MOSKVA - En britisk dramatiker oplyser, at hendes stykke om tjetjenske militantes belejring af Dubrovka-teatret i 2002 er blevet forbudt af de russiske myndigheder efter kun en enkelt opførelse.
Stykket, hvis titel er In Your Hands, søger at genskabe de rædsler, som udspillede sig, da tjetjenske oprørere tog over 800 teatertilskuere som gidsler i, hvad der skulle blive et af deres blodigste angreb på russisk jord. Over 100 mennesker omkom, mange af dem på grund af den gas, som de russiske myndigheder lod pumpe ind i bygningen i et forsøg på at bedøve gidseltagerne og bringe belejringen til ophør.
Natalia Pelevines stykke indbefatter skuespillere, der udklædt som terrorister løber rundt blandt publikum. Stykket fik premiere for to uger siden i byen Makhatsjkala, hovedstad i den turbulente russiske Dagestan-region. At henlægge premieren hertil var kontroversielt, eftersom det var tjetjenske styrkers invasion af Dagestan i 1999 under ledelse af krigsherren Sjamil Basajev, som var en af de udløsende faktorer bag Putins 'Anden Tjetjenske Krig'.
"Det var mit ønske, at stykket skulle spille i Mos-kva," siger Pelevine, som er født i Rusland, men udvandrede til Storbritannien med sine forældre, da hun var barn. "For tre år siden kontaktede jeg mine venner i Moskvas teatermiljø - alle svarede med at sige 'No way - det er udelukket'. Men så hørte jeg, at direktøren for Det Russiske Teater i Makhatsjkala ville sætte det op."
Instruktøren Skandarbek Tulparov siger: "Det er det første stykke, vi har set i Rusland, som tager den tjetjenske krig op som tema. Mange mennesker synes dog, at det stadig er for tidligt at tale om det. De så hellere, at vi ikke nævnte noget om krigen."
Skudt på stedet
På åbningsnatten fik teatret en opringning om, at Dagestans præsident, Mukhu Alijev, ønskede at overvære det. Alijev ankom med sine sikkerhedsfolk, og lige før tæppet skulle gå, fortæller Pelevine, var der nogen, der kom i tanke om, at det nok var klogt at advare disse bodyguards om, at stykket involvererskuespillere, der er klædt ud som terrorister, og som løber rundt blandt publikum.
"Det sætter vi meget pris på at have fået at vide," siger en livvagt. "Ellers ville vi have skudt dem på stedet".
90 minutter senere var der næppe et øje tørt i salen, og forestillingen blev modtaget med stående ovationer. Men præsident Alijev rejste sig op, før stykket var slut, og forlod teatret med hele sit følge - uden at klappe.
Næste dag tog Alijev offentligt afstand fra stykket, som han beskyldte for at glorificere terrorisme. Han antydede endvidere, at det er en del af et skummelt komplot iværksat fra britisk side, idet han henviste til, at stykket første gang blev sat op i London.
Pelevin siger, at hun agter at gå rettens vej for at få gendrevet disse beskyldninger, og hun ikke har opgivet at få sit stykke sat op i Moskva.
"Dette er det første tilfælde af teatercensur, vi har set i Rusland, siden Gorbatjov kom til magten," siger hun .
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen




