At Putin er meget magtfuld, er der vist ingen, der er i tvivl om. Tag bare her i den forløbne uge, hvor en af Ruslands små kulørte sladderblade kom for skade - som noget længe helt utænkeligt - at trykke en artikel om, at Putin var blevet skilt fra sin kone for at blive gift med den smukke 22-årige gymnastikpige Alina Kabaeva. Putin afviste det som det rene sludder og avisens ejer meddelte hurtigt, at han helt ville lukke avisen, og at han ikke var blevet presset fra Kreml.
Avisen udkom dog alligevel igen i går men med en ny chefredaktør. Der er formentlig ikke tale om en ordre fra Kreml, men i stedet om, at frygten for repressalier fra den magtfulde præsident har fået bladejeren til at fyre sin redaktør for at have bragt sladderhistorien om selveste præsidenten. Selvcensur.
Putins magt er så stor, at han ikke engang behøver sige, hvad medierne må bringe og ikke bringe, det klarer medierne selv for at tækkes ham.
Partiløs partiformand
Og forleden demonstrerede præsidenten, at han på ingen måde har tænkt sig at slippe tøjlerne helt, når han den 7. maj skifter job til premierminister og overlader præsidentposten til sin protegé, Dmitrij Medvedev. Putin lod sig vælge til formand for partiet Et Forenet Rusland, som han dog af uvisse årsager nægter at blive medlem af.
Dermed får han kontrollen med godt 300 af parlamentets 450 medlemmer og kan sidde betydeligt mere sikkert på posten som premierminister. Mange kommentatorer udlægger det også som et forsøg på at sikre sig yderligere i forhold til Medvedev, hvis denne skulle få kætterske tanker om at ville regere selvstændigt uden om Putin.
To er én for mange
Ifølge forfatningen er præsidentembedet jo udstyret med meget store magtbeføjelser og præsident Medvedev kan, hvis han ønsker det, faktisk fyre premierminister Putin ved blot at underskrive et dekret om det. Men premierminister Putin kan til gengæld, ifølge russiske eksperter, når han har kontrollen med parlamentet, udskyde en sådan fyring i op til otte måneder. Kommentatoren Vladimir Frolov skriver i dagbladet The Moscow Times, at Putins beslutning om at overtage formandsposten i partiet er blevet taget efter hårdt pres fra dem i hans inderkreds, folk fra sikkerhedspolitiet, militæret og politiet, som føler sig meget utrygge ved Medvedev, der jo har bebudet en mere liberal, frihedselskende og demokratisk linje. Og, hvad værre er for de samme fra inderkredsen, han har bebudet en barsk kamp imod korruption og bureaukrati.
Mange analytikere er enige om én ting, nemlig at det system med to magtcentre - præsidenten og hans administration på den ene side og premierminister, regering og parlament på den anden - som tegner sig i horisonten, ikke dur for Rusland.
Professor ved Moskvas Nye Økonomiske Skole, Konstantin Sonin, skriver således i en kommentar, at et sådant system med to ledere aldrig har fungeret i landet, som gennem århundreder har vænnet sig til én enevældig leder. Og Sonin mener, at taberen i en eventuel magtkamp mellem Putin og Medvedev vil blive Putin.
Putin på vej ud
Om Putin ønsker at træde tilbage for alvor og overlade den egentlige magt til Medvedev eller ej, skriver Sonin, så går dynamikken i den retning. Embedsmænd, politikere og forretningsfolk er, skriver han, allerede ved at udskifte portrætterne af Putin med Medvedev. De har allerede affundet sig med Medvedev og er ved at sige farvel til Putin.
"Det siger i virkeligheden alt om Putins popularitets inderste natur," fortsætter han. For hverken premierministerposten eller kontrollen med parlamentet kan redde Putin, især ikke hvis der kommer en økonomisk krise og når der, som russiske nyhedsbureauer skrev i går, om ganske kort tid kommer voldsomme prisstigninger på basale fødevarer. Så vil de 300 parlamentsmedlemmers loyalitet ikke længere ligge hos Putin, men hos præsidenten, fordi han nu engang er landets leder, mens Putin har fået fingrene i skidtet med ansvaret for den daglige politik og den økonomiske situation.
Slonin forudser derfor, at det reelle magtskifte vil komme meget hurtigere end vi aner. Og han udelukker heller ikke, at det i virkeligheden er masterplanen, som Putin selv har været med til at udarbejde.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den kedsommelige, forudsigelige, autoritære politiske stabilitet, som har præget de sidste år under Putin, og som han hævder at ville sende videre til sin efterfølger, på ingen måde er garanteret. At en russisk sladderavis vover at bringe en formentlig falsk historie om Putins kærlighedsaffære med en ung gymnast, er måske et forvarsel om, at der er ændringer på vej i russisk politik.
