JOHNSTOWN, Pennsylvania - Det er ikke til at tage fejl af, når man kører ind i denne by omgivet af et naturskønt bjerglandskab. Langs Conemaugh-floden står stadig den ene fabrik efter den anden som en slags katedraler i ørkenen med en daglig påmindelse om den tabte stålindustri, der indtil for 25 år siden beskæftigede 28.000 special- arbejdere.
I dag er der nogle få hundrede stålarbejdere tilbage i Johnstown - en by, som i midten af det 20. århundred kunne prale af en usædvanlig høj levestandard for sin arbejderklasse.
1977 var begyndelsen til enden for Johnstowns ståleventyr. Floden gik over sine bredder, ødelagde bykernen og inventaret i fabrikkerne. Samtidig begyndte billigere stål produceret på udenlandske fabrikker med nyere teknologi at udkonkurrere de amerikanske selskaber.
"I dag har vi kun tre små stålfabrikanter tilbage," fortæller Dennis Conohan fra stålarbejdernes lokale fagforening.
"Den største fremstillingsindustri i Johnstown er et selskab, som laver godsvogne - FreightCar America. Men de flytter snart produktionen til Indien. Det betyder et tab på 450 job. Endnu et slag for vort lokalsamfund."
Ja, engang havde stålarbejdernes forbund 28.000 medlemmer i Johnstown. I dag er der 1.500 tilbage, hvoraf en stor del arbejder i andre brancher. Minearbejdernes forbund havde tusinder af medlemmer. Men kulminerne lukkede naturligvis, da stålindustrien forsvandt.
Hospitalsindustrien
Amtets udviklingsdirektør Jim White er nu ikke så pessimistisk om fremtiden.
"Jeg er med på, at det er skræmmende at se USA's fremstillingsindustri blive gradvist udhulet. Jeg har selv været industriarbejder i en ung alder. Men vi bliver nødt til at satse på teknologibranchen," mener han.
Vidnesbyrd
’Vi vil have løsninger på problemerne’
Den franskejede fabrik jeg arbejder for, er en af de få, som stadig er organiserede. Vores gennemsnitlige timeløn er 16 dollar (90 kr.). I gamle dage skulle vi ikke betale gebyr for hvert
lægebesøg. Det skal vi i dag. Vi har en pensionsordning og livsforsikring. Vi arbejder alle over, for ingen kan klar sig med en årsløn på 40.000 dollar (200.000 kr.). En familie på fire er nær fattigdomsgrænsen med den løn. I øjeblikket er det helt umuligt med de stigende priser på benzin, energi og mad. Når man tager inflationen med, tjener vi mindre end for 10-20 år siden.
Jeg tror ikke, at præsidentkandidaterne fatter, hvad der sker. Vi arbejdere er fuldstændigt ligeglade med Hillary Clintons landing under beskydning i Tuzla eller Barack Obamas forhold til sin præst. Vi vil have detaljerede forslag til løsning af problemerne.
Vi bruger 10 mia dollar om måneden på Irak – penge, som kan bruges herhjemme. Folk går sultne i Amerika. Hundretusinder må leve på madkuponer og ty til suppekøkkerne. Og vi er det rigeste land i verden! Vi må ud af Irak.
Tom Gharing, ansat af Saint-Gobain Ceramics i Latrobe, Pennsylvania.
Han er formand for den lokale afdeling af United Electrical, Radio and Machine Workers
’Hvorfor subsidieres udflytning af job?’
Vi fatter ikke, hvorfor vores regering stadig giver skattelettelser til virksomheder, der flytter deres produktion og vores job til udlandet. Hvilket andet land i verden gør det? Vi bliver nødt til at udfordre USA’s store virksomheder på deres patriotisme.
Jeg tror, at den eneste udvej er at få en Demokrat i Det Hvide Hus, som støtter arbejdernes ret til at organisere på arbejdspladsen – en fri afstemning blandt de ansatte uden frygt for intimidering fra arbejdsgivernes side. Der foreligger et lovforslag i Senatet (Employees Free Choice Act), men Republikanerne har blokeret det og præsident Bush vil nedlægge veto.
Hvis en demokratisk præsident og Kongres får vedtaget loven, forudses det, at 45 mio. amerikanere vil melde sig i en fagforening. Det ville være en revolution. I dag er kun 10 mio. i fagforening.
Dennis Conohan, tidligere stålarbejder i Johnstown, Pennsylvania.
I dag formand for stålarbejdernes lokale afdeling i byen
’Arbejderkvarterer plejede at være velstående’
Jeg plejede at bo i Toledo, Ohio, hvor jeg rekrutterede medlemmer for fagforeningen i de lokale fabrikker. For halvandet år siden flyttede vil til Erie, Pennsylvania og for tre måneder siden til Pittsburgh. Vi har endnu ikke kunnet finde en køber til vort hus i Toledo. Ejendomspriserne er faldet, fordi bilindustrien er flyttet fra Toledo. Folk må tage dårligt betalte job, så har de ikke råd til at sidde i deres hus længere. Nu kan de ikke sælge det. Ingen vil købe.
Her i Pittsburgh, krumtrappen i USA’s stålindustri, er stålvalseværkerne forsvundet. I stedet har vi fået den private hospitalssektor og high-tech, som betaler lavere lønninger. Men mange stålarbejdere har ikke de rigtige kvalifikationer.
