Sidste gang vi troede på fremtiden

Det er 40 år siden ungdommen for sidste gang troede på fremtiden. De krævede fremtiden. Gjorde oprør. Kastede med sten. Fik tæsk og tåregas. Satte ild i gaderne og dannede fælles front i hele verden. Alt sammen for at gøre krav på fremtiden. I dag har vi kun nostalgien tilbage.

Og i øjeblikket fyger minderne gennem luften. I denne måned er det præcis 40 år siden, studenteroprøret blev indledt i Paris, og det markeres massivt med debatarrangementer, avisartikler, dokumentarfilm og bogudgivelser i hele verden. Alene i Frankrig er der udgivet mere end 100 bøger om '68, og også Københavns Universitet, der dannede ramme om det danske studenteroprør, mindes i øjeblikket de gode gamle dage. Den tidligere oprørsleder i Paris, Daniel Cohn-Bendit, og den tidligere tjekkiske premiereminister, Petr Pithart, der spillede en central rolle i Prag-foråret, var således talere ved debatmødet Medbestemmelse i denne uge i universitetets festsal.

Både nuværende og tidligere vrede studerende fyldte salen ud. Den tidligere generaldirektør i DR Christian Nissen sad på forreste række og underholdt et par venner med historier fra dengang, han var formand for studenterrådet, og ved døren delte studerende flyers ud med overskiften "Medbestemmelse - sig mig hvad fanden snakker I om?". Men hverken Cohn-Bendit eller Petr Pithart var ude i noget nostalgisk ærinde. For dem var '68 alvor, og på hver deres måde tog de alvorligt afstand fra store dele af oprøret.

"Jeg har forandret mig. Verden har forandret sig. Universitetet har ændret sig, og '68 er forbi," siger Daniel Cohn-Bendit, der stadig holder taler som om han står på en ølkasse ved Bastillen, selv om han har besteget den højt hævede talerstol i København Universitets festsal.

"Don't Cry Baby. Det er slut. 68 er død. Det er ikke mere. Det er fortid, og vi kan ikke bruge '68 til noget i dag. Times are 'A changing. Det er ikke de samme problemer verden har, og vi kan ikke bruge de samme værktøjer til at komme videre. I Frankrig brugte man to århundrede på at glemme revolutionen, og jeg har lovet min søn, at jeg vil nå at glemme 68 inden jeg dør."

Røde Danny

Franskfødte Daniel Cohn-Bendit gik i 60'erne under tilnavnet Røde Danny og blev af det franske politi betragtet som en af de største trusler mod det bestående samfund. Senere gjorde han politisk karriere hos Die Grünen i Tyskland, og i 1994 blev han stemt ind i Europaparlamentet for partiet. Herfter vendte han tilbage til fransk politik, hvor han for de grønne fortsatte karrieren i EU. I dag er han leder af de europæiske grønne partier.

Cohn-Bendit har i dag svært ved at pege på en politik, der bandt '68-oprøret sammen. Prag, Berlin, Chicago eller Paris, det var ikke ideologi, der skabte fællesskabet. Det var en følelse. Og følelser kan flytte verden.

"Vi ændrede verden radikalt - ikke kun til det bedre, men vi ændrede den. I 60'ernes Frankrig var det for eksempel ikke muligt for en kvinde at åbne sin egen bankkonto eller tage et arbejde, og det ville være komplet utænkeligt at USA ville nominere en sort præsidentkandidat. Vi tog nogle enorme skridt dengang, men det var kun en begyndelse."

Det var kun værdierne, der blev rykket, mener Cohn-Bendit, og i dag er han lykkelig for, at oprøret ikke fik held til endeligt at vælte den franske regering eller rykke noget politisk.

"Det var ikke en teoretisk ting, der ændrede sig. Det rørte sig ikke og heldigvis," siger han og tager klart afstand fra ideologierne.

"Teoretisk set var vi direkte sindssyge. Vi var indskrænkede, forstokkede og naive. Til demonstrationer så du store bannere med billeder af Mao, mens man råbte op om frihed. Man tilbad diktaturer som Cuba og Nordkorea og så op til totalitære styreformer, samtidig med at vi havde en dybtfølt antiautoritær holdning. Vi vandt socialt og menneskeligt, men tabte stort politisk - og gudskelov."

$SUBT_ON$Den positive sindssyge

Der var dog positive sider af studenternes sindssyge, mener Cohn-Bendit.

