Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver

En gammel verdensbankøkonom som Stern skæver vel lidt til business as usual? Man kunne spørge ham, hvor mange arter og artsfæller han er villig til at ofre på, fx. at 1/4 af klodens befolkning har en bil, også om fyrre år, og at et lignende antal flyver på ferie med biobrændstof eller tjæresand. Det er ren bullshit, og sætter særinteresser over menneskeliv. Det bliver virkeligt svært at skjule miseren efterhånden som rædslerne eskalerer.
Hvordan bliver det, at stå op til en måske lidt for varm sommermorgen under disse omstændigheder? Mon man nyder bilturen på arbejde? Måske har man været ekstra tidligt oppe for at tjekke, om man skal fylde fryseren med mad inden inflationen løber af med ens penge. Måske bekymrer man sig om, om man har råd til en psykoterapeut for at modvirke, at ens tiltagende kynisme går ud over parforholdet, som er den sidste oase?
Kan man overhovedet falde i søvn, når de tre aber bliver til 3 milliarder aber?
Hvad skal man lære sine børn, og ville det være en god ide at investere i Ruko? Tør folk overhovedet at få børn? Eller er det ligegyldigt fordi teknologien klarer det på statens regning? Måske skulle man investere i eugenik og masseudrydelsesvåben?
Er I i det hele taget begyndt at stille jer spørgsmål? Ellers har jeg leveret lidt at starte på. Hvad er dine spørgsmål? Her er der lidt fra en mand, hvis profession det er at stille spørgsmål, men som også føler sig forpligtiget til at byde ind på nogle svar:

Tippepunkt
en klimatologs
perspektiv
af James Hansen

”Dyr er på vandring, planter følger efter.” Således skrev jeg i 2006 for at påkalde opmærksomhed om klimaændringer i anmarch. Menneskene bemærker ikke klimaforandringerne fordi de fortaber sig i dag-til-dag-ændringer, og fordi vi bebor komfortable boliger. Ikke desto mindre kan dyr og planter kun overleve inden for bestemte klimatiske variationer, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation blev nødt til at tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de videnskabelige og dramatiske vurderinger, som konstituerer en planetarisk nødsituation? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler understreger kun den planetariske nødsituation, som klimastudier stedse har afsløret med voksende klarhed.
Vores klode er faretruende nær den tærskel hvor menneskeskabte drivhusgasser når et niveau, hvor væsentlige klimaændringer kan eskalere hovedsagelig ud fra egne iboende kræfter. Igennem intensivering af H2O-cyklusen vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne kysttragedier i forbindelse med vandstandsstigninger. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en trediedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.
Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå cilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser, som er modstandere af forandringer, har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå klimaets natur og årsager for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.

