Når alt bliver synligt, er der intet at se

Man ser det hele. Intet er skjult, og episoderne er ikke arrangerede. Så det skulle sådan set være den eftertragtede virkelighed, man ser i de såkaldte 'reality shows' på tv. Man ser unge mennesker græde, drikke sig fulde, falde i søvn, kopulere, skændes og blive gode venner. Det er, som den franske intellektuelle Jean Baudrillard skriver i et essay fra 2004:

"Det er netop, når alt skal vises, og alt skal ses (som i Big Brother og andre reality-serier), at vi opdager, at der ikke længere er noget at se. Det er plathedens og nulpunktets spejl, hvor det på tværs af alle målsætninger bliver demonstreret, at den Anden er forsvundet, og måske til og med at mennesket fundamentalt set ikke er et socialt væsen."

Det er som at sige hemmeligheden og finde ud af, at den er dybt uinteressant, når den ikke længere er hemmelig. Og det er ikke nogen præstation at afsløre hemmeligheden, hvis der ikke er nogen, som forsøger at holde på den. Man kan omskrive tesen i flere af de essays om reality-tv, pornografi og radikal tænkning af Jean Buadrillard, som nu er samlet i den fine norske udgivelse Big Brother og andre virkelighedsillusioner således: Afsløringen i sig selv er ikke længere interessant. Det er sløret, mystikken og forførelsen, der mangler. Forbudet mod obskøniteten er væk, og dermed har det obskøne mistet sin provokerende karakter. Nu er det bare en triviel vane.

Når alt bliver sagt

Det er blevet en eksistentiel forventning, at man udfolder sig selv ultimativt, at man folder sig ud og siger hele sandheden. Der snakkes og snakkes, hemmeligheder bekendes, inderlige sandheder kommunikeres, og det mest intime vendes og drejes åbent for dem, der lytter med. Og ligesom, der er ikke er noget at se, når det hele bliver vist, er der ikke noget at sige, når det hele bliver sagt. Der tales ikke til nogen, men blot fra nogen. Og det er i den forbindelse, at Baudrillard hævder, at reality-tv og bekendelseskulten rejser spørgsmålet om, mennesket overhovedet er et socialt væsen: Vedrører vi hinanden, når vi siger alt og viser alt?

Man indvier ikke andre, når man viser alt. Man gør dem delagtige i noget, de ikke selv har valgt. Der er ifølge Baudrillard tale om en "påtvungen medskyld". Nu kunne man hævde, at man bare kan slukke fjernsynet og slippe for den medskyld. Men Baudrillards pointe er, at Big Brother er overalt. Programmet slutter aldrig, og det kan ikke afsluttes af seerne, fordi Big Brother betegner en kulturel tilstand, som man ikke kan vælge fra:

"Big Brother afspejler både samfundet og samfundets sammenbrud - et samfund fanget i jagten på det, der ikke betyder noget, og som vælter sig i sin egen banalitet."

Det nøgne ingenting

Baudrillard udlægger også den franske forfatterinde Catherine Millet, som med stor kommerciel succes har gjort sine seksuelle erobringer til litteratur. De endeløse beskrivelser af at tage tøjet af, eksekvere et samleje og tage tøjet på igen reducerer seksualiteten til en fysisk proces. Seksualiteten er nedskrevet til en mekanisk procedure. Når sex ikke er andet end sex, holder det ifølge Baudrillard egentlig op med at være sex. Det er nemlig ikke seksualiteten og begæret som sådan, der er interessant. Det er spillet med og på seksualiteten, som er interessant. Det er omvejen, pausen og forførelsen. Millets bøger baserer sig på en udbredt fejlfortolkning af seksualiteten som den definitive reference. Cigaren og skorstenen bliver til symboler på det mandlige kønsorgan, isen der føres ind gennem læberne bliver et billede på samlejet. Men hvis disse billeder ophæves i den rene fysiske kopulation som sandheden, forsvinder forførelsen. Det er således også en udbredt fejlfortolkning at tro, at seksualiteten bliver frigjort ved, at alle forsinkelser og forhindringer bliver fjernet. Ligesom Big Brother rejser spørgsmålet, om mennesket er et socialt væsen, efterlader Millet sine læsere tvivlende, om mennesket egentlig er et seksuelt væsen:

"Et eller andet sted," skriver Baudrillard: "sørger vi over denne nøgne virkelighed, denne nedgjorte eksistens. Og hele historien om Big Brother minder på en eller anden måde om kollektivt sorgarbejde."

Efter virkeligheden

Det står i hvert fald klart, at Baudrillard sørger over den obskøne normaltilstand. Hvis alle kan blive kendte, er der ikke længere nogen særlige kvaliteter forbundet med at være kendt. Således hævder Baudrillard, at de berømte, der kan noget særligt, med rette kunne være indignerede over reality-tv, hvor almindelige mennesker med almindelige fornavne bliver ligeså kendte. Det er naturligvis ikke popstjerner og berømte filmskuespilleres skæbner, der bekymrer Baudrillard. Det er det forhold, at forskellene synes ophævet i en slags demokratisk nihilisme, hvor alle kan være med, og ingen skiller sig ud.

Det ironiske er, at Baudrillard var blandt de første til at beskrive denne udvikling. Han blev længe set som en advokat for den udvikling, han beskrev, hvor "virkeligheden" blev reduceret til endnu en simulation i et spejlkabinet af simulationer. Men i det bemærkelsesværdige sidste essay om den radikale tænkning understreger han, at han fremskrev en udvikling, som han var betænkelig ved. Det blev en slags forbandelse for ham at få ret. For som han skriver til sidst:

"Tænkningens absolutte regel er at levere verden tilbage, sådan som den blevet os givet - uforståelig - og om muligt, lidt mere uforståelig. Lidt mere gådefuld."

Og det er gåderne, han i disse tekster forsøger at skrive tilbage i nye radikaliseringer af sine gamle teser i håbet om denne gang ikke at få ret. Det er et både nostalgisk og morsomt gensyn med Baudrillard, som døde for et år siden, som præsenteres i denne norske udgivelse, hvor han igen forsøger at vise henimod det, der alligevel ikke er synligt, når alt vises frem.