For med de åbenlyse konfrontationer blev oprøret også en dekonstruktion af den kommunistiske illusion. Det blev tydeligt, at kommunismen ikke var bedre end nazismen, selv om det tog lang tid at forstå konsekvenserne af den totalitarisme, forklarer han. Efter studenteroprøret blev det også klart for de fleste, at verden i dag er langt mere kompliceret end 'enten eller', og at man dengang kunne tro på en bedre fremtid i sin uvidenhed, mener Cohn-Bendit.

"Det var meget nemmere at være ung dengang. Man kunne tro på fremtiden. Aids, global opvarmning, arbejdsløshed, globaliseringen og integrationsproblemer. Vi anede ikke, hvad der ventede os. Vi kendte det ikke. Vi troede på bedre tider," siger han og tegner et mørkt perspektiv.

"Når ungdommen i dag taler om No Future har de ret. Vi sagde giv os fremtiden. I dag siger de, hvilken fremtid? Og de har ret. Desværre."

Folkebevægelsen har ikke ret

Cohn-Bendit stod som leder af de studerende i Paris og oplevede derfor oprøret fra en anden kant end Petr Pithart, der stod centralt i det såkaldte Pragforår, der endte brat, knust under russiske kommunistiske tanks. Petr Pithart var selv tidligere kommunist, men efter russernes indtog i Prag, blev han en af de skarpeste kritikere.

"Vi så oprøret i Paris som naivt og forkælet," siger Petr Pithart.

"Vore oprør var begge oprør mod autoriteter, men der var en væsensforskel. I gjorde oprør mod parlamentarismen, mens vi kun kunne drømme om den. Senere kunne jeg godt se, at vores oprør også var naivt, og på den måde fandt vi efterfølgende et fællesskab. Naiviteten og troen på fremtiden - det havde vi tilfælles. Det var desværre sidste gang nogen troede på fremtiden. Ikke engang i '89 troede vi på fremtiden. Vi begravede optimismen i '68," siger han og runder af med et bemærkelsesværdigt "undskyld, mig". Folkebevægelsen har ikke ret. Dabatten i salen blev ført an af en velforberedt studerende blandt publikum. Han havde sin egen agenda og var ikke tilfreds med herrernes selvransagelse. For ham var '68 stadig lige så levende og brugbar i dag. Det var bare '68'erne, der havde solgt ud, forklarede han beklagende og mente, at det var ironisk, at Cohn-Bendit, der i sine unge dage kæmpede for demokrati og frihed, nu sad i EU parlamentet, der ifølge den studerende var et udemokratisk og lukket projekt. I stedet efterlyste han folkebevægelser. Kritikken vækkede den gamle brandtaler, der tilsyneladende er godt trænet i at svare på netop den anklage. En endeløs svada fulgte.

"Hvis jeg havde fortalt mine forældre i 1950, at man inden for 40 år ville få en verden, der bandt hele Europa sammen, ville de tro jeg var blevet skør. Hvis jeg havde fortalt dem, at man kunne opløse grænser i hele Europa ville de le. Vi har taget gigantskridt med EU. Det er ikke den færdige løsning. Vi har meget, vi skal nå og gøre bedre, men vi har flyttet os. Verden har flyttet sig," begynder Cohn-Bendit og hæver stemmen. "EU er ikke udemokratisk. Det er det bedste værktøj til at imødekomme moderne politik. Tag EU's integrationsregler. De er langt mere åbne og demokratiske end hvad dette lille land har indført af racistiske og selvgode regler. Danmark er lukket om sig selv. Ikke EU. Så stop den nationalisme og den lukkede tankegang. Verden er grænseløs, og i øjeblikket er der ikke et bedre alternativ til EU. Den største udfording i dag er, hvordan vi kan lære at dele."

Talestrømmen fortsætter kun afbrudt af klapsalver: "Og du taler om at lade sig styre efter folkebevægelser, men hvem skal bestemme, hvad der er en rigtig retning? Sociale bevægelser er ikke altid løsningen. Kommunismen var en social bevægelse. Nazismen var en social bevægelse. Men det gør dem ikke til rigtige bevægelser. Du mener sikkert, at den grønne bølge er eksemplet på en folkelig bevægelse. Men hvem skal bestemme, om den er mere rigtig end en racistisk folkebevægelse? I øjeblikket er et mellemstatsligt samarbejde i form af EU, det bedste svar på det."

Under debatten blev den forsagte tjekke næsten glemt, men alfaderligt fik han lov at få de sidste vise ord, der mere eller mindre direkte var rettet mod både den studerende og Cohn-Bendit.

"Jeg har lært én vigtig ting af '68. Man må aldrig blive et offer for sin egen retorik."