Tippepunkt
Jorden opvarmes af sollyset, og temperaturen balancerer, når den mængde varme, som skyldes solindstrålingen, svarer til den mængde, som varmestrålingen sender tilbage til verdensrummet. Klimatiske drivkræfter - forbigående ændringer i Jordens energibalance - påtvinges og ændrer Jordens middeltemperatur. Klimatiske drivkræfter inkluderer ændringer i solens lysstyrke, sollysreflekterende partikler i stratosfæren fra vulkanudbrud og langtidsvirkende menneskabte drivhusgasser, som holder på varmen.
Drivkræfter forstærker eller svækker andre ændringer, kaldet feedbackmekanismer, i klimasystemet. Hurtige feedbackmekanismer, som er det umiddelbare svar på temperaturforandringen, forstærker de indledende ændringer og forårsager yderligere opvarmning. Efterhånden som planeten opvarmes vil der udløses hurtige feedbackmekanismer som vanddamp, der holder på varmen, og krympende snedække, som afløses af en mørk overflade, der absorberer sollyset.
Der findes også langsomme feedbackmekanismer. På grund af opvarmningen vil skove og kratbevoksning brede sig mod polerne og okkupere tundraen. Den ekspanderende vegetation, som er mørkere end tundraen, absorberer sollyset og opvarmer omgivelserne. En anden langsom feedbackmekanisme er den mørkere overflade på iskapperne, som følger af tiltagende fugtighed på Grønland og Vestantarktis i sommermånederne. Til slut vil den kraftige drivhusgas methan boble op efterhånden som tundraen smelter. Palæoklimatiske (klimageologi, nh) vidnesbyrd godtgør at mængden af de langlivede drivhusgasser methan, kuldioxid og kvælstofoxider øges i takt med havenes og landmassernes opvarmning. Disse positive feedbackmekanismer forstærker klimaforandringerne over årtier, århundreder og endnu længere.
Overvægten af positive feedbackmekanismer forklarer hvorfor Jordens klima i tidens løb har udvist store udsving: Feedbackmekanismer virker i begge retninger, idet de forstærker såvel nedkøling som opvarmning, de er drivkræfter. I fortiden har feedbackmekanismer givet Jordens temperaturkurve et savtakket udseende svingende mellem koldere og varmere klima, endog som svar på selv små ændringer i Jordens hældningsakse.
Det andet fundamentale kendetegn ved Jordens klimasystem, som er forbundet med feedbackmekanismerne, er havenes og iskappernes store inerti. Givet havenes evne til at optage varme, når en drivkraft som fx. en forøget mængde drivhusgasser påvirker den globale temperatur, har kun halvdelen af den endelige overfladeopvarmning vist sig selv efter to eller tre årtier. Ændringer i iskapperne foregår også langsomt, dog viser voksende vidnesbyrd at de kan sønderbrydes i løbet af århundreder, eller måske endda årtier.
Kombinationen af inerti og feedbackmekanismer resulterer i at yderligere klimaforandring allerede er ”i pipeline”: Selv hvis vi i dag ophørte med at forøge udslippet af drivhusgasser ville yderligere opvarmning indtræffe. Det er tankevækkende, når man overvejer klimaets nuværende tilstand. Den menneskelige civilisation udvikledes i løbet af Holocæn (de sidste 12.000 år). Der har været varmt nok til at begrænse iskapperne til Nordamerika og Europa, og koldt nok til at bevare iskapperne på Grønland og Antarktis. Med den hurtige opvarmning på 0,6 grad C indenfor de sidste tredive år er den globale temperatur højere end på noget andet tidspunkt i Holocæn.
Den opvarmning som allerede er indtruffet, de positive feedbackmekanismer som er sat i bevægelse, og yderligere opvarmning i pipeline, har tilsammen bragt os til et planetariske tippepunkts afgrund. Vi befinder os på tippepunktet fordi klimaets tilstand indebærer snarlige feedbackmekanismer leveret af den arktiske havis, den vestantarktiske iskappe og meget af Grønlands is. Kun få yderligere drivkræfter er nødvendige for at udløse disse feedbackmekanismer og forøge den globale opvarmning. Hvis vi træder ud over kanten, vil vi overgå til et miljø langt fra det spillerum, som menneskeheden hidtil har oplevet, og tilbagevenden vil ikke være mulig i en fremtid inden for overskuelige generationer. Ofrene ville inkludere andet end tabet af oprindelige kulturer i Arktis og forsumpning af kystbyer. En intensiveret H2O-cyklus vil forårsage både større oversvømmelser og mere omfattende tørke. I USA vil de halvtørre stater, fra det centrale Texas over Oklahoma til begge Dakotaer, blive mere tørkeudsatte og dårligt egnenede til landbrug, mennesker og det nuværende dyreliv. Afrika ville opleve voksende udbredelse af tørre områder, især i det sydlige Afrika. Store populationer i Asien og Sydamerika ville miste deres primære ferskvandsforsyninger i den tørre årstid efterhånden som gletcherne forsvinder. Et afgørende offer i denne misere vil blive den vilde natur.

