En fransk forbindelse mellem menneske og verden

Det er verden, der bestemmer menneskene. Eller det er menneskene, som bestemmer verden. Det er en af de ældste diskussioner, som synes at finde nye formuleringer for hvert århundrede. Det kan være 'historien', som styrer menneskene. Det kan være kognitive strukturer, sproglige skemaer eller den økonomiske basis, som defineres som det sted, hvorfra menneskers vilkår og forestillingerne om deres vilkår regeres. Der er altså mange ord for 'verden' i den gamle ligning, som aldrig går helt op.

Det kan på den anden side af ligningen være 'subjektet', 'selvet', 'det transcendentale jeg' eller viljen, som bestemmer de objektive vilkår. Det kan også være det 'evige i selvet', som unddrager sig historien, der udlægges som det vigtigste.

Den første position kan pædagogisk kaldes 'objektivisme', og den anden ligeså pædagogisk resumeres som 'subjektivisme'.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu noterer i hovedværket Den praktiske sans fra 1980, som nu foreligger i en strålende dansk oversættelse ved Peer F. Bundgaard, at når begge positioner bliver ved med at gøre sig gældende, kunne det tyde på, at de begge afdækker noget, som forbliver skjult for den anden. Det er en diskussion, som ikke kan 'vindes'. Det gælder for Bourdieu om at oversætte det fundamentale enten-eller til et både-og.

Og som han i den glimrende samling af kortere tekster, der nu under Pierre Bourdieu - centrale tekster inde for sociologi og kulturteori udkommer som en slags introduktion til hans værk: "Den mest konstante og, i mine øjne den vigtigste, intention, har været at overskride modsætningen" mellem objektivisme og subjektivisme.

Man kan i det perspektiv se Bourdieus fortløbende udvikling af begreber som habitus, felt, praksis og disposition som forsøg på blotlægge dialektikken mellem objektive vilkår og subjektive forestillinger om disse vilkår.

Videnskab og klasse

Pierre Bourdieu var studerende og indledte sin karriere som sociolog på et tidspunkt, hvor to positioner dominerede det intellektuelle felt i Frankrig. Der var på den ene side strukturalismen, som i forlængelse af Ferdinand de Saussures lingvistiske afdækning af sproget som et "system af forskelle" og Claude Lévi-Strauss' strukturalistiske antropologi orienterede sig mod strukturer, som menneskenes tanker var bestemt af, og som de sprogligt 'udførte'. Strukturalismens privilegerer således objektive strukturer.

Der var på den anden side Jean-Paul Sartres eksistentialisme, som hævdede, at mennesket grundlæggende er fordømt til absolut frihed. Hvis menneskene forklarer deres liv ud fra de sociale vilkår skyldes det i følge Sartre, at de er bange for 'friheden' og lider af 'ond tro'. En tredje position, som kan bestemmes som en subjektivisme, er fænomenologien, der tager udgangspunkt i menneskenes egne forståelser og fortolkninger.

Selv var Bourdieu som ung studerende inspireret af strukturalismem, fordi den brugte redskaber, som gjorde en objektiverende bevægelse i samfundsvidenskaben mulig. Men strukturalismens problem bliver, at den forveksler modellens virkelighed med virkelighedens model eller sagt med et Marx-citat, som Bourdieu genbruger flittigt i hele sin produktionen: Den forveksler logikkens ting med tingenes logik. Den overfører sine egne tankeskemaer til de mennesker og den virkelighed, den undersøger, som om de subjektivt levede efter de skemaer, som man objektivt kan rekonstruere. Den risikerer at se menneskenes handlinger som svar på logiske spørgsmål, som de slet ikke selv oplever, fordi de er stillet af den videnskabelige iagttager. Forskeren anskuer ifølge Bourdieu verden som en forestilling på en scene og ser ikke, at folk ikke lever efter den samme optik. Forskellen mellem forskerens distancerede blik og den levende aktørs hverdagspraksis er også en forskel i social klasse: De, der befinder sig i samfundets øverste lag, anlægger naturligt et distanceret blik, hvorimod andre positioner i samfundet ser praktisk på tingene. Forskeren har en anden "afstand til nødvendighed" end mange af de mennesker, som er genstand for forskningen. Hvis man ikke anerkender denne forskel i blik som klasseforskel, ser man ifølge Bourdieu slet ikke de kampe, der hele tiden finder sted, og som handler om at bestemme den naturlige måde at se samfundet på:

"Samfundsvidenskabernes genstand er en virkelighed, som omfatter alle de individuelle og kollektive kamp, som søger at bevare eller forandre virkeligheden, og navnlig dem, hvis anliggende er den legitime definition af virkeligheden, og hvis i egentlig forstand symbolske effektivitet kan bidrage til bevarelse eller omstyrtelsen af den etablerede orden, det vil sige virkeligheden."

Eller som Bourdieu siger i introduktionen med den lange titel: "Kampen om klassifikationer er en fundamental del af klassekampen."

Verden og menneske igen

Bourdieus kritik af objektivisme fører ham ikke til en anti-videnskabelig position. Tværtimod. Han anfører, at den objektiverende forsker også må objektivere sin egen position. Forskningen om virkeligheden må således også være en forskning om udforskningen af virkeligheden. Den videnskabelige erkendelse må ledsages af en erkendelse af betingelserne for den selv samme videnskab.

Som kritisk svar til både objektivismen og subjektivismen anfører Bourdieu det, han kalder "den praktiske sans". Mennesket er i sin hverdagslige tilværelsen ikke regeret af rationelle kalkuler og suveræne beslutninger. Tilværelsen er ikke et teorerisk anliggende. Den daglige håndtering af det, der skal gøres, er præget af både objektive vilkår som uddannelse, løn og stilling og af den subjektive livshistorie. Hvis man spørger hverdagspraktikeren, hvorfor vedkommende gør, som han gør, vil vedkommende ikke kunne svare, fordi der netop er tale om tavse praksisteknikker, som ikke er tillært som en uddannelse. Den praktiske sans er som et kropsligt fortolkningsskema, der er med at bestemme, hvordan man tænker, iagttager andre og vurderer situationer. Både objektive omstændigheder og subjektive livserfaringer er med til at præge den praktiske sans, som er meget lettere at redegøre for teoretisk, hvis ens livsomstændigheder pludselig ændres: Arbejderbarnet, som bliver akademiker, vil få en anden indsigt, fordi forandringen inspirerer til at objektivere hans eget udgangspunkt. Selv hævder Bourdieu, at det forhold, at han er søn af en bjergbonde fra Béarn i Sydvestfrankrig langt fra Paris, har været med til at skærpe hans blik for objektivismens fejlslutninger. Det spiller givetvis også ind, at han er uddannet filosof og orienterede sig i forhold til tænkere som Leibniz, Kant og Wittgenstein, samtidig med at han arbejdede empirisk som sociolog. Det siges ofte, at der er noget særligt fransk over Bourdieus bøger, hvilket sikkert kommer af, at hans bøger er vanskelige at læse, og hans stil til tider er ulideligt krukket. Det kan dog også komme af det banale forhold, at han søger sociologiske svar på filosofiske spørgsmål, som gør ham til en udfordring for både sociologer og filosoffer. Men det er også denne konstellation, der er med til at gøre ham uomgængelig som en tænker og en betragter af den sociale virkelighed fra det 20. århundrede.