Lykken bor i Danmark

Adskillige internationale undersøgelser viser, at danskerne selv mener, at de stort set er tilfredse og lykkelige. De er også mere og mere stolte over at være danske. De stoltes procentandel er steget fra 71 i 1981 til 84 i 1990, og den nåede i 1997 op på 87.

Vi er formentlig verdens mest selvtilfredse folk.

Og jovist, der er da også meget at glæde sig over. Økonomien er længe gået godt, arbejdsløsheden er styrtdykket, de sociale sikkerhedsnet fungerer pænt, og krig er noget, danskere kun fører på fjerne territorier.

Men andre nationer har i de seneste årtier oplevet lignende fremgang, uden at deres befolkninger giver udtryk for en glæde som de danskes. Er danskerne udstyret med et særligt anlæg for lykke? Det har tre forskere sat sig for at undersøge.

Til det formål har de gennemført dybdeinterview med 34 danskere med vidt forskellige baggrunde. Samtalerne har drejet sig om tilværelsens vilkår, alt fra opvækst til medieforbrug og gudstro.

Der tegner sig det mønster, at danskernes glæde er en glæde over den måde, som Danmark er indrettet på - det, som man kan kalde 'samfundsinstitutionerne'.

Syv lykkeskabere

De tre forfattere opregner syv lykkeskabende samfundsinstitutioner således:

-Familien, som der er mange slags af.

-Skolen, der præges af meget fælles, men også en hel del frit.

-Det fleksibelt-trygge samfund med samspil mellem arbejdsmarked og velfærdsstat.

-Dagliglivet med dets pendling mellem arbejde, familie og fritid.

-Civilsamfundet, hvor danskerne udfolder sig som frie borgere.

-Religionen, hvor folkekirken står centralt uden at være særligt stærk.

-Nationen, der både rummer et folkeligt kulturfællesskab og et politisk program.

Forfatterne medgiver, at "religionen og nationen snarere er en slags fælles, mentale bagtæpper end fælles institutioner".

Der er det særegne ved de udspurgtes holdning til kristendom og danmarks-historie, at de giver udtryk for en stor tilknytning, men at de ikke ved noget om emnerne og heller ikke beskæftiger sig med dem. De oplever bare kristendommen og historien som noget væsentligt ved at være dansk.

Modsigelsen viser sig ved, at 71 procent af danskere i en rundspørge kan svare ja til at være "et troende menneske", mens kun 40 procent i en anden rundspørge anser sig selv "for at være religiøse".

En dybdeinterviewet ældre naturvidenskabsmand rummer modsigelsen indvendigt: Det er for dumt at gå i kirke søndag, for det er jo bare mennesker, der har skrevet i biblen, at søndagen er hellig. På den anden side kan videnskabsmanden ikke acceptere, at livet er en tilfældighed:

"Der må da være et eller andet, for fanden. Ellers er det da komplet håbløst."

Rekord i salmesang

Med i dette billede hører, at danskerne har en overbevisende nordisk rekord som salmesangere. I hele 90 procent af de danske hjem synges der omkring juletræet.I Sverige er tallet 23 procent.

Men kirken opsøger danskerne kun, når der er en aldeles særlig grund. Som de tre forfattere muntert opsummerer:

"At gå i kirke uden ærinde forekommer lige så sært som at tage på sygehuset uden ærinde."

Tilsvarende roller spiller danmarkshistorien. Det er den, der gør, at danskerne føler sig danske, men dens nøglebegivenheder foresvæver yderst dunkelt, f.eks. hvad der skete ved Dybbøl.

Kun et fåtal af de interviewede danskere kunne bestå Integrationsministeriets videntest for nydanskere.

Det er der komik i. Det charmerende ved bogen er, at den fremstår muntert menneskeligt velskrevet, uanset at det er en holdproduktion foretaget af tre seriøse forskere.

De tre - sociologen Peter Gundelach, teologen Hans Raun Iversen og religions-sociologen Margit Warburg, alle fra Københavns Universitet - blæser varme og liv i teksten. F.eks. om danskernes spisevaner:

"Som påpeget af den dansk-amerikanske antropolog Jonathan Schwartz er den danske frokost et godt eksempel på, hvor vanskeligt det kan være for en udlænding at erhverve sig kvalifikationer til at optræde som dansk. Retterne i den danske frokost kommer i en bestemt rækkefølge (...) og vé den, der bryder systematikken. Da Schwartz første gang satte sig til et dansk frokostbord i 1969, fortæller han: 'rakte jeg uskyldigt min hånd frem mod skæreosten, og så råbte min svigerinde: Du må ikke begynde med osten!'"

I øvrigt er denne anmelder kommet i tvivl om danskheden hos de tre forfattere. De angiver nemlig den korrekte frokostrækkefølge sådan:

"Sildeanretningen først, så de lune og kolde kødretter, fiskefillet, æg, salater, rejer og til slut osten."

Nej, nej! Hvilken skændsel. Der kommer fiskefillet og rejer før kødet. De tre må tage ind til Mor Birthe i Integrationsministeriet og få en eftersidning.

Fremmede blikke

For at få fremmede blikke på de danskes egenart har forfatterne bedt tre kolleger med udenlandsk baggrund om at vurdere det fremlagte materiale.

Tyrkiskfødte Mehmet Ümit Necef lovpriser bogen for ikke at deltage i den "dansker-bashing" i videnskabsfolks beskrivelse af danskeres forhold til flygtninge og indvandrere:

"Bogens forfattere viser danskerne den respekt, de fortjener," skriver Necef.

Den modsatte vej går amerikansk-fødte Carl Pedersen. Han revser forfatterne for at tage alt for blidt på danskernes vankelmodige kulturkristendom:

"Jeg foretrækker at kalde det en bekvemmeligheds-religion," skriver Carl Pedersen.

Tilsvarende mener han, at interviewerne har ladet danskerne slippe af sted med at fremstå mindre racistiske, end de er. Pedersen følger op med denne svada:

"Det er ikke kun i udlandet, at danskernes fremmedfjendskhed har givet anledning til bekymring. Også blandt herboende udlændinge (mig selv inkluderet) har der været forbløffelse og forfærdelse over tonen i den debat, som Dansk Folkeparti ynder at betegne som 'bramfri'."

Tjuh, bang, fik danskerne dén! Nu havde vi det ellers lige så hyggeligt.

Se David Rehling tale med Margit Warburg om bogen på www.information.dk/tv