Den vilde naturs tilstand
Klimaforandringerne indfinder sig samtidig med at den vilde natur er stresset på grund af andre faktorer – tab af levesteder, for stort jagttryk, forurening og invasive arter - hvilket forøger presset.
Arter vil reagere på opvarmningen med forskellig hastighed og påvirke mange andre arter gennem de økologiske vekselvirkningers væv. Dyrs og planters livscyklus, der som regel er årstidsbestemt, kan bryde sammen. Eksempler på cykliske hændelser er blandt andet blades og blomsters udvikling og når dyr bryder op og vandrer, formerer sig eller ligger i hi. Hvis arter er afhængige af hinanden på disse tidspunkter – for bestøvning eller som føde – kan den forskellige hastighed hvormed de reagerer på varmere vejr eller nedbørsændringer forårsage en omsiggribende optrævling af økosystemer.
Dyr og planter reagerer på klimaændringer ved at udstrække, indskrænke eller skifte udbredelsesområde. Isotermer, som er linier der trækkes igennem punkter med samme gennemsnitstemperatur, bevæger sig mod polerne med cirka 56 kilometer pr. årti, hvilket betyder at mange arters område flytter sig med det tempo. Nogle arter er allerede på vandring: Den røde ræv rykker ind i polarrævens territorie, og økologer har observeret, at 943 arter fra alle klasser og økosystemer har udvist målelige ændringer i deres cykler og/eller udbredelse over de sidste mange årtier. Imidlertid vil deres ruter og habitater blive begrænset af menneskeskabte forhindringer og af andre arters territorier.
Fortsat business as usual-udledning af drivhusgasser truer de mange økosystemer, som tilsammen udgør livets væv på Jorden og tilbyder et bredt spektrum af nytte for menneskeheden. Nogle arter står over for uddøen. De følgende eksempler udgør en håndfuld. Arterne i polaregnene er genstand for særlig bekymring, fordi de er i færd med at blive skubbet af planeten. Adelie- og kejserpingviner er i tilbagegang, efterhånden som vigende havis har reuceret rigeligheden af krill, som er deres føderessource. Arktis’ isbjørne kæmper allerede med den smeltende havis, hvorfra de jager sæler i de kolde måneder. Da havisen trækker sig tidligere tilbage for hvert år der går, er isbjørnebestanden i Canada efterhånden formindsket med 20%. Det gælder også antallet af hunner og de kuld de føder. Derfor overvejer US Fish and Wildlife Service at beskytte isbjørnene, men først efter at være slæbt i retten anklaget for svigtende indsats på trods af voksende beviser for, at isbjørnen kommer til at lide under den globale opvarmning.
På samme måde forholder det sig i biologisk forskellige alpine regioner, hvor livet også er i fare for at blive skubbet af planeten. Når et givet temperaturspand bevæger sig op ad bjerget bliver området med netop disse klimatiske forhold mindre og mere klippefyldt, ligesom luften bliver tyndere. Det skærper nogle alpine arters kamp for overlevelse.
I det sydvestlige USA overlever det røde mountgrahamegern, men kun på en enkelt bjergtop, en ø i skyerne, en isoleret grøn plet i ørkenen. Beskyttet som udryddelsestruet art havde bestanden af dette egern nået et antal på 500 individer, som siden er faldet til mellem 100 og 200. Tab af det røde egern vil forandre skoven fordi dens efterladenskaber er fødekilde og levested for jordegern, studsmus og almindelige mus.
Det røde grahamegern bliver udsat for et nyt klimatisk stress i form af øget varme og tørke og i form af flere brande. Varmestressede skove er sårbare over for langvarige billeangreb og katastrofebrande. Nedbør forekommer stadig, men den er uregelmæssig og voldsom, ligesom tørkeperioderne er mere intense. Det får skovbrandene til at forløbe voldsommere, så de nedre områder af skoven ikke kan nå at gendannes.
I havets verden lider også den kødædende havskildpadde. Disse store dyr vender tilbage til strandene hert andet eller hvert tredje år for at begrave en klase æg. Efter to måneder klækkes skildpaddeungerne og skynder sig forsigtigvis mod havet kun for at stå ansigt til ansigt med myriader af rovdyr. År med fredning og arbejde for at beskytte skildpadderne på deres største redeområde, en 32 kilometer lang kyststrækning i Florida, syntes at have stabiliseret bestanden i Sydflorida. Men klimaforandringerne har udsat dem for en ny stressituation. Floridas strande forsynes i voksende udstrækning med diger til beskyttelse mod stigende vandstand og storme. Sandstrandene på havsiden af digerne er begrænsede og kan gå tabt hvis vandstanden stiger betragteligt.
Nogle dyr synes mere tilpasningsdygtige til klimaændringer. Bæltedyret, som er en gammel art, der har eksisteret i mere end 50 millioner år, er sandsynligvis i stand til at øge sit udbredelsesområde mod nord i USA, men det usagte svar på klimatruslen mod det røde grahamsegern og andre arter – fra den brune bjørn, som kan blive nødt til at finde nye føderessourcer i forårsmånederne, til den isolerede snestudsmus i de sydspanske bjerge, er business as usual-afbrænding af fossile brændsler. Forudset opvarmning på op til flere grader celsius vil helt sikkert forårsage masseuddøen. Tidligere store varmeperioder i jordens historie, hvoraf den seneste fandt sted for 55 millioner år siden under udledning af store mængder methanhydrater fra Arktis, resulterede i uddøen af halvdelen eller mere af de arter, som dengang fandtes på planeten.
Ville det røde grahamsegern og snestudsmusen kunne overleve, hvis vi transplanterede dem til et højere bjerg? De ville være nødt til at konkurrere med andre arter om nicherne i det trævlede net af interaktioner, der har udviklet sig mellem arter og økosystemer. Hvad er udsigten til at vi kunne forstå, endsige genskabe disse komplekse relationer, som skaber økologisk stabilitet? ”Assisteret spredning” har således en tvivlsom fremtid. Den bedste chanche for alle arter er menneskets bevidste stræben mod et alternativt energiscenario, som stabiliserer klimaet.

