Hun har lagt ansigtet i lidt alvorlige folder. Helene Uri har hørt, at hun skal interviewes til 'Danmarks intellektuelle avis'. Og dét lige efter at Femina har interviewet hende og taget billeder af hende, halvt henslængt i en sofa på Hotel Alexandra i indre by, hvor vi mødes.
Interessen for Helene Uri er stor. Ikke mindst på grund af hendes forrige roman, Honningtunger, der handler om, når en kvinde er kvinde allerværst, og derfor på forhånd var tematisk guf for dameblade.
Hendes nye roman, De bedste af os, handler også om intriger - den slags intriger, der eksisterer skjult og ubeskrevet bag universitetets tykke mure hos samfundets videnselite. Stadigvæk guf. I hvert fald for de norske medier, der endnu før bogen udkom, skrev side op og side ned om, hvorvidt den var Uris bitre opgør med det lingvistiske institut, hun netop havde forladt efter 12 års ansættelse.
"Folk var spændte på, om det var en nøgleroman. I hvor høj grad ville man kunne genkende nogen og måske endda sig selv? Men det er ikke en nøgleroman," slår Helene Uri fast, selv om hun medgiver, at der måske dukker nogle meget genkendelige typer op i romanen. Universitetets universelle arketyper.
"Jeg var pr-agtig og kynisk nok til at lække informationer om, at der ville være nogle personer, man kunne genkende.
En sætning hér og en sætning dér har gjort, at der er en hel del flere, der har købt og læst den," indrømmer Uri, der indtil videre har solgt over 70.000 eksemplarer af bogen i hjemlandet.
"Det er ikke min egen historie, men jeg ville aldrig have haft den viden, jeg har, hvis ikke jeg havde været ansat på et universitet. Jeg har i den grad set om bag kulisserne på det, der foregår under overfladen. Man kan altid lave research, men at komme under huden på et miljø kræver, at man faktisk har været der ganske længe," mener Helene Uri, der aldrig ville have 'fundet modet' til at sige op efter en langvarig konflikt med hendes chef, hvis ikke hun havde haft forfatterkarrieren i baghånden.
Sex, løgn og plagiat
I De bedste af os er kollegaskabet, hæderligheden og det gode arbejdsklima en by i Rusland. Bogens charmerende hovedperson, den unge, ambitiøse lingvist Pål Bentzen, får fast stilling på (det fiktive) Institut for Futuristisk Lingvistik. En stilling han kun kommer til at beklæde, fordi hende, der er bedre kvalificeret, tilfældigvis også er barnebarn af én, formanden for ansættelseskomitéen ikke kan udstå.
På 'Futling', som instituttet kaldes, møder vi den modne professor Edith Rinkel, der indgyder frygt og giver anledning til sladder på grund af sin skræmmende kompetence og sin forkærlighed for unge mandlige studerende.
Vi møder også førsteamanuensissen, der altid sørger for at læse korrektur på sine yngre kollegers artikler, så han kan snige sit navn på som medforfatter, og om idéhistorikeren, der har for vane at komme til at gifte sig med en ny ung studine med få års interval.
Desuden taler ingen på Institut for Kommunikation med hinanden, og på Institut for Pædagogik findes de ringeste undervisere på hele universitetet.
Overalt i Helene Uris universitetssatire eksisterer vennetjenester, skruppelløse ambitioner og rygtesmederi af den type, der smadrer liv.
- Men er det et realistisk billede af universitetsverdenen?
"Ja, jeg tror desværre, at det er ret realistisk," siger Helene Uri uden tøven.
"Mens jeg skrev romanen, troede jeg, at det var urealistisk - at jeg satte det hele på spidsen. Men efter den er udkommet, har utrolig mange læsere henvendt sig og fortalt lignende historier. De fortæller om plagiering af forskningsresultater, de fortæller om chikane og om bagtaleri. Så jeg tror faktisk, at bogen er meget mere realistisk, end man umiddelbart kan forestille sig," vurderer Helene Uri, men pointerer i samme nu, at det først og fremmest har været hendes intention at skabe en spændende og medrivende fortælling og ikke en dokumentarisk korrekt historie.
Debatten om arbejdsmiljø og trivsel, der er fulgt i kølvandet på romanen, er en ekstra bonus for hende.
Mit, dit og hver sit
At Helene Uri oprigtigt mener, at arbejdsmiljøet er helt til rotterne i universitetsverdenen, står klart.
- Men hvad gør universitetet særlig slem som arbejdsplads?
