LISSABON - Portugal ligger langt fra Danmark. På flere måder. Uden at jokke i det kan man godt nævne, at vejret er bedre. De to første uger af april mærkede Informations korrespondent dagligt på sin egen krop udendørs-temperaturer på mellem 20 og 35 grader.
Rødvinen er billigere. I det lokale supermarked i Lissabon var det umuligt at opdrive en flaske rødvin, der kostede mere end 4,50 euro. Det var en årgangs-Dão (en i Danmark temmelig underkendt vin), som smagte fortrinligt.
Endelig er portugiserne noget så besynderligt som uracistiske. Ligesom danskerne, dengang hovedparten af indvandrerne bestod af skåninge, havde ry for at være tolerante og gæstfri, har portugiserne i dag ry for at være farveblinde, hvad angår hudfarve.
Og der er mange hudfarver i Portugal. Det portugisiske imperium varede fra 1415, hvor portugiserne erobrede Ceuta på den nordafrikanske side af Gibraltar-strædet til 1999, hvor regionen Macao blev indlemmet i Kina. Ind imellem ligger store dele af Sydamerika, af Afrika og en teori om, at det var portugiserne, der opdagede Australien. Mennesker med oprindelse i alle disse verdensdele plus en hel del fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen bor nu i Portugal. Det er helt almindeligt at se kulsorte forretningsmænd i Armani-jakkesæt med mappe og dyr bil, ligesom det for en stor del er hvide mennesker, der bor i de sølle barakker, der ligger under broen Ponte Dom Luís, der forbinder Porto over Duoro-floden med portvinsparadiset Vila Nova de Gaia.
Tivoligæsten
Derfor må jeg gnide mig i øjnene, da vi besøger Lissabons zoologiske have, der også rummer en overordentlig fornem husdyrkirkegård og en forlystelsespark. Mens døtrene får sig en tur på karrusellen, går jeg på toilettet og dermed forbi forlystelsen Zulu Ride. Under et stråtag, der skal forestille det, man i forgangne tider kaldte en negerhytte, befinder sig en halv snes gryder med påmalede flammer. Et billede af en ubestemmelig og ikke rart udseende vild skal give de nedsænkede legemer følelsen af primitiv fare, når gryderne snurrer rundt. Og straks kværner i korrespondentens hjerne den nu formentlig forbudte børnesang om Kristian, der falder ned på Madagaskar, men desværre ikke kan synge remsen "ejsikkelejlondontonkillemillemaksikuksikaksiesrumpyt" i et tempo, der er tilstrækkelig hurtigt for øens sorte befolkning. Hvorfor han ædes op.
Skulle Lars Liebst ikke forsøge sig med noget lignende i verdens ældste forlystelsespark? Succesen burde være hjemme. 12 procent af den danske befolkning med den trofaste Tivoli-gæst Morten Messerschmidt i spidsen ville henrykt stå i kø for at få en tur i den sorte gryde, og havens andre forlystelser ville blive kendeligt aflastet. I Lissabon var der ikke en eneste gæst, der lod sig riste over en sagte ild. Måske passer det, at portugiserne er uracistiske. Men Madagaskar var vist heller aldrig portugisisk.