Planetens tilstand
Der er et stort gab mellem hvad, der i det videnskabelige samfund er forstået om global opvarmning, og hvad der er forstået om global opvarmning iblandt de, der nødvendigvis må vide: offentligheden og beslutningstagerne.
En stedse mere faste videnskab peger på en truende planetarisk nødsituation. Det farlige niveau for kuldioxid, som vil igangsætte uundgåelige forandringer, er højest på 450 milliontedele (ppm), men kan meget vel være mindre. Koncentrationen af kuldioxid er allerede øget fra et førindustrielt niveau på 280 ppm til 383 ppm i 2007, og den vokser nu med ca. 2 ppm om året. For at undgå at igangsætte en ustoppelig global opvarmning, er vi tvunget til at skabe afgørende ændringer inden for 10 år.
Vi må øjeblikkeligt tage vare på kuldioxidudledningen. Global industrialisering, først drevet af kul og sidenhen af olie og gas, resulterede i forurening fra fossile brændsler som chokerede London, satte ild til en flod i USA og skadede skovene med syreregn. Vi er ved at løse disse forureningsproblemer, men vi fik ikke has på dem, før de ramte os med fuld styrke. ”Vente og se”-attituden, med oprydning efter miseren, vil ikke virke, når det drejer sig om kuldioxidudledningen og klimaændringerne på grund af forsinkende effekter, opvarmning som allerede er i pipeline, og tippepunkter. Hvis vi på den anden side ignorerede udledningerne, ville vi åbne for katastrofale klimaændringer.
I stedet må vi beslutte os for at bevæge os hurtigt til næste fase af den industrielle revolution, til gavn for avanceret teknologi, og til gavn for opretholdelse af atmosfæren, og derfor også naturens undere. En gennemgang af grundlæggende kendsgerninger om fossile brændsler klargør, hvorfor skiftet snart bør ske. Baseret på den anslåede kuldioxidmængde oplagret i samtlige tilbageværende forekomster – medregnet olie, gas, kul og ukonventionelle brændsler i form af tjæresand, tjæreskifer, tung olie og methanhydrater – ville alene afbrændingen af olie- og gasressourcerne få kuldioxidindholdet til at stige til 450 ppm. At afbrænde også kul og ukonventionelle fossile brændsler, som det allerede planlægges af energiselskaberne, ville bringe kuldioxidniveauet op på langt højere op.
For at forstå begrænsningerne mht. fremtidig anvendelse af fossile brændsler, er det nødvendigt at være opmærksom på kulstofkredsløbet. Det er kendetegnet ved, at havet straks absorberer en del af kuldioxidudslippet, men efterhånden vil det ske langsommere, når mere optaget kuldioxid udøver et ”modpres” (mætning, nh). Yderligere optag af kuldioxid er afhængig af opblandingen med det dybe ocean og af udfældning i sedimenter på havets bund. Det betyder, at cirka en trediedel af kuldioxidudslippet forbliver i atmosfæren i hundrede år og kun er reduceret til en fjerdedel efter 500 år. Kuldioxid, stadig til stede i atmosfæren fra den industrielle revolution, pålægger Europa og USA en tung skyld. Kulstofreservoirer og havets evne til at transportere kuldioxid er vigtige grænsebetingelser når vi skal udarbejde løsninger på klimakrisen. Vi kan kun afværge planetariske ændringer – sluttelig sønderbrydning af iskapperne og masseuddøen – hvis den planetariske energibalance bliver genskabt ved en acceptabel globaltemperatur. Temperaturer skifter fra år til år, men øger med 0,2 grad C pr. tiår. Selvom vurderingerne af tilladelig opvarmning vil blive raffineret efterhånden, som vores viden forøges, er udfaldet af velbegrundet videnskab, at den ”sikre” globale temperatur ikke bør ligge højere end 1 grad C over den globale temperatur i år 2000.
Denne grænse på en grad, for yderligere opvarmning, svarer til den ovennævnte ramme på ca. 450 ppm. At bestemme denne kuldioxidramme mere præcist er kompliceret på grund af andre menneskabte forstærkninger, specielt methan, kvælstofoxider og ”sort sod”. Et alternativt scenarie tillader fx. kuldioxidindholdet at toppe ved 475 ppm, fordi det forudsætter store methanreduktioner. Ikke desto mindre vil mængden af menneskabte svovlaerosoler (reflektive partikler med stærkt kølende effekt) sandsynligvis formindskes og herved ophæve methanreduktionerne. Derfor er 450 ppm en god tilnærmelse for det højest tilladelige CO2-tryk. Faktisk kan det være for højt sat, hvis det nylige istab på Antarktis er skriften på væggen.
Eftersom vi risikerer at nå de 450 ppm inden for tyve til tredive år, skulle vi være inspireret til at ændre vores energisystemer. Baseret på de herskende grænsebetingelser er det følgende en firepunktsstrategi for at undgå klimaforandringer.

