De er helt vildt sultne efter teater. Så sultne, at de har besluttet sig for at få deres eget teater. Så nu har de indtaget Boldhus Teatret - det lille intimteater, hvor Inger Rauf ellers har sørget for insisterende nutidsdramatik lige siden 1965. På tværs af alle mulige, men mest umulige, økonomiske betingelser. De unge sultne kalder sig simpelthen Teater Sult. De er anført af skuespilleren Maria Esther Lemvigh, dramatikeren Julie Johanne Kirkegaard og instruktøren Nicolai Meilby. Deres fjerde opsætning Syndflod har netop haft premiere - samtidig med, at de også har indrettet Boldhus Teatret med en ny Sult-café. Jamen, hvordan kan det lade sig gøre? I en tid, hvor Københavns små storbyteatre igen-igen trues af nedskæringer - angsten for næste øksehug forklares ved et pressemøde i dag.
"Teater Sult er selvfinansieret og modtager ikke penge fra staten," hedder det i pressemeddelelsen. Sådan. Løsningen hedder ildsjæle, frivillige og sponsorer. Og en passende tendens til 'udsolgt', fordi der kun kan skubbes omkring 50 stole ind i den sortmalede teaterlejlighed i Admiralgade. Men alligevel.
Svigtet-svigtet
På scenen dækker den smilende Camilla Gottschalck omhyggeligt bord. Hun folder hænderne.
"Kære Gud. Jeg ved, du er der," siger hun og trækker forlegen i sin strikkede kjole. Hun venter særlige gæster. Og ind kommer Julie Arlyks teenagepige. Vred-vred-vred - og svigtet-svigtet-svigtet. Øreringene dingler hånligt.
"Han hører dig ikke, Gud," vrisser hun.
Men Maria Esther Lemvighs slanke ateist dukker også op. En kræftsyg overskudskvinde med godt humør, der får de to andre til at svinge sammen. Omkring hvad? Omkring deres selvvalgte 'syndflod', for nu er det nok, dette liv. Ingen af dem orker flere svigt. Eller gør de?
Teater Sult kaster sig ud i Julie Johanne Kirkegaards replikinteressante samtidsstykke. Med bramfri bryster og med ivrige hænder, der både bruges til bordbøn og flaskeomklamrende druk. Og Nicolai Meilby har instrueret betroelsesdramatikken, så figurerne beholder de pinlige kanter, som dramatikeren har givet dem; selv en påduttet slutning. Men de tre piger kan bære det.
Hverken Brian Mikkelsen eller tilskudsordninger holder hånden over Teater Sult. Men det gør så åbenbart Vorherre. Gudskelov.
Syndflod. Tekst: Julie Johanne Kirkegaard. Instruktion: Nicolai Meilby. Boldhus Teatret i Admiralgade. Til 11. maj.





