På kun 30 år skete der en gennemgribende ændring af Danmarks landskab som en konsekvens af et krav om mere og mere landbrugsjord.

Det blev et farvel til det Danmark, der havde eksisteret i de sidste 13.000 år og samtidigt et goddag til de miljøproblemer og den miljøgæld, vi slås med i dag. Vandløb blev rettet ud eller lagt i rør. Moser blev tørlagt. Enge blev drænet, og søer tørlagt som aldrig før.

Der skulle skabes plads til agerjord, og til det formål brugte man den danske stats skattekroner. Kjeld Hansen beskriver nu i sin nye bog ‘Det tabte land’, hvordan man ud fra ensidige økonomiske og politiske betragtninger ødelagde vores kulturarv.

Ideen om landvindingerne startede tilbage i midten af 1700-tallet. Dengang skulle det efter sigende være for at tilfredsstille Guds behov for at se ‘nyttigt arbejde her på jorden’. Det var en religiøs sag og en pligt at kultivere landet. Et synspunkt, der senere blev blandet med mindre ædle motiver.

Gud og profit mødtes for alvor efter Grundloven af 1849, hvor det folkelige demokrati ændrer sig og blandt andet liberalismen for alvor bliver sluppet løs. Landvinding bliver herefter ikke kun en sag for de religiøse, men også for spekulanter, der slås om at inddrage så store mængder land som muligt.

Det danske land bliver til politik og penge og i den forbindelse stiftes i 1866 den Det danske Hedeselskab, der senere skal vise sig at blive en vigtig spiller i forhold til, hvordan Danmark ser ud i dag.

Hedeselskabets - som det hedder i dag - storhedstid begynder dog først rigtig med den tyske besættelse i 1940. Her skabes af frygten for en kommende arbejdsløshed Statens Landvindingsudvalg, hvor der bliver givet millioner af kroner til støtte for kultiveringen af Danmark.

For de arbejdsløse

Loven var grundlæggende en beskæftigelseslov, men kommer til at ligge under Landbrugsministeriet. Hvorfra den i de næste 30 år bliver håndhævet som en ret til stor økonomisk gevinst for få udvalgt jordejere.

Det sker blandt andet via et meget tæt samarbejde mellem udvalgte politikere og Hedeselskabet, der de næste 10 år står for hovedparten af de 2.300 landvindingsprojekter, der bliver foretaget. Aldrig før har det danske landskab ændret sig med sådan en hast og med så usikkert et formål.

Der er ikke grænser for, hvad man har brug for af land for Danmarks skyld, og landbrugets behov for marker synes at være en evighedskilde.

Landvindingerne fortsætter i stor hast frem til 1950’erne, hvor der ikke er meget tilbage at kultivere indadtil i landet, og man begynder derfor at se på fjorde, vige og lavvandede kystområder efter hollandsk inddæmningsmodel.

I 1953 bliver der produceret en plan, hvor man blandt andet vil omdæmme Roskilde Fjord, Venø Bugt og hele Smålandsfarvandet.

Det går dog imidlertidigt i vasken, da 2.000 hollændere drukner i en stormflod, kort før loven skulle igennem i Folketinget. En ulykke, der vender stemningen imod at kopier hollændernes inddæmningsmodel.

Men først langt senere følger spørgsmålene til ideen bag ødelæggelsen af den danske natur til fordel for landbrugsjord. Et spørgsmål der aldrig kommer noget entydigt svar på.

Alligevel begynder man i Finansministeriet efterhånden at se med mere kritiske briller på Statens Landvindingsudvalg og deres prioriteringer, eftersom projekterne mere og mere begynder at ligne uforståelige udgifter end fornuftige indtægter.

Hermed oplver også Hedeselskabet for første gang i årtier modvilje.

De første naturgenopretningsprojekter går i gang, og Danmarks Naturfredningsforening, der førhen har været lille og ubetydelig i forhold til det indflydelsesrige og magtfulde Hedeselskab, vokser i størrelse.

Først i 1980’erne er det store landvindingseventyr dog endegyldigt slut. Hedeselskabet mister sine tilskud og skal for første gang i tæt på hundrede år klare sig uden statens støtte.

Samtidig har Danmarks Naturfredningsforening kronede dag med en kvart million medlemmer. Staten går nu i gang med at bruge penge på at genoprette de skader, man selv har skabt i gennem de sidste mange årtier.

Det tabte land: Den store fortælling om magten over det danske landskab

Kjeld Hansen
848 sider
399 kr.
Gads Forlag
ISBN: 978 87 120 43 737