1.Brug af kul og ukonventionelle fossile brændsler må begrænses til de tilfælde hvor kuldioxiden indfanges og opbevares i geologiske formationer. De eksisterende kulkraftværker skal udfases over de nærmeste årtier.

2.En pris på kul og effektivitetsstandarder skal indføres. Idet vi anerkender de fossile brændslers usædvanlige koncentration (tilgængelighed, nh) og mobilitet, som næsten ingen andre energiformer kan konkurrere med, består den praktiske vej mod en æra hinsides fossile brændsler i at indføre en moderat, men stigende kulpris. Etableringen af denne pris kan ske ved en beskatning af fossile brændsler eller ved et system med rationering og omsættelige udledningskvoter, som begrænser ofrene for de, der har dårligst råd. Eller ved en kombination af de to metoder. Dette vil lade fossile brændsler betale for de miljømæssige skader, mens den resterende gas og olie strækkes til at imødekomme bæredygtig økonomisk vækst. Visheden om stigende priser vil inspirere industrien til fornyelser og reducere tilbøjeligheden til at udnytte ukonventionelle fossile brændsler med højt kuldioxidudslip, som fx tjæreskifer. Dertil behøver vi ægte effektivitetsstandarder for køretøjer, bygninger og belysning. Vi er nødt til at fjerne barrierer for energieffektivitet, som fx. de fleste apparatfabrikanters politik med at fremme energikonsumption frem for besparelser.

3.Vi er tvunget til at tage skridt mod at trække kuldioxid ud af atmosfæren. Land- og skovbrugsmetoder, som forøger tilbageholdelsen af kul i jorden og i biosfæren skal støttes. Biobrændselsanlæg med kuldioxidrensning kan trække den menneskeskabte kuldioxid ud af atmosfæren og begrave den under jorden. Kuldioxid kan opbevares under havsedimenter og på andre sikre geologiske lokaliteter.

4.Vi må tage skridt til, ved hjælp af streng regulering, at reducere andre forstærkninger end kuldioxid, især ”sort sod”, methan og ozon ved jordoverfladen.

International implementering af disse forholdsregler kræver indrømmelse af ansvar. På grund af den lange levetid som kuldioxid har i atmosfæren, bærer Europa et stort ansvar. Men USA’s ansvar er mere end tre gange så stort som nogen anden nations, og vil vedblive at være det største ansvar i endnu adskellige årtier, selvom Kina vil overgå USA i udledningsvækst inden for et par år.
Desværre er forudsætningerne for at undgå globale katastrofer ikke bredt accepteret: Tyskland har tænkt sig at erstatte atomkraftværker med kul. Men Europa, USA og andre udviklede lande burde vedtage et moratorium for nye kulfyrede kraftværker indtil kulfiltrering og opbevaring er på plads. Dette kan ikke vente til lignende restriktioner er praktisable i Kina og Indien. Vores ansvar for klimaforandringer og per capita-udledninger i USA, Canada og Australien er i særklasse sammenlignet med Indiens og Kinas og fastlægger de moralske forpligtelser.
Samtidig burde Kina og andre udviklingslande bulldoze forældede kulkraftværker og erstatte dem med udelukkende den nyeste teknologi. Storme og oversvømmelser forårsaget af klimaforandringer vil ramme udviklingslandene hårdest, fordi de fleste megabyer nær havets overflade er beliggende i disse lande. Dette faktum skulle give Kina og Indien incitament til at få styr på klimaforandringerne.
Energieffektivitet i fremtidens køretøjer er også vital. Californiens krav om 30% forbedring af energieffektiviteten er værdifuld. Modsat gør en foreslået energiplan, der kræver 20% bioethanol, hovedsageligt udvundet af majs, iblandet bilbrændstoffet mere skade end gavn. Den vil kun bidrage lidt til reduktion af udslippene, fordi ethanolproduktionen er meget energikrævende og forringer kulstofs bindingen i jorden. Der findes måder, hvorpå vedvarende eller andre CO2-fri energiformer eventuelt kunne drive køretøjer, men halve løsninger burde ikke dikteres uden passende videnskabelige indsigelse til at afbalancere de agroindustrielle kapitalinteresser.
Under den forudsætning kan biobrændstoffer spille en vigtig rolle i vores energifremtid. Som indfødt fra Iowa holder jeg af at forestille mig Midtvesten undsætte medborgere, som er truet af stigende verdenshave. Lokale græsser, evt. forbedrede sorter, vil, dyrket på passende måde, kunne trække CO2 ud af atmosfæren. Prærierne kunne bidrage, hvis vi haster med at løse klimaproblemerne før supertørken rammer dem. Investeringer og forskning i biobrændsler bør fortsætte, men med input fra videnskabs- og fredningsfolk, da visse regerings- og industriplaner for produktion af biobrændsler vil resultere i mere skovrydning til olie- og soyaplantager med konsekvenser for naturen.

