"Strejke er ikke et fornuftigt redskab i moderne tid, fordi den tager en tredjepart, skatteborger-ne, som gidsler."
Erik Fabrin (V), formand for Kommunernes Landsforening under den nuværende strejke
I GÅR KOM der et tal frem, som formentlig vil betyde, at konflikten blandt sygeplejersker og sosuassistenter kan blive langvarig. Og det er hverken tal for nye opsigtsvækkende lønkrav eller aflyste operationer, der tegner perspektiverne. Nej, det var tallene fra en ny Megafon-måling, foretaget for TV 2, som viste, at 80 procent af befolkningen har sympati med de strejkende - enten i meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad. Det tal var for en uge siden på bare 72 procent. Det betyder, at opbakningen til de strejkende sygeplejersker og sosuassistenter ikke blot er massiv i befolkningen, den er også stigende på trods af de ulemper, som mange er blevet berørt af efter den første uges konflikt.
I MODSÆTNING til tidligere arbejdskampe er den offentlige konflikt i høj grad blevet til en kamp om den offentlige opinion. Det er blandt andet derfor, at de strejkendes fagforbund bruger millioner på annoncekampagner, der taler deres sag, og det er derfor de offentlige arbejdsgivere næsten dagligt lægger beregninger frem, der skal belyse de "generøse" tilbud, som de utaknemmelige strejkende har sagt nej til. Men sympatien er altså i overvældende grad på de ansattes side, og med den folkelige opbakning vil et politisk indgreb være skudt mange uger frem i tiden. Hverken regeringen eller oppositionen skal nyde noget af at gribe ind i en konflikt, som vælgerne i den grad sympatiserer med. Bolden ligger derfor i en rum tid endnu hos parterne på arbejdsmarkedet, som er under stigende pres for selv at finde en løsning. Og hvis det kan lykkes, vil det være bedst for alle - ikke mindst for troværdigheden af den danske aftalemodel. Når Kommunernes Landsforenings formand Erik Fabrin (V) derfor, som ovenstående citat antyder, mener, at strejkevåbnet er gammeldags og ikke burde tages i anvendelse på et moderne offentligt arbejdsmarked, er det i virkeligheden en utidig afskrivning af den aftalemodel, som han selv er en del af. Hvis ikke der i sidste instans er en mulighed for at tage de ultimative våben i brug - strejker og lockout - så falder modellen sammen som et korthus. Og det har ingen interesse i.
DERFOR VAR DET også en fatal fejltagelse, da sygeplejerskerne i breve til Folketingets medlemmer i sidste uge appellerer om et indgreb til deres fordel, eller når FOA bringer store dagbladsannoncer med billeder af oppositionspolitikere, som læserne på sarkastisk vis opfordres til at støtte, fordi de tidligere har stået på de strejkendes side. Arbejdskampe, som dem vi oplever i øjeblikket, er som en udmattelseskrig, hvor det gælder om at vise sin styrke og udholdenhed. Et politisk indgreb er et nederlag for alle. Så når FOA opfordrer danskerne til at støtte Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt, så burde støtten i virkeligheden gå på deres samstemmende holdning om, at parterne selv må løse konflikten. Senest har de kommunale arbejdsgivere raslet med sablen i forhold til en total lockout af samtlige medlemmer af FOA på det konfliktramte område - i dag er kun cirka 10 procent i strejke. En sådan lockout vil kaste konflikten ind i en ny og dramatisk fase, fordi den vil tømme strejkekasserne i rekordfart og skabe enorme problemer i ældreplejen og i dagsinstitutionerne. Så når de kommunale arbejdsgivere overvejer det våben, er det igen et forsøg på at omgå det eksisterende aftalesystem og tvinge politikerne til at gribe ind. Det er med FOA-formand Dennis Kristensens ord "tøseagtigt." Men spørgsmålet er også, om det vil lykkes, så længe opbakningen til de strejkende er så massiv.
NÅR REGERINGEN er havnet i denne klemme, skyldes det ikke mindst, at årsagen til den brede folkelige støtte ikke kun skal findes i en umiddelbar sympati med de lavtlønnede kvinder på det offentlige arbejdsmarked. Konflikten handler både for de strejkende og alle andre om meget andet - om længe opsparede frustrationer, som nu får frit løb. De dybereliggende og mere fundamentale problemer for den offentlige sektor har skabt stor utilfredshed, og problemerne vil kun tage til i de kommende år. Den kunderelaterede og markedsstyrede offentlige sektor har skruet forventningerne, kravene og ønskerne til den offentlige service i vejret, de offentligt ansatte løber i dag langt stærkere, der er færre af dem, og det er svært at rekruttere nye. Det er problemer, som har været forudset i årevis. Dertil kommer nye struktur- og ledelsesmæssige ændringer, som betyder, at offentligt ansatte i dag tvinges til at bruge en langt større del af deres tid på bureaukrati og papirarbejde, som ikke er en del af deres uddannelse, og at konkurrencen fra private institutioner har ført til paradoksale tilstande især på hospitalsområdet. Også derfor får konflikten lov at løbe i en rum tid endnu - et brutalt indgreb i den nuværende situation ville hurtigt kunne forvandle utilfredshed til raseri og sætte fokus på de langt alvorligere strukturelle problemer i den offentlige sektor.
