Der er langt fra rocktøsen Marianne Faithfull, der var med til at tegne swinging-London i 1960'erne, til den mere end midaldrende husmor, Maggie, hun spiller i Sam Garbarskis drama Irina Palm. Maggie, der mistede sin mand flere år tidligere, og nu kun har sin søn, svigerdatter og lille barnebarn, Ollie, tilbage, bor i en søvnig forstad til London og bruger sine dage på at tulle rundt og spille kort med sine sladderagtige veninder.
Ollie er meget syg, og familien er ved at løbe tør for penge og muligheder for at få ham kureret, da de får at vide, at der måske er en kur at finde i Melbourne, Australien. Men da hverken Maggie eller hendes søn kan låne mere i banken, skal der utraditionelle midler til for at finde en løsning.
Ved et tilfælde ender en trist Maggie uden for en sexklub i Londons Soho-kvarter. Klubbens ejer, Miki (Miki Manojlovic), søger værtinder, en eufemisme, forklarer han, for prostituerede. En chokeret Maggie, der på mange måder har levet et beskyttet liv, bliver tilbudt et job som pikspiller i Mikis klub - det foregår gennem et hul i væggen - og hun indvilger modvilligt, fordi pengene er rigelige. Under scenenavnet Irina Palm tager hun fat og bliver hurtigt et tilløbsstykke, for hun har nemlig gode, bløde hænder, hende Maggie.
Et helt liv
Der er ikke mange overraskelser i Irina Palm, men der er flere ømme stunder og sjove øjeblikke, som da Maggie bliver indført i pikspilleriets hemmeligheder og udtrykket i hendes ansigt, da hun selv skal prøve for første gang. Det er ikke mindst denne fish-out-of-water-historie og Marianne Faithfulls afdæmpede og alligevel udtryksfulde præstation, som gør Irina Palm værd at se.
Faithfull er måske ikke nogen stor skuespillerinde, men med et minimum af gestik og mimik får hun os til at tro på Maggie som et ganske almindeligt menneske, der aldrig rigtig har levet eller realiseret sine drømme, og som altid har skullet tage sig af andre, først sin mand og sin søn, siden både sønnen og barnebarnet. Hun lever så at sige gennem dem, hvorfor hun også er villig til at gå til ekstremer for at hjælpe Ollie.
Der står et helt, ikke videre spændende liv prentet i hendes slidte og alligevel tiltrækkende ansigt, og det er sikkert det - og så hendes livskraft mod alle odds - der får den vrisne Miki til at falde for Maggie og afsløre en mere venlig og smilende side af sig selv.
En lille bombe
Maggie selv begynder at live lidt op i mødet med det for hende uhørt fremmede og til at begynde med lidt skræmmende miljø i Soho og sexklubben. Stedet er alt det, hendes tidligere liv og den grå forstad, hvor hun bor, ikke er, hvilket Sam Garbarski også visuelt sørger for at understrege med sine prunkløse billeder.
Der er endnu en meget morsom scene mod slutningen af filmen, hvor Maggie, der lider af pikalbue - en variation af tennisalbue - endelig fortæller sine nævenyttige veninder - der vel egentlig blot er bekendte - hvad hun laver, og de med lige dele chok og fascination vil vide mere, f.eks. om størrelsen på de pikke, hun spiller af.
Efter at have kastet denne bombe i det lille, snobbede miljø, kan Maggie endelig lægge den del af sit liv bag sig.
Man kan diskutere, om Sam Garbarski hopper over, hvor gærdet er lavest i sin lune skildring af det snuskede sexmiljø i Soho, men i det mindste forsøger han ikke at sælge os myten om den lykkelige luder eller den lede pimp.
Irina Palm. Instruktion: Sam Garbarski. Manuskript: Philippe Blasband, Martin Herron og Sam Garbarski. Tysk-fransk-engelsk (Dagmar og Grand i København og Café Biografen i Odense)