Et afsluttende billede
Jordens palæoklimatiske vidnesbyrd fortæller os, at atmosfæriske drivhusgasser nu er tæt på det farlige niveau, hvor tippepunkter bliver uundgåelige. Vi kan vælge et spor, hvor vi vender drivhusgassernes vækst, og straks ændrer vores energistrategi. Det var et skridt i den rigtige retning da USA’s højesteret besluttede, at Miljøbeskyttelseskontoret kan og skal regulere udslippet af drivhusgasser. Uanset hvad, så er langt mere nødvendigt.
Som jeg ser det, har særinteresser udøvet en utilbørlig magt over vores regeringer, og således fremmet diminuitive foranstaltninger og vækst i forbrug af fossile brændsler, snarere end tilvejebringelse af de nødvendige investeringer.
USA’s regerings medskyldighed i forhold til særinteresser blev tydelig da, under en arbejdende konference afholdt af NASA om arktisk havis, et medlem af min gruppe foreslog, at en reduktion i udledningen af drivhusgasser kunne modvirke tab af havis. Hans antagelse provokerede en ministeriel støttepædagog til at proklamere at ”dette er uacceptabelt,” fordi det er et politisk standpunkt, selvom det beviseligt var videnskabeligt baseret. Mens udøvelse af politisk virksomhed er vore valgte repræsentanters ret, havde videnskabsfolk forbundet knudepunkterne i klimaforskningen, men blev forhindret i at kommunikere denne information. I dette tilfælde udgjorde kapitalinteresser en trussel mod vores hjemplanet og det livets væv, der bebor den.
Det er værd at forestille sig hvordan vores børnebørn vil kigge tilbage på os. Det billede, jeg frygter, viser forurenerne, the utilities (?) og automobilfabrikanterne stående i retten, hvor de kræver tilladelse til fortsat udledning af kuldioxid med henblik på sikring af kortsigtet profit. Det foruroligende ved billedet er at vi, repræsenteret ved vores regering, officielt er imod forurenerne som en stor amicus curiae (rettens ven) og argumenterer imod begrænsninger af udledningen. Er det dette billede af vores generation, som vi ønsker at blive husket for?
Vi lever i et demokrati og politikken repræsenterer vores kollektive vilje. Hvis vi tillader, at planeten krydser tippepunkter, vil det blive svært at forsvare vores rolle. Den vilde naturs tilstand ligger i vore hænder, og vi kan stadig beskytte skabningen og tjene hele menneskeheden. Et fremstød for energieffektivitet og rene energikilder vil producere high-tec jobs. Genopretning af ren luft vil blive hilst velkommen overalt. Livet på landet såvel som på planeten kan drage fordel af intelligent udvikling af biobrændsel og fornybar energi.
I frontlinien befinder miljø- og fredningsfolk sig, hvor de observerer naturen og tjener som stemme for planter og dyr, der allerede er begyndt at reagere på klimaopvarmningen. For at bevare så stor en biodiversitet, som vi overhovedet kan, er det nødvendigt at frednings- og miljøfolk forener sig med mange andre for at fremme en langt mere radikal reduktion i udledningen af drivhusgasser, end det hidtil har været anset for praktisk muligt. I modsat fald vil alpine og polare arter, koralrev og de arter, der lever i områder, der vil tørre ud, forsvinde i løbet af det næste århundrede.

