældet de seneste år.
“Det var et anfald af klassisk finansiel maniskhed”, siger en aktiehandler i Hong Kong: “Du lever i en lille verden af grådighed, og alle rundt om dig er interesseret i at give sin egen lille version af historien, så grådigheden tager sig ud som en god investering”.
Men det er ikke en god investering, for pludselig bliver forholdene atypiske: I juli tvinger valutakrisen i Asien Indonesiens regering til at opgive fastkurspolitikken, og så falder Indonesiens rupiah.

I sidste uge fremlægger Suharto næste års budget som om krisen ikke eksisterer, med fortsat udvidelse af Indonesiens infrastruktur. Med ét er manien ovre. Rupiah falder til 10.000 pr. dollar i stedet for sommerens kurs på 2.400, og dermed er Steady Safes gæld til Peregrine næsten firedoblet - og dens mulighed for at tilbagebetale lig nul.
Nu falder dominobrikkerne: Ingen vil købe de nye aktier; i Indonesien er Steady Safes aktier dykket fra sommerens kurs på 137 til kurs 3 i dag.
I Hong Kong indser Peregrine i weekenden, at banken er insolvent. Aktiebørsen åbner mandag med meddelelsen om, at banken træder i betalingsstandsning, den første siden Kina overtog kolonien. Aktiekurserne styrtdykker.
Mens solen forbereder sig på at vække aktiebørsen i først Frankfurt og siden London, meddeler banker i det økonomisk vaklende Japan, at deres tvivlsomme asiatiske lån er tre gange værre end hidtil meddelt.
Aktiekurserne i Europa styrtdykker.
Wall Street åbner med store kursfald. Klak, klak, klak, siger det mens aktierne hældes ud til salg, lige ind til de amerikanske investorer besinder sig og deres købspres får kurserne op igen.
Dermed blev det ikke Den Dag. Men det bliver sådan det sker, Den Dag den asiatiske krise vælter væksten i USA og Europa.

Pyeh ha…, siger vi, når krisen endnu ikke har ramt Europa og USA. Og glemmer, at netop nu må flere mennesker end nogen sinde før i verdenshistorien lide under konsekvenserne af et økonomisk sammenbrud; der er hundredetusinder små samfund som den indonesiske landsby, der beskrives på side seks i dagens avis - Asien er stor.
“Der kan komme noget godt ud af det”, sagde EU-kommissionens formand Jacques Santer i går som et ekko af salig Marx’s konstatering, at “krisen renser”.
Måske væltes Suharto-klanen. Omvendt udsatte IMF’s massive støtte til Sydkoreas banker måske tidspunktet, hvor landet bliver fuldt demokratisk.
Så er det - især når amerikanske højrepolitikere raser over brugen af skattekroner til IMF’s redningskationer - at man skal huske på, at IMF og Verdensbanken blev oprettet som stødpuder i rædsel over konsekvenserne af 1930’er-krakkets rensende effekt: Massearbejdsløshed, jødeudryddelse og Anden Verdenskrig. Aldrig igen, lød det. Vi får se.pety