Miraklernes tid er forbi

Henning Jensens gamle Borgen møder oprigtigt og rystende sin egen tvivl i Kaj Munks -Ordet- - på trods af Lars Noréns konstruerede og intellektualiserede iscenesættertvivl. Foto: Per Morten Abrahamsen

Lars Norén tror ikke på Gud. Det har han åbent fortalt i interviews. Men at dømme efter hans opsætning af Ordet, så tror han ikke engang på troens mulighed. Noréns Ordet er i hvert fald blevet til teoretisk bønnemøde og grovkornet skinhellighed. Væk er den oprigtige tvivl. Væk er kærlighedens iboende dilemmaer. Tilbage er blot den iskolde, intellektuelle tvivl. Og netop den gør sig tydeligvis ikke på en scene. Kedelig bliver den også i længden - og provokerende. For hvis Norén hverken bryder sig om Munks tro eller hans mirakler, hvorfor ville han så instruere dette stykke?

Borgens iltre hænder

Det ville han måske, fordi han havde mulighed for at instruere Henning Jensen. Og det er forståeligt nok. For selvfølgelig er denne fænomenale skuespiller en vidunderlig Borgen: En stivstikker, en charmetrold, en hidsigprop, en strateg, en bedrevider ...

Henning Jensens Borgen er dog først og fremmest en mand, der har indset, at kærligheden findes, og at man ikke må svigte troen. For det har han gjort én gang - og det har kostet ham en søn.

Denne Borgen har i hvert fald forstået, at fordi han elsker sine børn, bliver han nødt til at gå på kompromis med sine fine planer for dem. Så kan han ellers hamre støvlerne lige så hårdt i gulvet, det skal være. Selv om hans gigthænder drejer sig i raseri, så ender han dog alligevel med at gå hen til Peder Skrædder for at kræve skrædderdatteren til svigerdatter. Mod sin vilje.

Når Henning Jensen er på scenen, får Noréns kuldetolkning et modspil. Her får scenen et naturligt centrum, og her kommer tilskuerne til at smile, på trods af alt det tunge. Men ellers har iscenesættelsen det svært. Skuespillerne skal tilsyneladende kæmpe med rollernes umiddelbarhed. Deres tale er i hvert fald sært te-a-ter-kun-stig. (Kan Norén ikke høre det, fordi han er svensk?).

Selv en gigaspiller som Mads M. Nielsen forbliver mærkeligt træagtig hele stykket igennem. Helle Fagralid har en jordnær skønhed som Inger, men alligevel har hun svært ved at fylde rummet med sin livsglæde. Og end ikke Jens Jacob Tychsens sfæriske Johannes kan bryde gennem iscenesættelsens ikke-tro; stigmatiseringsmærker i hænderne eller ej. Christian Tafdrup som præsten er måske den, der spiller bedst på de givne betingelser: Som en slikket hykler med skuldre, der vipper til den side, hvor der nu er kørelejlighed.

Kirkens tomme nåde

Måske bliver personerne også mindre, end de er, fordi Norén har insisteret på, at de skal stå ret op og ned i et tomt rum. Steffen Aarfings scenografi er i hvert fald snarere blevet en rumafgrænsning end en egentlig scenografi. Den består kun af to skrånende sidevægge og af nogle sorte, lodrette trælameller, der hænger som et delvist gennemsigtigt bagtæppe. Her er alt for højt op til himlen og den Gud, der ikke svarer: Som et hånligt kirkerum uden den nåde, som troen rummer.

Alt er desuden underlagt en hængende gigaskærm, hvorpå der projiceres sære filmstumper af udviskede ansigter i sort-hvid. Disse smukke billeder tiltrækker sig opmærksomhed i begyndelsen, fordi de tilsyneladende bærer deres egen historie som modspil til det, der (ikke) sker på scenen. Men efterhånden tappes de for fascination, fordi relationen mellem videobillede og scenebillede bliver for subtil eller uinteressant.

Kun ét videobillede serveres med tydelighed: Når Borgens vanvittige søn Johannes ser op på et videobillede af sin afdøde kæreste, der smelter sammen med et billede af hans døende svigerinde. Resten af tiden virker videoen snarere som en indspist kommentar til Carl Th. Dreyers filmatisering af Ordet fra 1955 - den version af historien, som Norén efter sigende hellere ville have instrueret end teaterversionen, hvis altså arvingerne havde ladet ham.

Til gengæld er kostumernes nøgne og fattige 1930'er-look skåret flot af Ann Bonander-Looft med fin sans for det personkarakteriserende: Inger får guldknapper, og lille Maren har silkestrømper, der åler. Sådan skal det være. Lige på kanten af det groteske. Lige som Elsebeth Steentofts herligt overdrevent missionske Kirstine Skrædder i tækkelig kjole.

Odenses varme mirakel

Ordet har været spillet en gang tidligere i denne sæson, nemlig i Carsten Brandts og Christian Tom-Petersens opsætning for Odense Teater. Det er svært at tænke sig to mere forskellige opsætninger end Brandts og Noréns. Brandts var den mest følelsesintense og varme forestilling med et suverænt greb om miraklets mulighed mellem småkager. Brandt fik tilskuerne til at føle troen, uden at de dermed mistede muligheden for at tænke sig om. Tre timer gik, for en begravelse tager den tid, en begravelse nu tager. Men folk græd af rørelse og lånte lommetørklæder på tværs af rækkerne.

I Skuespilhuset sidder folk nydeligt hos Norén og venter på, at det er slut. To effektive timer uden pause, men også to timer uden tårer. På nær lige dér, hvor Henning Jensen kalder på sit barnebarn. Da barnestjernen Clara Schade-Poulsen med den fine stemme og det frejdige blik spørger efter sin døde mor, så bliver det alligevel for meget.

Men Norén vil hverken trøste hende eller tilskuerne. Tværtimod pådutter han stykket en slutning, hvor den genopstandne Inger vandrer alene væk mod horisonten i et religiøst fantasiland - og hvor mændene i hendes familie sidder alene tilbage med hvert deres savn. Som om genopstandelsen kun var en drøm!

Nogle aviser giver Norén seks stjerner. Denne avis tildeler kun en ærgerlig hovedrysten. For hvorfor skal Lars Norén belønnes for at dementere Kaj Munks mirakel?

Ordet. Tekst: Kaj Munk (1932). Iscenesættelse: Lars Norén. Scenografi og video-fotografering: Steffen Aarfing. Kostumer: Ann Bonander-Looft. Videoredigering: Signe Krogh. Lys: Jesper Kongshaug. Skuespilhuset, Store Scene, til 7. juni. www.kglteater.dk