Er det mon forårsfornemmelserne eller det faktum, at den berømte tyske stjerneviolinsolist Julia Fischer er aftenens solist, der trækker et yngre klientel ind i DR Radiohusets koncertsal denne torsdag aften? Hele stolerækker bliver fyldt med unge i gymnasiealderen. De pjatter, puffer og sms'er på sæderne i minutterne frem til koncertens start. Imens sitrer salen af forventning.
På podiet står en erfaren, fuldvoksen musiker, der med sine 24 år for længst har erobret verden med sin violin.
Med Beethovens Violinkoncert åbner hun aftenen. Et værk, der med sin varighed på godt 45 minutter fylder hele første del af koncerten. Efter en lidt anonym intro i orkestret giver Julia Fischer med sin allerførste indsats satsen et anderledes dynamisk drive. På en brøkdel af et sekund ændrer hun tempoet, blot ved at lægge sig forrest på beatet. Modigt. Og måske kun muligt, fordi den tyske dirigent Marek Janowski er en af hendes faste musikalske samarbejdspartnere. De to kender hinanden og har fortolket violinkoncerten sammen før, det fornemmer man her: Han følger hendes mindste vink med violinbuen.
Får alle til at lytte
Uendelig tydeligt gør Julia Fischer rede for koncertens kontraster: De indadvendte, søgende og sangbare melodilinjer, som kendetegner værket, udvikler sig i næste øjeblik i eksplosiv, dynamisk retning. Hendes fraser er korte. Alligevel ser man sammenhængen. Med sin utrolige autoritet og klanglige gennemslagskraft skaber hun et rum omkring sig og gør plads til selve musikken. Mens dirigent og orkester lytter og føjer hende fuldstændigt.
Anden sats bliver aftenens magiske øjeblik, hvor musikken svæver. Satsen rummer på én gang fremdrift og ro. Og hver eneste linje bliver gjort speciel og betydningsfuld. Man har hørt denne sats blive spillet langsommere - men aldrig bedre.
Dansant og gnistrende intenst kulminerer koncerten i tredje sats. En fantastisk energi afspejler sig i solistens kropssprog. Julia Fischer er konstant på vej, både fysisk og musikalsk.
Og det smitter af på orkestret: De kammermusikalske dialoger mellem hende og orkestrets solister bliver kommunikeret ud med en uhørt fortællergejst og nerve. I den sidste solokadence udfordrer hun både sig selv og instrumentet. En virtuos i verdensklasse.
Uklar Strauss
Anderledes uklart folder Richard Strauss' store Sinfonia Domestica sig ud efter pausen. Et gigantisk værk, formet som ét langt, sammenhængende forløb, og med en orkesterbesætning på mere end 100 musikere. Heriblandt hele fire saxofoner og den sjældne obo d'amore, som orkestrets egen solo-oboist mestrer så fortryllende.
Strauss vender i symfonien blikket indad og skildrer hjemmet og familielivet - sit eget - med far, mor og barn. Et ur, der slår. Et måltid, der fortæres. Højdepunkterne bliver her de små, smukke soli, der cirkulerer rundt blandt orkestrets træblæsere. Messingblæserne tordner der-imod igennem - ofte for aggressivt og dominerende. Den store fuga åbner sig flot midt i symfonien. Men man savner generelt en lydhørhed hos orkestrets musikere.
Havde alle dog bare lydt og lyttet som i Beethoven.
Torsdagskoncert med DR Radiosymfoniorkestret d. 24. april 2008. Radiohusets Koncertsal. Dirigent: Marek Janowski. Solist: Julia Fischer, violin. Beethoven: Violinkoncert i D-dur, opus 61; Richard Strauss: Sinfonia Domestica, opus 53
