Trafik

'Gigantlastbiler kommer for at blive'

De kæmpemæssige modullastbiler, som anklages for at være farlige for andre trafikanter, er ikke et forsøg, men nu reelt sat i værk med en kickstart, siger SF. De radikale vedgår, at ophævelsen af forsøget efter tre år blot er en 'teoretisk' mulighed. FDM er foruroliget
29. april 2008

25 meter lange og 60 ton tunge lastbiler på de danske veje bliver virkelighed til efteråret - officielt kun som led i et treårigt forsøg. Men nu lyder det fra flere politiske sider, at det med 'forsøg' er på skrømt. Gigantlastbilerne synes at været kommet for at blive.

SF gik oprindelig med til forsøget med modullastbiler, men det fortryder SF's nuværende trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, i dag, efter at forsøget for nylig er blevet udvidet, så det bliver tilladt for modullastbilerne at køre til de fleste danske havne og derfor vil komme langt uden om motorvejene.

"Udvidelsen af forsøget betyder, at der ikke længere er tale om forsøg, men reelt om kickstart af en ny godsstrategi, som jeg frygter vil fremme lastbilstransport på bekostning af jernbanetransport. Venstre er allerede på forhånd fuldt og helt overbevist om, at modullastbilerne bliver en succes. Med den forventning sætter man sig jo ikke ned om et par år og finder ud af, at det her hellere må stoppe," siger Pia Olsen Dyhr.

Pres fra havnenes lobby

Hun understreger, at det danske vejsystem generelt ikke er indrettet til gigantbilerne. Men havnenes ledelser har ifølge hende lagt hårdt pres på politikerne for at tillade modullastbiler uden for motorvejsnettet og til de fleste havne.

"Der har været massevis af havnefolk i samråd, og ud fra de borgerlige politikeres meget positive reaktioner herpå står det klart, at der ikke er tale om et forsøg, men en reel indførelse i Danmark af modullastbiler," siger Pia Olsen Dyhr.

De radikale bakker op om forsøgsordningen, men indrømmer, at det efterhånden ikke længere ligner et forsøg. Partiets trafikordfører, Johannes Poulsen, siger:

"Formelt set er der aftalt en evaluering ved forsøgs-periodens udløb, men jeg er helt på det rene med, at med de store investeringer i ombygning af vejanlæg (145 mio. kr., red.) ligner det første skridt til indførelse af modulvogntog i Danmark."

Johs. Poulsen tilføjer, at "man skal regne med en videreførelse efter 2011".

At Det Radikale Venstre støtter det såkaldte forsøg, forklarer Johannes Poulsen med, at der er opnået aftale med regeringen om samtidig at styrke jernebanegodstransporten med bedre kombi-terminaler. Og fordi kommunalbestyrelserne får mulighed for at forbyde modullastbiler på kommunale veje. Indtil videre er sådanne forbud kun varslet i Halsnæs og Københavns kommuner, og spørgsmålet er, hvor mange kommuner der overhovedet vil tage stilling.

Gør en kommune ikke noget, kommer modullastbilerne til at køre, sådan som havneledelserne ønsker det. Det betyder for eksempel gigantlastvogne på bygaden i Helsingør.

Risikoen omvurderes

Det er stærkt foruroligende, siger Forenede Danske Motorejere (FDM), hvor chefkonsulent Torben Kusk kalder modullastbilerne for "noget der er tænkt som et lille forsøg, men som er vokset til et meget, meget stort forsøg".

"Vi er bekymrede for, hvordan disse tunge lastvogne vil agere på almindelige landeveje. Trafikministeriet konkluderede selv i 2004 i en intern udredning, at modullastbiler er ok på motorveje, men vil indebære 'væsentligt forøget uheldsrisiko' på andre veje. Hvorfor er denne betydelige fare, som andre trafikanter skal udsættes for, pludselig forsvundet i 2008," spørger Torben Kusk.

Trafikministeriet har i mellemtiden studeret modullastbilernes kørsel i Sverige og Holland, og der ikke fundet årsag til bekymring for trafiksikkerheden. Men de erfaringer giver FDM ikke meget for:

"I Sverige har man generelt bredere veje, og i Holland har forsøget med modullastbiler været underlagt en række restriktioner, som ikke kommer til at gælde i Danmark," siger Torben Kusk og tilføjer, at de store investeringer i udvidelse af rundkørsler og afrundede hjørner i kryds kan komme til at give trafiksikkerhedsmæssigt bagslag, når de almindelige trafikanter bruger vejnettet.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Gensyn med Silkeborg

    For nogle er Silkeborg en grim by omgivet af prægtig natur, for andre en hjemstavn, de ikke længere føler sig hjemme i
  • Homo i periferien af et mikrokosmos

    At være eller ikke være homo i Sandholmlejren - Information er på tur i heteroland, som det tagersig ud, når det bliver indhegnet af asylsystemtænkning, gode hensigter og militært øvelsesområde
  • perstig_fp.jpg

    Med hjerterne løve ved løve

    Det er den danske storhed i ydmygheden, Grundtvig beskriver i sin sang, mener Per Stig Møller. Man kan godt kæmpe for sandhed og ret, selv om man er et lille land
  • ff20080803-171915-pic-562828675.jpg

    Afskrift fra virkeligheden

    Den romanaktuelle forfatter Kirsten Hammann går på strandhugst i virkeligheden, når hun skal samle tømmer til en ny fortælling
  • Eksperter: Optagelsessystem skal revideres

    Universitetsfolk og politikere står i kø for at kritisere det nye optagelsessystem på de videregående uddannelser, som var skyld i det lave optag i år. Men hvad så? Optagelsesprøver, mener nogle. Tillid til universiteterne, mener andre
  • Skolen som velfærdssamfundets slagmark

    Ellen Nørgaard har begået en underholdende og oplysende rekonstruktion af den dramatiske konflikt mellem 'de progressive og de reaktionære', 'de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende' - en konflikt, der blev kendt som debatten om indoktrinering i folkeskolen