Hele 106 gange på 270 spørgsmål er svar fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets Miljøudvalg blevet forsinkede. Det fremgår af en optælling, som dagbladet Politiken har foretaget, og betyder, at miljøministeren har svaret for sent på næsten 40 procent af alle spørgsmål. De mange forsinkelser vækker harme blandt partierne. Dansk Folkeparti forlanger, at miljøministeren får ryddet op inden sommerferien.
"Det er stærkt kritisabelt. Ministrene har i forvejen fire uger til at besvare spørgsmålene, og det er i mine øjne ganske lang tid. Så det her går simpelthen ikke," siger miljøordfører Jørn Dohrmann.
ritzau