"Det handler om, at man ikke arbejder sammen. Man sidder inde på hver sit kontor, som i små celler, og pusler med sine egne ting, som man så kan putte på sit cv . Den individualisme står i kontrast til den opfattelse af den akademiske verden, der hersker både indenfor og udenfor, nemlig som et sted præget af idealisme. Der er alt for få midler, og derfor også alt for meget konkurrence og jalousi."
De bedste af os indledes med Ludvig Holberg-citatet:
"Det er skrækkeligt med de lærde Folk, De bær saadan Avind til hverandre, Og den eene kand ikke lide, at den anden er også lærd."
"Det er lige præcis sådan en stemning, der ikke fremmer den gode forskning," siger Uri med eftertryk i stemmen og tænker lidt:
"Jeg tror ganske enkelt, at man ville forske bedre, hvis stemningen på institutterne var lidt 'hyggeligere' - som I siger i Danmark," ler hun.
Men hyggen skal jo komme et sted fra, og debatten om anerkendelse er et godt sted at starte, mener Helene Uri .
"Jeg tror på anerkendelse og ros og på betydningen af at sige 'det her er godt gjort, bravo!' Vi mennesker har et helt grundlæggende behov for at blive set, og når arbejdet er så vigtigt i de fleste voksne menneskers liv, og man ikke bliver set og anerkendt dér, så gør det noget ved én," understreger Uri, der mener at den manglende tradition for basal gensidig anerkendelse i universitetsverdenen bunder i en art arrogance: Andre har måske brug for den slags medarbejderpleje - ikke os.
"Jeg var selv som ung meget vild og sulten efter en stilling og troede, jeg var ligeglad med anerkendelse," fortæller Helene Uri, der er overbevist om, at den manglende anerkendelse fra ledelsen var med til at slide hende op i universitetssystemet.
"Der er en flovhed over, at man skal være bekendt at ønske sig anerkendelse for det man laver. Der er en udpræget 'ingen behøver da at rose mig'-holdning. Jeg skriver bare mine videnskabelige artikler. Jeg forelæser. Alt er fint."
Forræder?
Der er også noget andet, der adskiller universitetet som arbejdsplads fra andre arbejdspladser, ifølge Helene Uri, og det er, at næsten ingen nogensinde siger en fast stilling op.
Resultatet er, at alle små konflikter og uoverensstemmelser kan ligge i årevis og gro og bare blive værre og værre:
"Jeg talte med en professor, som sagde, at det ofte drejede sig om nedarvede konflikter. At der på et institut kan være nogen, der holder med den ene professor imod en anden eller omvendt, og ingen husker, hvorfor de to ikke er venner mere. Det kan være noget, der er sket for 10, 15 eller 20 år siden."
Med det i baghovedet er Helene Uri med De bedste af os så definitivt afskåret fra at blive lukket ind bag murene igen?
- Og hvilke reaktioner har hun fået fra tidligere kolleger over bogen?
"Jeg har udelukkende fået positive reaktioner fra mine tidligere kolleger. Men der findes helt sikkert folk, der ser mig som en forræder. Helt hundrede procent," siger Helene Uri, der indtil videre har parkeret lingvisten på sidelinjen og bare nyder at være fuldtidsforfatter med en bestseller i bagagen.
Hun synes dog ikke, at historiens tema begrænser sig til universitetet. Den handler om et mere overordnet arbejdsproblem: "Den handler om et akademisk miljø, men de fleste kan genkende elementer fra deres egen arbejdsplads. Uanset om man bedriver videnskab eller producerer opvaskebørster på en fabrik, er der nogen ting der går igen."
Sladder, for eksempel.
Absolut alle sladrer
"Det interessante, når mennesker mødes, er jo at snakke, og der findes meget godt i at snakke om mennesker, der ikke er til stede. Det er ikke kun galt," siger Helene Uri på et syngende norsk, der støt og roligt er accelereret i tempo som interviewet er skredet frem.
"Jeg er jo ikke virksomhedspsykolog," konstaterer Uri, men pointen er, som hun ser det, at der findes mange forskellige måder at snakke om andre på, og at det handler om at adskille, hvor man snakker om hvad og hvem.
"På en arbejdsplads skal man passe meget på, for rygter spreder sig som en løbeild og kan ødelægge alt for et menneske. Og langsomt ødelægger det også miljøet."
"Men man må acceptere, at alle mennesker bagtaler. Absolut alle. Ingen ville jo læse en eneste bog, hvis ikke vi i bund og grund var dybt, dybt interesserede i andre mennesker," siger hun.
