Torsdag har Folketinget vedtaget at ratificere Lissabon-traktaten med 90 stemmer for og 25 imod.

Debatten forud for vedtagelsen drejede sig primært om én ting, nemlig hvorvidt man kunne sikre den danske arbejdsmarkedsmodels strejke- og konfliktret. Flere domme i EF-domstolen, har nemlig vist at bl.a. konfliktretten kan være i strid med EU’s regler for området.

Demonstranter på Knippelsbro krævede torsdag formiddag folkeafstemning om Lissabontraktaten. En undersøgelse foretaget af Synovate, Vilstrup sidste år for Enhedslisten viste at omkring 70% af befolkningen deler dette ønske.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti imod

Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod ratifikationen af den ny traktat. En væsentlig begrundelse var at man ikke har sikret at sig at EF-domstolens afgørelser på arbejdsmarkedsormådet i Tyskland og Sverige, ikke får betydning for den danske arbejdsmarkedsmodel.

Et af kritikpunkterne er, at det ikke længere er sikkert at overenskomster kan bestemme, hvor meget udenlandske tjenesteydere skal have i løn i Danmark. Det følger af en dom i EF-domstolen d. 3. april i år, som slog fast at en tysk delstat ikke kan kræve, at entreprenører skal overholde den lokale overenskomst.

En anden EF-dom fra december sidste år kan betyde, at hvis fagbevægelsen blokerer en udenlandsk virksomhed skal den først undersøge, om virksomheden har en overenskomst i sit hjemland, som svarer til den danske.

- ”Hver gang man ønsker at lave en strejke, er det nu ikke nok at undersøge om det er i overensstemmelse med de danske arbejdsmarkedsregler, næ, nu skal man også til at undersøge om man er i overensstemmelse med EU-regler” lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt.

Også Enhedslistens Per Clausen kritiserer at man ikke har sikret strejkeretten.

Adspurgt hvorfor man ikke kan arbejde for at sikre konflikretten efter vedtagelsen af Lissabon, svarer Per Clausen:

- ”Det skyldes, at hvis en sikring af konfliktretten skal have nogen gyldighed i forhold til EF-retten, skal det ske i forbindelse med et regeringsmøde hvor man laver en protokol eller en tilføjelse til traktaten, hvad er meget usandsynligt at vi vil få. EF-domstolen skal kun følge traktaten, ellers kan de fortsætte med at gøre hvad de vil.

- ”V og K siger at det slet ikke er en EU-sag, hvilket er forkert. At Venstres EU-ordfører ikke vil sige noget konkret om hvad man vil gøre hvis konfliktretten bliver udfordret, skyldes nok at der ikke er noget reelt ønske om at bevare konfliktretten som den er.”, siger Per Clausen til information.dk

SF og Venstre: konfliktret kan sikres efter vedtagelse

SF’s EU-ordfører Anne-Grethe Holmsgaard erklærer sig enig i at strejkeretten skal sikres, men understregede ved torsdagens folketingsdebat, at dette kun vil kunne gøres efter vedtagelsen af Lissabon-traktaten.

Også Venstre mener, at det vil være muligt at sikre konfliktretten efter vedtagelsen.

- ”Venstre er stolt fortaler for at konfliktretten kan fortsætte. Vi står fast på konfliktretten, og bekæmper ethvert forsøg på at begrænse den.” lyder det fra Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen

Til information.dk udtaler Michael Aastrup Jensen at man allerede arbejder på at finde ud af, hvad der kan gøres for at bevare strejke- og konfliktretten.

- ”Det vi rent konkret har gjort er, at vi har nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge dommene fra Sverige og Tyskland. De har jo anderledes lovgivning i disse lande og spørgsmålet er, om dommene overhovedet har nogen betydning? Arbejdsgruppen skal derfor se på hvilke konkrete forslag, der kan være til dansk lovgivning hvis det er tilfældet.”

Adspurgt hvad Venstre konkret vil gøre hvis det viser sig, at konfliktretten kan blive udfordret efter ratifikationen af Lissabon-traktaten svarer Michael Aastrup Jensen:

- ”Man kan flere ting. Men vi vil ikke afvise nogen muligheder. Der er mange muligheder, men jeg vil ikke sige noget specifikt før vi ved noget nærmere fra arbejdsgruppen - men Venstre er altså glade for den danske arbejdsmarkedsmodel, og vi vil derfor gøre alt hvad vi kan for at bevare konfliktretten”

Traktatens skæbne ikke sikker

Lissabon-traktatens skæbne er dog ikke endeligt afgjort. Kun hvis Irland ved en folkeafstemning til juni siger ja, kan traktaten endelig ratificeres.

Også andre ting kan kaste grus i maskineriet. Blandt andet har den tyske parlamentariker Peter Gauweiler bebudet, at han vil bringe EU’s nye traktat for den højeste tyske domstol, Verfassungsgericht.

- “Denne traktat svækker demokratiet i europæisk politik, især indflydelsen for de nationale parlamenter,” sagde Gauweiler til det tyske nyhedsmagasin Focus.

Europas Forenede Stater?

Et centralt kritikpunkt af Lissabon-traktaten har været, at det kun er traktatens form som adskiller den fra den forfatningstraktat, som blev forkastet efter folkeafstemninger i Frankrig og Holland.

Således har Junibevægelsens Jens-Peter Bonde udlovet en flaske god vin til den første, der kan beskrive en lov som i EU ville kunne vedtages med udgangspunkt i forfatningstraktaten, men ikke Lissabon-traktaten. Flasken har han stadigvæk.

Denne kritik preller dog af på Lissabon-traktatens forsvarer.

- ”Jeg mener ikke at den vigtige forskel er det præcise indhold, men den ramme der sættes for fremtidigt arbejde.” bemærkede Svend Auken således ved dagens folketingsdebat.

- ”Det er hele karakteren af dokumentet der gør forskellen. Alle de attributter man normalt forbinder med en grundlov er simpelthen pillet ud … det europæiske samarbejde lever, men uden at vi bevæger os hen mod Europas Forenede Stater”.

Denne forsikring blev mødt af skarp kritik.

- ”Svend Auken beroliger os med at Lissabon-traktaten slet ikke ligner den gamle traktat, som ville indføre Europas forenede stater. Men det sagde man også da vi diskuterede forfatningstrakten. Nu bliver forfatningstrakten brugt som en mørk baggrund, hvor den før blev præsenteret som harmløs – hvis det ikke er fup…”, lød svaret fra Jesper Langballe, som henviste til ”nysproget” i George Orwells 1984.