Oversættelse, Niels-Holger Nielsen

Originalen:
http://www.columbia.edu/%7Ejeh1/2008/StateOfWild_20080428.pdf
Den fandt jeg her:
http://gristmill.grist.org/story/2008/4/29/134019/300
Joseph Romm boltrer sig også her:
http://climateprogress.org/’
Jeg har før forsøgt at rejse en debat om disse emner:
http://www.information.dk/156802#comment-32447
og her
http://www.information.dk/157549
Som I kan se, er vi flere, som mener at det haster.
Venlig hilsen

Jeg vil med sindsro køre videre i min Jaguar.

Kære Kim
Du har jo ikke en Jaguar, det er jo bare din drøm. Og lad det blive ved det, for med fremtidens energipriser vil den nok ruinere dig. Vi må håbe, at det bliver in at køre rundt i en (stylet) Ellert! Her kan selv du være med.

Tak de klare udsagn, Kim Vibe. Du skjuler intet for os, du pakker det ikke ind, du er dig selv.

Friheden til at være et svin og retten til at prale med det er demokratiets styrke og svaghed, en del af elendigheden og forudsætningen for forandringen mod det bedre.

Indfør en variabel CO2 afgift /CO2 moms.

jeg her helt enig med nick steern i at co2 forueningen er nok den største externality ( markeds fejl) som det moderne internasionale markdet indeholder overhovet. Derfor er løsningen også så logisk som den er enkel.

ophæv den co2 udledede energis konkurance fordel på markdet. Ved at proaktivt at bruge kvote systemet. helt enkelt det skal koste en afgift at sætte en co2 kvote på markdet og den afgift på at føre kvoten på markdet den. skal dynamisk stige år efter år med en forvendeligt beregnet takst. på denne helt enkle måde, bliver det nu løbede automatisk dyre, at bruge co2 kvoten.

For at give den co2 neutrale energi en konkurance mæssig fordel er alt energi der ikke medføre et co2 kvote køb ikke pålagt denne. ” kvote til markdeds afgift”,

Alle melllem handler med co2 afgiften omregnet i kg co2. skal i dette system, nu fratrækkkes ganske som det var en normal en moms sats. nu vil den vare der har udledt mest co2 automatisk blive pålangt med den største co2 afgift mens den vare hvor man proaktivt har reduceret co2 udledningen vil dermed få en konkurance fordel overfor den foruenede vare. Hvis EU som samlet område, eller rettere euro stat land, indførete denne afgift form fra central hold. så vil resten af verden være nødtil at følge med EU´s metode, ganske som REACH har gjort det på kemikale området. FAktisk var usa lobbyisme de mest aktive i at udvande REACH, Der trods dette faktum dog stadigt er en ganske markant forbedring af de i forevejen existrede regler.

Så EU har som område gået vejen før. fordelen ved at bruge centrale eu til denne afgift, Er helt enkel eu kan nu omfordele den afgift til de svagere eu lande og øge deres indsast i klima kampen både internt i eu og i den fattige del af verden. og denne centrale afgift for at bruge co2, Den vil automatisk spredesig i hele verden og blive ny global standart. For EU er verdens største markdet, med de fleste købekraftige forbrugere globalt set i verden.

Hvorfor ikke co2 kvoter pr person ?.
Det er administativt set en omgang bøvl. Brug sjocial politik til at føre social politik og kompencere naturligtvist de sjocalt svage for den extraudgift som denne politik vil medføe. Men ødelæg ikke markdes naturlige måde at rette sig selv når man indføre afgifter der målrettet vil omdanne co2 produceret energi/ fødevare, til co2 neutralitet.

Co2 momsen, er en, Keynesiansk krise styrings metode. Ved at styre markdet på co2 kvoter der kommer på markdet ved at indføre en simpel kvote til markdet afgift der stiger prograsivt løbede med en forudbestemt politisk styret % sats . Der vil markdet efterfølgede regulere sig.
Ingen virksomheds leder, vil frivilligt lade sin produktion udkonkucere af en konkuerenede metode der er mere konkucance dygtigt da den forbrugere mindre co2. derfor vil alle gå i samme retning imod co2 neutraliteten og den totale bæredygtighed, Dem der går den forkerte vej vil være nødtil at lukke da de valgte en forkert strategi. mens dem der valgte rigtigt vil automatisk vinde markdes andele og vinde konkurancen.