Man kan se en direkte sammenhæng i Pittsburgh mellem tabet af stålindustrien og fattigdom. Man kan se, at arbejderklassekvarterer i byen og forstæderne engang var ret velstående.
Allan Hart, tidligere lønmodtager og fagforeningsaktivst i Toledo, Ohio.
I dag informationschef i United Electrical, Radio and Machine Workers i Pittsburgh
Så hvad der er sket i Johnstown? Ligesom i Pittsburgh og andre gamle stålbyer har den private hospitalsindustri, der boomer i USA, slået sig ned i byen.
"Seks ud af de 10 største arbejdsgivere er relateret til sundhedssektoren," fortæller Conohan.
Ligeså vigtig har egnens demokratiske lovgiver i Repræsentanternes Hus, Jack Murtha, i kraft af sit mangeårige medlemskab af forsvarsudvalgets bevillingskomité kunnet bringe masser af valgflæsk til sin hjemby.
Clintons støtte
"I forstæderne skyder våbenproducenterne op. Det er Murtha, der deler penge ud til forsvarsindustrien som ny formand for komitéen. Han tiltrækker masser af business til byen," fortæller Dan Lovett, en indflydelsesrig sagfører i byen.
Jack Murtha er én af de mest magtfulde politikere i Repræsentanternes Hus. Han blev først landskendt, da Demokraterne vandt flertal i Kongressen efter midtvejsvalget i 2006. Som én af Pentagons traditionelt mest loyale allierede i det Demokratiske parti vakte det opsigt, at Murtha udstillede sin arge modstand mod krigen i Irak i 2006-07.
Men en anden og interessant side af den 76-årige politikers arbejde er den maniske plejning af sin hjembys økonomiske interesser gennem sit medlemskab i forsvarsudvalget. Uden Murtha ville Johnstowns ledighedsprocent ligge langt over de nuværende fem pct.
Og det åbne spørgsmål er, om hans valgkreds i Pennsylvania - 17. distrikt - lever på lånt tid. Når den demokratiske veteran en dag træder tilbage, må hans efterfølger starte som nummer sjok i udvalget, hvis han i det hele taget bliver indvalgt. I Kongressen følger magt nemlig med anciennitet.
Murtha erklærede for nogle uger siden sin åbne støtte til Hillary Clintons kandidatur. Den demokratiske præsidentkandidat aflagde i går besøg i Johnstown med kongresmedlemmet ved sin side i håb om at vinde primærvalget i Pennsylvania morgen med en stor margin over sin modstander Barack Obama.
I husklemme
Trods Murthas opbakning tør de lokale ikke forudsige, hvem der vinder Johnstown. Der er mange 'bitre' arbejdere på egnen, som Obama kaldte dem for nylig.
"Det er folk, som har mistet deres faste job på fabrikkerne og nu skal klare sig med en lavere løn. Begge ægtefæller må arbejde ude. Familierne er virkelig hårdt spændt for. Mange af vores medlemmer i fagforeningen har svært ved at håndtere situationen," fortæller Dennis Conohan.
Bill Glosser, en velstående lokal sagfører, siger: "Der er masser af familier her, som har svært ved at klare den. Nogle af dem er kommet i en voldsom klemme, fordi de købte hus til en lav rente uden at være sig bevidst, at den pludselig ville stige."
Hans kollega Dan Lovett bryder ind:
"De burde have læst hele pantebrevet igennem. I alle tilfælde synes jeg, at vi oplever en god vækst her i byen. Kig blot i The Tribune-Demokrats søndagsudgave. Det vrimler med stillingsannoncer."
Men det er en oplysning, der skal tages med et gran salt.
"Ja tak," svarer Conohan og fortsætter: "men det er stillinger, som kræver enten særlige kvalifikationer eller en universitetsuddannelse. Mange tidligere stålarbejdere kan lige så godt lade være med at søge. De er ikke kvalificerede."
Faldende realløn
Generelt er reallønnen i Johnstown og hele amtet faldet drastisk. I 1980'erne tjente en stålarbejder 30 dollar (150 kr.) i timen, inklusiv bonus, frynsegoder og overarbejde. Nu betaler et job hos tilbageblivende stålfabrikanter som Johnstown Welding Fabrication Industries og Johnstown Wire Technologies højst 12 dollar (60 kr.) i timen, fortæller Conohan.
Det bekræfter amtets udviklingsdirektør Jim White stort set: "Vi har ingen lønmodtager, der tjener 30 dollar i timen. Hos våbenproducenterne er timelønnen 12-14 dollar. De højst betalte stillinger i teknologifirmaer ligger på 25 dollar i timen (125 kr.)."
De bedst betalte lønmodtagere i Johnstown skal med andre ord leve af 50.000 dollar om året - eller 250.000 kr. Det er en kæmpe udfordring for en familie på fire, når man tager de hastigt voksende leveomkostninger i betragtning. Og det er folk med en højere uddannelse, som skal afbetale store studielån.
Almindelige lønmodtagere skal klare sig med 25-30.000 dollar - eller højst 180.000 kr. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den demokratiske kandidat forventes at vinde præsidentvalget i november i en by som Johnstown. Almindelige amerikanere kræver hurtige og pragmatiske løsninger på deres voksende økonomiske problemer.
Det er også grunden til, at Clinton med sit valgmotto Solutions for the Pennsylvanian Economy regnes for at være favorit til primærvalget i staten Pennsylvania i morgen.
Læs Martin Burcharths blog Amerikanske Perspektiver på http://luftskibet.information.dk/amerikanske_perspektiver
