Middelklassen overgår sig selv på Charlottenborg

Go Art & Fashion står der på et kæmpe banner hen over Fisketorvets facade, da jeg passerer det på vej til at besigtige årets Forårsudstilling på Charlottenborg. På banneret ligger en ung dame og spræller på baggrund af nogle halvfriske penselstrøg. Den er go' med jer, tænker jeg og cykler videre.

Da jeg cykler hjem igen senere, får jeg igen øje på banneret, og da slår det mig, hvad ligheden er med den udstilling, jeg lige har set: en designfestival på Fisketorvet anno 1999, bare minus filter-smøgrygende teenagere i Buffalosko og sure centervagter. Årets Forårsudstilling er den designfestival, der aldrig var på Fisketorvet i 1999.

Sammenstillingen af kunst og design har altid været problematisk, da det har en tendens til at forvandle kunst til pæne dimser eller at give indhold til designpæne -dimser, hvis eneste ambition er at være en vare. Årets udstilling er selveste fuldstændiggørelsen af det problem. Det halvlumre discountdesignbutiksdesign, der er smækket ned over disse debutantværker får det til at hvine i tænderne. Vi er på udflugt til Kop&Kandes flagbutik. De få kunstværker, der har møffet sig igennem, er reduceret til ren staffage for noget fuldstændig ligegyldigt design.

Det må være lærepengene der er betalt nu, ikke mindst for Charlottenborgs Forårsudstilling: kunst og kunsthåndværk har ikke noget at sige hinanden og skal ikke være i stue sammen, hvis ikke det hele skal ende i et rungende tomt livsstilsprojekt.

Jeg er helt klar over, at der findes crossover-områder mellem kunst og design, især i feltet omkring socialt design/-kunst, hvor der sker ting som er interessante, men det er absolut ikke det område, vi bevæger os i på denne udstilling.

Det har længe været diskuteret, hvilken skæbne der skal blive censurerede kunstudstillinger til dels - om de overhovedet har nogen relevans i den verden, vi lever i nu. Årets udstilling bryder med den tradition, at censorerne har været kolleger valgt af dem, der slap igennem censuren. Årets jury er kunstproffesionelle og ikke kolleger. Hvilket faktisk er et brud med det eneste punkt, hvor jeg mener, at de censurerede udstillinger har deres berettigelse: netop at det er en intern diskussion mellem kunstnere, der danner basis for disse udstillinger. Her er det blevet til en meget luftig forestilling om at opdatere udstillingen til det 21. århundrede, der danner basis. Denne forestilling har åbenbart været så present, at udstillingen netop er kommet til at ligne forestillingen om det 21. århundrede, som den ser ud i et indretningsprogram i fjernsynet, f.eks. Roomservice. Vi ved godt, at den aller-kedeligste del af middelklassen har magten i samfundet, men her har den overgået sig selv.