DVS den dygtige leder der visonært ser de rigtige løsninger på co2 neutralitet, bliver beløndet med øget konkurance evne.

Det danske Flexicurity system skal nu indarbejde co2 momsen og, opbære de sjociale koncekvenser af denne nye samfunds indretning og forudsætning. Dette sker mere effektivt ved at give varme tilskud, transport bidrag, højere pentioner og overførsels indkomster til kompencering for merudgifter pga co2 momsen.

Derfor kære borgerlige er det danske Flexicurity system ikke et buffe bord. Det en en forudbestemt alla cartmenu. hvor det har dybe sjociale koncekvenser at skære og reformere i den ligheden som dette system briger. Dette system skal nok opveje de sjociale netative koncekvenser som overgangen til det co2 neutrale samfund vil indbære,

AT indføre et kvote rasionerings system er helt enkelt noget administrativt bøvl, Det er langt mere effektivt enkelt, at beskatte den energi form for den externality som co2 forureningen medførede. løbede så den til sidst er ukonkuracne dygtigt overfor den co2 neutrale vedvarende energi.

Moms systemet existere, reformere det ved at bringe co2 afgifter ind i dette system er langt enklere end at opbygge et helt nyt rasionerings system.

http://vedvarendeenergi.underskrifter.dk/index.php

Hvordan måler du det?

Min husstand bruger årligt:

2500 l olie.
4500 kwh el.
10 rummeter brænde.
ca. 4000 l benzin

Hvor meget CO2 giver det?

Nu er vi fire i husstanden, så og udover på bilsiden,(jeg elsker biler) synes jeg egentlig ikke, at vi overforbruger.

Men jeg vil da meget gerne høre om dine erfaringer med at nedsætte forbruget i huset.

Investeringen i de forbrugsbesparende tiltag skal jo også være rentabel indenfor en nogenlunde overskuelig tidsfrist. Kan det svare sig, at begynde at ombygge et 70’er parcelhus nu?

Tak til Niels-Holger Nielsen for oversættelse af James Hansens artikel Tipping Point - perspektive of a climatologist. Endnu en veldokumenteret artikel om situationens alvor.
Må jeg bruge din oversættelse på min hjemmeside under mit afsnit Dokumentaton? (Jeg går ud fra, at artiklen må anvendes i dette øjemed).
De to ord du nævner (tipping point og forcings) er ikke nemme at oversætte og jeg kan ikke få noget hint ved at slå op i en ordbog. Men de giver god mening i sammenhængen.
For mig er tipping point lig med ‘vendepunkt’, men forstået som et kritisk niveau, der hvis det overskrides er ensbetydende med, at den tidligere situation ikke kan genetableres. Forcings forstår jeg som de menneskeskabte kræfter, der påvirker miljøet (her Co2 og metan).
Men hvis man kunne finde to gode og malende danske ord for begreberne kunne det måske lette forståelsen hos delidt tungnemme.
Uanset hvad, så må det fastholdes, at der er behov for politisk handling, og det er ikke nok, at vi hver især føler os skyldbetyngede over, det vi gør. Rammerne, de politiske og økonomiske, er ikke sat til forandringer på dette område, og det er den første forudsætning. Ikke ret mange, måske lige bortset fra Steen Ole Rasmussen, har mulighed for ved privat indsats alene at nedbringe sit CO2 forbrug til 1 ton om året.

Ja, undskyld. Vi er nogle, der kører langt på arbejde og bruger bilen til ferier, men Steen og Erik cykler selvfølgeligt kun på ferie. I tager aldrig fly?

Iøvrigt skifter jeg da gerne til noget mere miljøvenligt, når der kommer et reelt konkurrencedygtigt alternativ, men der går mindst ti år.

Derudover må de 13 ton pr. indbygger være en gennemsnitsberegning, hvori hele nationens co2 udledning er indregnet, så Steen må putte lidt oveni sit forbrug.

PS Rolfsen
Hvis du henter min oversættelse her:
http://a21.dk/blog/2008/05/07/en-klimatologs-perspektiv/
så får du en bedre oversættelse.

Jeg vil fuldt ud tilslutte mig samtlige Niels-Holger Nielsen kommentarer ovenfor.

Jeg skal også lige takke for oversættelsen, som jeg har lagt på min hjemmeside.

Hilsen

PS. Var der ikke lige noget om at åbne op for kulfyring i nogle danske kraftværker.