Moralske fremskridt er mulige

Efter et århundrede, der oplevede to verdenskrige, det nazistiske Holocaust, Stalins Gulag, Kommunistkinas statsplanlagte massehun-gersnød, Cambodjas killing fields og forrige årtis folke-drab i Rwanda, er det vanskeligt at forsvare den opfattelse, at menneskeheden er i stand til moralske fremskridt.

I år kan vi markere 60-året for vedtagelsen i FN's generalforsamling af Den Universelle Erklæring om Menneskerettigheder. Som reaktion imod de uhyrlige forbrydelser, der blev begået under Anden Verdenskrig, søgte Erklæringen at fastslå princippet om, at ethvert menneske har ret til de samme grundlæggende rettigheder, uanset hudfarve, etnisk afstamning, køn, sprog religion eller anden status. Så muligvis kan vi udmåle vore moralske fremskridt ved at spørge os selv, hvor godt vi har været i stand til at bekæmpe racisme og sexisme.

At bedømme i hvor høj grad racisme og sexisme er trængt tilbage er ganske vist en skræmmende uoverskuelig opgave. Ikke desto mindre kan en ny undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet WorldPublicOpinion.org kaste lys over spørgsmålet.

Opinionen delt

Målingerne, som bygger på interviews med næsten 15.000 respondenter, er gennemført i 16 lande, hvis indbyggere til sammen repræsenterer 58 procent af den globale befolkning: Aserbajdsjan, Kina, Egypten, Frankrig, Indien, Indonesien, Iran, Mexico, Nigeria, De Palæstinensiske Selvstyreområder, Rusland, Storbritannien, Sydkorea, Tyrkiet, Ukraine og USA. I 11 af disse lande var opfattelsen hos de fleste, at der i løbet af deres levetid er sket fremskridt i henseende til at behandle minoriteter af anden racebaggrund mere ligeligt.

Gennemsnitligt 59 procent har denne opfattelse, mens kun 19 procent har den modsatte, og 20 procent mener ikke, der er sket forandringer. Navnlig indbyggere i USA, Indonesien, Kina, Iran og Storbritannien finder, at der er gået frem med ligheden. Palæstinenserne er det eneste folkeslag, hvor et flertal finder, at racediskriminationen er forværret i deres levetid, mens opinionen er delt nogenlunde midt over i Nigeria, Ukraine, Aserbajdsjan og Rusland.

En endnu mere markant generel majoritet, nemlig 71 procent, vurderer, at kvinder har gjort fremskridt i forhold til lighed. Også her udgør palæstinenserne dog en undtagelse, idet den overvejende holdning her er, at kvinder behandles mindre ligeligt end tidligere. I Indien mener blot 53 procent, at kvinderne har opnået større lighed, mens et relativt stort mindretal på 14 paradoksalt nok finder, at kvinder nu har flere rettigheder end mænd. (Man må her antage, at de kun tænker på de af hunkøn, som ikke blev aborteret, da prænatale kønstests afslørede, at de ikke var af hankøn.)

Udbredt enighed

Helt overordnet kunne det imidlertid se ud til, at disse opfattelser afspejler nogle helt reelle forandringer, og at der således er tegn på moralske fremskridt hen imod en verden, hvor mennesker ikke skal oplive at blive nægtet basale rettigheder på grundlag af race, etnicitet og køn. Den vurdering bakkes op af meningsmålingens mest bemærkelsesværdige resultat: En uhyre udbredt afstandtagen fra ulighed baseret på race, etnicitet og køn. I gennemsnit fandt næsten 90 procent af de adspurgte, at ligelig behandling af mennesker af forskellig race eller etnisk oprindelse er vigtig, og i intet land var over 13 procent af respondenterne af den holdning, at ligelig behandling ikke spiller nogen rolle.

På spørgsmålet om lige rettigheder for kvinder var tilslutningen næsten lige så stærk - 86 procent skønnede at dette hensyn var vigtigt. Bemærkelsesværdigt nok var der også i muslimske lande klare majoriteter for lighed mellem kønnene. I Egypten svarede f. eks. 97 procent af de adspurgte, at lighed mellem racer og lighed mellem køn er lige så vigtigt. I Iran var de respektive tal 82 procent og 78 procent.

Sammenlignet med hvordan verden så ud i årtiet før Den Universelle Menneskerettighedserklæring er der tale om en markant forandring i den folkelige verdensopinion. Lige rettigheder for kvinder - ikke blot stemmeret, men også retten til at arbejde uden for hjemme eller leve uafhængigt - var dengang stadig en radikalt ny idé i mange lande.

Utilslørede racistiske anskuelser var fremherskende ikke blot i Tyskland og de amerikanske sydstater, men i store dele af verden, og en betydelig del af verdens befolkning boede i kolonier, der blev styret af europæiske magter. Trods tragedierne i Eksjugoslavien og Rwanda og den bekymrende udvikling i Darfur og Kenya, er der intet land i dag, som åbent vil acceptere racistiske doktriner.

Desværre for kvinderne

Beklageligvis er billedet ikke lige så positivt, når det gælder lige rettigheder for kvinder. I Saudi-Arabien har kvinder således ikke ret til at føre motorkøretøj endsige til at stemme. Og uanset hvilke holdninger folk giver udtryk for om lighed mellem kønnene, er realiteten de fleste steder, at kvinder er meget langt fra at have lige rettigheder med mænd.

Dette kunne tyde på, at den undersøgelse, jeg henviser til, ikke så meget afspejler udbredt lighed, som den afspejler udbredt hykleri. Men som bekendt er hykleri jo lastens tribut til dyden, og den kendsgerning, at racister og sexister føler det nødvendigt at betale denne tribut er i et eller andet omfang et fingerpeg om, at der er sket moralske fremskridt.

Ord har konsekvenser, og hvad den ene generation siger, men ikke rigtigt tror på, vil næste generation måske begynde at tro på og tillige handle efter. Offentlig accept af moralske ideer er allerede i sig selv en slags fremskridt, men det, som virkelig tæller, er, når denne accept kan blive en løftestang for at udvirke reelle og mere konkrete fremskridt. Derfor bør vi glæde os over resultaterne fra WorldPublicOpinion.org og beflitte os på at udfylde de kløfter, der stadig eksisterer imellem retorik og realiteter.

Peter Singer er moralfilosof og professor i bioetik ved Princeton Universitet

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen