Som var det Jesu genkomst på jord, skortede det ikke på luftige ord, da DR tirsdag sikrede sig et regulært mega-scoop: "En historisk udmelding ... ", "et eksklusivt interview ... ", "Ane Mærsk Mc-Kinney Møller Ugglas første optræden på tv..."
Og vel er det da en bedrift, at en stenrig 94-årig skibsreder giver et tv-hold fra DR tilladelse til at stå i regnvejret på trappen op til hans villa i Svendborg og vente på ham.
Åbenbart havde DR-journalisterne fået tildelt en fast plads på villatrappen, som de ikke måtte vige fra.
I hvert fald kunne seerne andægtigt i starten af det fem-seks minutter lange "eksklusive interview" gennem kameraets zoomlinse se den 94-årige skibsreder sammen med sin yngste datter gå op af trapperne til Villa Anna. Far og datter agtede nemlig at gense barndomshjemmet efter en vel overstået generalforsamling.
"I står jo og bliver våde," som den 94-årige gemytligt sagde til tv-holdet, da han var gelejdet op af trappen.
Havde ventetiden på villatrappen været lang og regnvejrsvåd for DR-journalisterne, kvitterede de til gengæld med saft- og kraftfulde spørgsmål til den 94-årige:
- Hvordan føles det at være tilbage i Svendborg, hvor det hele startede?
- Hvad betyder Villa Anna for Dem?
- Hvor tæt følger De i det daglige selskabet?
- Er det dejligt at se, at aktionærerne føler taknemmelighed?
Efter dette indledende kryberi nåede DR så frem til dagens scoop: Den 94-årige har sikret arvefølgen ved at udpege sin yngste datter til de bestemmende poster i det enorme kludetæppe, der udgør Mærsk-imperiet.
DR's hjemmeside beskriver den 94-åriges "historiske udmelding" med disse ord:
"DR Nyheder spørger Mærsk Mc-Kinney Møller, hvilke tanker han har gjort sig om sin datters fremtidige rolle i virksomheden. Hun er i dag næstformand i Almenfonden og næstformand i bestyrelsen.
"Ligger der ikke et svar i de stillinger, hun har, og de poster hun besætter," lyder det fra Mærsk Mc-Kinney Møller som svar.
- Men generationsskiftet er sikret og er på plads?
"Det må fremtiden vise."
- Men det ser ud til det?
"Ja, det gør det måske."
- Ane, hvilke tanker gør De Dem om de udfordringer og det pres fra omverdenen, som De vil blive mødt med?
"Det vil jeg egentlig ikke svare på i dag. Jeg har en livslevende farmand her ved siden af mig, og derfor vil jeg ikke kommentere mere," siger hun."
Oven på en så artig udveksling af høfligheder kan det næppe undre, at DR-journalisterne kvitterede med et højlydt "Vi lytter gerne", da skibsrederen takkede dem for at være mødt frem.





Per Vadmand
2. maj, 2008 #
Gad vide, om oldingen havde fået et hjerteslag, hvis man havde stillet ham et relevant spørgsmål om fx. olieindtægter.
Det ku ha været forsøget værd.
Heinrich R
3. maj, 2008 #
Der er ingen grund til at stille spørgsmål om olieindtægterne, Per :-)
Det er en uopsigelig aftale, som kommende folketing ikke blot kan opsige eller ændre. Selv Grundlovens bestemmelse der skulle hindre sådanne begrænsninger, er blevet brudt for at tækkes Hr. Møller.
Naturligvis bæver medier og journalister overfor en person med en sådan magt. Man risikerer jo, at blive blacklistet hvis man ikke opfører sig som Hr. Møller ønsker og har iscenesat.
Det er ynkeligt, latterligt og beskæmmende at betragte en sådan leflende ydmyghed.
Adam Qvist
6. maj, 2008 #
Eavl, I er bare daarlige tabere - Jeg har kun respekt til overs for en saadan nobel mand, der har kaempet sig vej til tops og nu er en af verdenens mest magtfulde individer. Desuden er det ikke et tegn paa leflende journalistik. Helt aerligt, vi maa da acceptere og i saerdeleshed kraeve at medierne er balancerede og tager hoejde for hans alder.
Al den pessimisme, der gennemsyrer venstrefloejen ligger udelukkende i at I er fuldstaendig udenfor indflydelse.
Jeg er stolt, holder panden rejst og vinker med mit blaa-hvide flag.
Heinrich R
6. maj, 2008 #
Adam Qvist,
Jeg har intet mod Mærsk Mc-Kinney Møller, eller de virksomheder og fonde han har lod og del i. Jeg har intet mod deres handling. Jeg har intet mod den særlige virksomhedskultur. Absolut intet. Og jeg har heller ikke ondt i nogen legemsdele over at Møller og hans emperie har magt, indflydelse og penge.
Men jeg har noget imod, at medierne giver den gode Hr. Møller særbehandling. Jeg har noget imod mediernes berøringsangst. Jeg har noget imod at også politikere lider af berøringsangst. Eller er det blot "angst", rent og skært? Dét er ganske enkelt vammelt.
Men hatten af for Hr. Møller. Han er noget særligt og ekstraordinært. Men derfor er der jo ikke grund til at lefle for manden, som om han var brutal despot man frygter eller en bedaget og skrøbelig patriark man ikke vil såre.
Kim Vibe
6. maj, 2008 #
Problemet er, at han også sidder på de erhvervstunge aviser, der er de eneste, der har format til at kunne grave skeletterne ud ad skabet.
Der er en grund til at Børsen ikke har kastet sig over AP for længe siden.
Heinrich R
6. maj, 2008 #
Helt enig, Kim Vibe.
Det er givetvis meget der sikkert er værd at undersøge. Helt tilbage til første halvdel af 1940'erne, for at nævne noget der helt sikkert er kød på...
Men det der får alt til at vende sig i mig pt, er når Mærsk McKinney Møller bliver behandlet i medierne som var han en mellemting mellem Josef Stalin og Nelson Mandela. Sådanne omgangsformer hører ikke hjemme i Danmark, iflg. mine begreber.
Per Vadmand
7. maj, 2008 #
Berlingske er et godt eksempel på, at den fine mand ikke er bange for at bruge rå kapitalmagt, hvis nogen begynder at pille ved glorien.
At manden er rablende megaloman, ses også af hans insisteren på at få bygget sit mausolæum lige over for Amalienborg. (Hvilket sam,tidig viser mandens manglende smag).