En Peter H. Olesen-bog er ikke, hvad den har været. Indtil Korrekturlæseren var en Peter H. Olesen-bog en lille, tynd digtsamling udgivet på enmandsforetagendet Adressens Forlag med - som undertitlen til Apropos alt (2006) selv siger det - "korte og endnu kortere digte". En poesiens Thøger Jensen, kortere end de korte, skæv og humoristisk. Her er et af de knap så korte fra Jeg vil være hvor jeg ikke er (2004): "Jeg har overvejet at stille/min gamle skrivemaskine ud i haven/Her kan den stå/på plænen på en stub/udsat for vejr og årstider/og blive endnu mere ubrugelig//En rusten, sentimental skulptur//Min egen havenisse."
Digtet vidner om en digter, der har lidt svært ved at sige, at han er digter, og så er lige præcis skrivemaskinen et meget godt tegn på, at Peter H. Olesen har noget kørende med Peter Laugesen, der jo sværger til Erica, Adler og Remington.
Olesens digte er en fin balanceakt mellem det sludrevorne og det kortfattede, en præcis omgang med ordene, og nu hvor en Peter H. Olesen-bog er blevet en rigtig bog, det vil sige en roman fra Gyldendal, holder han sig stadig til den korte form. I sin helhed er romanen på bare 136 sider, og hvert kapitel som regel blot en side. Der er selvfølgelig læst grundigt korrektur på sagen, sådan at de eneste fejl, man kan finde, er dem, der skal være der. Nemlig i korrekturlæserens ekskones brev, der gengives hen imod slutningen af korrekturlæserens beretning om det, læseren forstår, er hans egen undergang, og i det allersidste kapitel, hvor korrekturlæseren måske er på vej ud af sin ensomhed og derfor har andet i tankerne end slåfejl og sprogligt sjusk. Det er Jeannette (med to n'er og to t'er) fra banken, der rækker hånden ud.
Son of a revisor
Korrekturlæseren lever et meget stille liv præget af rutiner. Han er ikke søn af en revisor for ingenting. Bitchen, som vi hen ad vejen forstår hun også er, ringer hver lørdag kl. 11 for at høre, hvordan det går. Hun hjælper også sin søn med selvangivelsen, selv om hun er gået på pension. Korrekturlæseren har orden i økonomien, og man kan også være ret sikker på, at de manuskripter, der har været igennem hans korrektur kommer fejlfrie til tryk. Nej, der, hvor der er noget galt, er i forholdet til andre mennesker og især i forholdet til eks'en og deres fælles datter, 'den lille' som hun blot kaldes.
Korrekturlæseren
Peter H. Olesen
136 sider
169 kr.
Gyldendal
ISBN: 978 87 020 67 224
I lejligheden ved siden af korrekturlæserens er en anden mand ved at gå i hundene. Det aner korrekturlæseren nok, men han bryder ikke ind, han er selv på vej samme sted - og så har han jo vanskeligt ved at komme andre mennesker nær. Selv hans kontakt fra forlaget lægger han en afstand til ved konsekvent at kalde hende 'damen fra forlaget', og det er jo selvfølgelig lige en tand værre ikke at blive kaldt ved navn af en mand, der bestemt ikke er ligeglad med, hvad man kalder tingene.
Tidligt opgav han f.eks. at svare en kæreste, når hun spurgte ham, hvad tænker du på? For "hvordan er det overhovedet muligt? Hvordan kan man i et både forståeligt og dækkende sprog umiddelbart videregive sine tanker til et andet væsen?" Så er den sociale afstumpethed og pedanteriet vist også sat på plads.
Kvindelede
Korrekturlæseren er ikke en mand, læseren opfordres til at holde af, slet ikke de kvindelige læsere, for kvinderne er nok dem, korrekturlæseren har det sværest med. Ekspedienten, der sælger ham røde tuschpenne, bliver også bare kaldt 'damen hos boghandleren' og kvindelige forfattere "tror altid, at de, i kraft af at de er kvinder, har en særlig indsigt og dermed patent på at skrive om følelser og om kroppen og kønnet og alt det lort."
Ved at sige en hel masse om andre får korrekturlæseren naturligvis sagt en hel del om sig selv, og Peter H. Olesen får med portrættet af den pedantiske undergangsfigur sagt, hvad han forstår ved god litteratur: Bøger uden dikkedarer, båret af sprog, hvor skriften er selve handlingen. Og efter læsningen af Korrekturlæseren er det faktisk, hvad man sidder tilbage med, en forsikring om, at romandebutanten har god smag - selv om han engang skrev nogle underlige, små, outsiderprægede digtsamlinger.



