Idealisme og sammenhold søges

Danmark for folket - fra hytte og hus,

stærkt skal det stige

som vårvindens sus,

nynne sin sang, hvor maskinerne slår,

og nynne ud hvor muldens mænd langs agrene går,

synge ved disk, og ved pult på kontor,

og storme ud til havets mænd langs skibes kølvandsspor.

Plads for dem alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.

Det er længe siden, det arbejdende folk stod sammen, som beskrevet i Oskar Hansens "Danmark for Folket". Det er den verserende konflikt i den offentlige sektor et billede på. I morgen fejres arbejdernes internationale kampdag med masser af strejkende hvide kitler i gadebilledet. De lavtbetalte kvinder i den offentlige sektor og deres organisationer har dygtigt sat ligeløn og lønforskelle på dagordenen for de offentlige overenskomstforhandlinger. Så dygtigt, at sympatien med kvinderne i offentligheden er tårnhøj, og at en kommission, der skal tage livtag med uligelønnen i Danmark, nu diskuteres for alvor som det columbusæg, der skal løsne op for de sammenbrudte forhandlinger.

Umiddelbart lyder det enkelt at placere problemet med forskellig løn til mænd og kvinder i en kommission, der så efter nogle års arbejde vil kunne præsentere et forslag til, hvordan problemet kan løses. Det har man gjort i Norge, så hvorfor ikke også i Danmark? Men så enkelt er det ikke. Den vigtigste forudsætning for et opgør med lønforskellene er en meget idealistisk regering og en stærkt solidarisk fagbevægelse. Ingen af delene er til stede i det danske samfund lige nu. Derfor er det mest sandsynlige scenario, at det heller ikke lykkes denne gang, og at de lavtlønnede kvindefag må tage til takke med en mindre trøstepræmie for at have skabt sig stor opmærksomhed.

Lønforhandlinger og lønsystemer er komplicerede, og sammenligninger af løn er altid behæftet med vurderinger, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. For at forstå problemstillingerne er det nødvendigt kort at redegøre for, hvad det var, den norske ligelønskommission fandt frem til. Det norske og det danske arbejdsmarked er meget sammenligneligt med høj erhvervsfrekvens for kvinder og en stærk kønsopdeling i mandefag og kvindefag. Helt overordnet tjener kvinder i Norge 85 procent af en mandeløn. Det vil sige, at der et såkaldt løngab mellem kønnene på 15 procentpoint. En meget lille del af forskellen kan forklares med forskellig uddannelse og alder. Kvinder og mænd har også næsten samme løn i samme stilling - som loven påbyder. Det er heller ikke her, hunden ligger begravet. Forklaringen er derimod strukturel.

Arbejdsmarkedet er kønsopdelt vertikalt - flere mænd i ledende stillinger - og horisontalt - mænd og kvinder fordeler sig i forskellige fag, brancher og sektorer. Den vertikale kønsopdeling betyder noget, men er ikke afgørende, det er til gengæld den horisontale kønsopdeling. Det er her, årsagen til uligelønnen skal findes. Når et fag bliver et mandefag, så stiger lønnen og omvendt. Det er derfor svejsere og sygeplejersker har en meget stor forskel i lønnen.

At udjævne de forskelle, hvilket er, hvad FOA og formand Dennis Kristensen forestiller sig, er et meget idealistisk projekt, fordi de midler, der skal til, bryder med stort set alle de systemer og strukturer, der er bygget op på det danske arbejdsmarked.

Som det konkluderes i den norske rapport: Forhandlingssystemet opretholder stabile (og uretfærdige) lønrelationer mellem mænd og kvinder. Det er altså selve den - kongelige, fristes man til at sige - danske aftalemodel, som kvinderne i den offentlige sektor er oppe imod.

At faggrupperne internt på arbejdsmarkedet selv skal kunne finde ud af at omfordele i forhold til kvinderne, er stort set utænkeligt. Tværtimod er Dennis Kristensen blevet voldsomt upopulær internt i fagbevægelsen, og de grupper, der allerede har indgået forlig, har advaret mod, at FOA og sygeplejerskerne får noget ud af deres konflikt. I mange år har lønmodtagersiden i de offentlige forhandlinger organiseret sig i forhandlingsfællesskaber netop for at stå sammen og ikke blive spillet ud imod hinanden i forbindelse med armlægningen med de offentlige arbejdsgivere. Og det har givet pote og gode generelle forbedringer. Men FOA satsede denne gang på at hjemtage gevinsten af den offentlige sympati og valgte tidligt at bryde ud af KTO-fællesskabet for at satse på regeringens og et flertal i Folketingets velvilje.

Derfor er en lønkommission efter norsk model blevet den foretrukne løsningsmodel, i erkendelse af at det aldrig vil lykkes internt på lønmodtagersiden at mobilisere så stor solidaritet til fordel for de lavtlønnede kvindefag, som FOA har sat næsen op efter.

Men en kommission, som udstyres med en offentlig bevilling, der skal rette op på lønforskellene, vil betyde et alvorligt brud med selve den inderste kerne i det danske overenskomstsystem - forhandlinger om løn. Skal der ændres på lønstrukturer i det omfang, som FOA forestiller sig, så kræver det en regering og en regeringskommission, som er villig til at tage de slagsmål, som følger med - eller en samlet fagbevægelse, som centralt beslutter, at ligeløn er det vigtigste mål lige nu.