Socialdemokraterne og de radikale er godt utilfredse med, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har udstyret SF-formand Villy Søvndal med noget, der ligner en vetoret på de kommende afstemninger om EU-forbeholdene.
"Ingen partier skal have vetoret, og SF's holdning til dette spørgsmål har ikke større betydning end andre partiers," siger Kim Mortensen, EU-ordfører for Socialdemokraterne.
Selv om Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen afviser, at der er tale om et dediceret veto, mener han dog, at SF's medvirken er så vigtig, at han er indstillet på at udskyde eller endog helt opgive en afstemning om euroen, hvis ikke SF står bag.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at vi får et positivt udgangspunkt på en valgkamp, hvis ikke SF er med. Så er vi jo på forhånd bagud på point og så bliver det altså svært," siger Michael Aastrup Jensen til Berlingske Tidende.
Men hos både S og R kan man sagtens forestille sig en afskaffelse af forbeholdene uden Søvndals godkendelse, og Kim Mortensen afviser, at SF-modstanden over for en euro-afstemning skal afgøre, hvornår og hvordan der skal stemmes om forbeholdene.
SF har mistet nøglerolle
Hos de radikale er man også stærkt kritisk over for Venstres leflen for Søvndal, som ifølge EU-ordfører Lone Dybkjær godt kan glemme alt om en vetoret.
"Jeg kan ikke forstå, at en statsminister vil deponere sin handlekraft hos Villy," siger hun og påpeger, at lande som Cypern og Malta i kraft af deres ØMU-medlemsskab har mere indflydelse på dansk pengepolitik, end vi selv har.
Historisk har en opbakning fra SF været afgørende for, om vælgerne har stemt ja ved EU-afstemninger. Men ifølge Kim Mortensen har partiet nu mistet den rolle.
"Når det kommer til afskaffelsen af forbeholdene, mener jeg ikke, at SF har samme indflydelse som tidligere," siger han.
Hos de konservative har man med EU-ordfører Helle Sjelles ord "svært ved at forestille sig" en afskaffelse af forbeholdene uden SF's medvirken, og statsministeren har tidligere talt for, at han helst ser SF med i en samlet anbefaling om afskaffelsen af forbeholdene.
Ifølge Lone Dybkjær har Fogh sandsynligvis blåstemplet den seneste melding fra Venstres ordfører.
"Det må være clearet et eller andet sted, når der bliver sagt, som der gør," siger hun.
R: Fogh er en kylling
Og den radikale ordfører har ikke meget til overs for statsministerens håndtering af sagen:
"Fogh har sagt, at han gerne vil af med alle forbehold, og så kommer der sådan en melding via en ordfører. Det er kyllinge-agtigt. Jeg synes ikke, at SF skal have veto - en statsminister må gå ud og kæmpe for sin sag," siger Lone Dybkjær.
De radikale afviser desuden, at Danmark kun afskaffer dele af retsforbeholdet, hvilket vil gøre det muligt stadig at føre en dansk udlændingepolitik, der er strammere end resten af EU's. På dette punkt er partiet på linje med SF, men i strid med både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne.
Ifølge SF's formand, Villy Søvndal leger Socialdemokraterne og de radikale med ilden, når de erklærer sig villige til at trodse SF.
"Nogle mennesker har brug for stor spænding i deres liv. De fanger vilde kaniner i franske skove og hopper i elastik. Andre vælger så at kaste sig ud i en afstemning uden SF. Så får man tilgodeset sit spændingsbehov, men man vinder ikke afstemningen," siger han.
Villy Søvndal peger bl.a. på, at befolkningen stadig er delt om euro-tilslutningen og, at ja-partierne står over for store problemer med at finde en anden og bedre argumentation end ved den seneste euro-afstemning i 2000, fordi dansk økonomi ikke har lidt under den manglende indførelse af euroen.
Men ifølge en måling fra Berlingske Tidende fra 5. april er et flertal af danskerne parat til at slutte sig til Den Økonomiske og Monetære Union; 49 procent siger ja, mens 42 procent afviser.



